Revitalisering af grisen!

Revitalisering af grisen!

Da jeg første gang stødte på den overskrift, skulle jeg lede noget efter en grimasse, der kunne passe. Hva’ faen snakker de om? Er der et middelstort shampoo-brand, som har påtaget sig den utaknemmelige opgave at få lidt glans i Peter Ålbæks sparsomme hår?

Nææ, det er såmænd landbrugets propagandadrenge, der har lagt sig i selen for at imødekomme det faldende salg af knastørre elendige svinekoteletter – du ved dem, der ligger i køledisken på eget hygiejnebind og minder én om, at mad bare ikke er, hvad den har været. Enhver kan sige sig selv, at det er nederen at spise svin, og ser man videoen, som har den famøse titel ”Revitalisering af grisen”, så ved man, at det er super cool at spise gris. Og det er ikke kun super cool, det følges også af de mest frække fremmedord, der nogensinde har set dagens højteknologiske tid.

Denne kampagne er nemlig henvendt til ungdommen, for enhver med lidt sans for tidslinje kan forudse, at det er lige netop denne gruppe, der vokser op og bliver næste generation af beklemte børnehavebestyrelsesmedlemmer, der jo gerne skal nikke i takt – i takt med at tvivlsomme partier, der sidder på flæsket, tvinger det ind ad bagvejen.

Nå, der skal altså appelleres til den mest oplyste del af ungdommen, det sørger en tydeligvis garvet telefonstønner stemme, en Jørgen ultra-Leth om man vil, for – med en ordflom, som er forfattet på bestilling af det virkelighedsfjerne Landbrug & Fødevarer af et endnu mere virkelighedsfjernt reklamebureau.

Vi snakker om et salg af svinekød, der af helt indlysende grunde er faldende. Den oplyste ungdom vil ikke være med til at spise noget, der er så ringe, samtidig med at flere og flere får øjnene op for de enorme problematikker, som følger vores mastodont-svineproduktion, ikke mindst for dyrene. Hvad gør den kloge så? Prøver han at forbedre kvaliteten, prøver han at komme de mange dyrevelfærdsproblemer til livs, tager han fat i svine-MRSA, resistente svampesygdomme, kobber/zink-forurening af markerne, de algegrønne og iltsvindramte fjorde, prøver han at gøre noget ved den dødbringende ammoniakforurening? Nej nej nej – det vil konflikte med alle landbrugets økonomiske værdier. Men hvad gør vi så? Bum Hans, jeg har det! Skal vi ikke ændre navnet fra svin til gris? Griseproduktionen er der jo ikke noget galt med, og hvis vi viser nogle hyggelige billeder af grise i rigeligt halm, samtidig med at speakeren siger, at smøger er sunde, øøhh nej jeg mener, at grisekød samler og giver tryghed, så er den hjemme. Plus en baby og en solnedgang. Husk altid en baby og solen.

Listen over supermarkedskæder, der er med i gruppen med infantil rebranding af skodkød, tæller dem ALLE, også dem der mener, at de har holdning – så er det i denne situation kun holdning til det faldende salg af penicillinsvin, der skal håndteres.

Lad mig lige påkalde industriens og dens pusheres opmærksomhed. Uanset hvad I kalder produktet, så er det bare ikke et godt produkt, og det er så langt under det humane lavmål at producere på den måde, med de menneskelige, miljømæssige og etiske omkostninger der hænger i halen af, eller hvad der nu måtte være tilbage efter kuperingen, dette dyr.

Og lad os så lige understrege, at I kan kalde dyret, hvad I vil for at lokke forbrugerne, men det ændrer aldrig salget, så længe dyret for producenterne blot er tal. Her er det hverken en gris eller et svin. Her er det produktionsenheder, dyreenheder og en linje på afregningen, og der går intet mindre end 30 slagtesvin på en dyreenhed. I en tid hvor forbrugerne tilfører grisen flere og flere menneskelige egenskaber, tilfører landbruget det selvsamme dyr flere og flere maskinelle egenskaber. Hvis ikke landbruget kan se, at det er galt, vil de og forbrugerne aldrig mødes.

Søren Sørøver – der er ved at være træt af svinestreger og griseri

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Revitalisering af grisen!

  1. marianne siger:

    uhhh – det er godt sagt! Og så er det ovenikøbet sandt 🙂

  2. Marianne M. siger:

    Tak for – igen- at sætte tingene i perspektiv 💙

Der er lukket for kommentarer.