Vil du hjælpe? ”Forurener-betaler-princippet” for forgiftede drikkevandsboringer samt oprettelse af grundvandsfond

Måske husker du, at der for en lille måneds tid siden herfra rejstes et borgerforslag om at indføre “forurener-betaler-princippet” for forgiftede drikkevandsboringer samt oprettelse af grundvandsfond – ellers kan du læse om baggrunden her: Rent drikkevand – ingen gradbøjning af rent.

Så skete der ikke umiddelbart mere, ting tager tid, og den varslede tilbagemelding fra administrationen under Folketinget dukkede ikke op, så jeg tænkte, at den slags nok bare tager rigtig lang tid. Men i går ringede en journalist og spurgte til forslaget, som har ligget tilgængeligt for støttetilkendegivelser siden d. 8. april på siden borgerforslag.dk – Forslag om at indføre ”forurener-betaler-princippet” for forgiftede drikkevandsboringer samt oprettelse af grundvandsfond ID: FT-00679

Det er lidt besværligt – for at støtte forslaget må du finde dit nøglekort frem og logge dig på med din svær-id. Det gælder nationens sikkerhed og kun vaskeægte godkendte borgere må stille forslag og støtte ditto. Men det er umådelig vigtigt, at du tager stilling, for det med vores drikkevand gælder almenvellet og vores ansvar for både hinanden og de mennesker, som skal leve i dette land efter os. Det handler om ordentlighed – om ikke at ødelægge noget livsvigtigt for andre.

Og inden det giftbaserede landbrugssystem trækker offer-kortet og kalder forslaget en forringelse af rammevilkår, misforstået modstand mod den mest skånsomme/bæredygtige landbrugsform i verden og et anslag mod Danmarks eksportindtægter, er det på sin plads at holde fokus. Brugen af pesticider og den industrielle husdyrproduktion medfører en række omfattende omkostninger (udover den massive årlige økonomiske støtte) som for nuværende lægges over på samfundet, altså os, og dermed udhuler den velfærd, vi så gerne vil have råd til.
Det her er ikke en kamp imod de seneste 70 års fremherskende landbrugsform – det er en indsats for vores livsgrundlag; også for fremtidige generationers ret til det basale – rent drikkevand, uskadelig luft, dyrkbar jord, bestøvere, natur med biologisk mangfoldighed og et levende hav.

Det vil betyde alverden for indsatsen, hvis du vil hjælpe med at sprede budskabet om borgerforslaget til alle, som måtte finde det meningsfuldt.

Tak fra os
Søren & Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

7 svar til Vil du hjælpe? ”Forurener-betaler-princippet” for forgiftede drikkevandsboringer samt oprettelse af grundvandsfond

  1. Lars Henriksen siger:

    Det fremgår af reglerne for borgerforslag, at hovedstlllere og medstillere af et forslag får besked om, at forslaget er offentliggjort. Det fremmer ikke just tilliden til systemet, at I tilsyneladende ikke er blevet underrettet. TIden går, og offentlighedens opmærksomhed er kortvarig.

  2. Jenny siger:

    TAK fordi i kæmper!
    Har fluks været inde og skrive under, og videresendt mail til så mange af mine “private” venner jeg kender. 🙂

  3. Jeg har for længst svunget mit nøglekort på ikke-spor-nemID-siden til fordel for rent vand til Sørøveren og all os andre. Jeg må vist også hellere dele, linke osv. dette opslag.

  4. Palle siger:

    fanget mit svær-id og støttet samt delt ‘all over the place’

  5. Torben Stæhr siger:

    støtte afgivet.

  6. Marie siger:

    “Det er fame uhyggeligt du!” Har fluks været inde og støtte og har delt linket blandt mine facebookvenner. Håber det hjælper!

  7. Morten Albek siger:

    Det er mere besværligt at finde nyt rent drikkevand end at finde nøglekortet frem og støtte forslaget 😊👍

Der er lukket for kommentarer.