Genbrugsturné

Planlægningsarbejdet, klargøringsarbejdet og oprydningsarbejdet er temmelig intensivt disse dage – der er (set herfra) kun kort tid til pinsesøndag og den helt særlige musikfestival på gården.

Det er ikke musik det hele, der skal også klargøres drikkevarer og laves mad – ordentlig mad af ordentlige råvarer.

Og ordentlig mad skal serveres på ordentligt porcelæn og spises med ordentligt bestik – ikke noget der bare smides ud bagefter.

I sidste uge stod den på genbrugsturné, for selvom vi i forvejen rådede over service til omtrent 120 mennesker, er der et stykke op til de 300, som skal bespises på søndag.

Der skal en tur mere til. Knive og gafler er næsten i hus, vi skal opstøve nogle flere stabler smukke tallerkener.

Du kan endnu nå at anskaffe dig en billet til begivenheden:
https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/1079/olcc–brandbygegaard-live/

Vi glæder os!
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til Genbrugsturné

  1. Helle siger:

    Hvordan går det egentligt med stærene, er der flyttet nogen ind i kasserne?

    • T siger:

      Hvilken blomst er det, der er afbildet i krukkerne på det første billede? De er utrolige smukke…den må jeg få fat i frø på, hvis jeg ikke er for sent ude.

    • Lone Landmand siger:

      Det går meget fint tak – nu er der både voksne stære og unger i kasserne, kan vi høre 🙂

Der er lukket for kommentarer.