Kålfest

I går blev køkkenhaven ryddet for kålstokke, jordbærstiklinger og flerårige urter.

Derefter kunne dyngerne af møg fordeles og vendes i jorden.

Som stadig er for våd til såning i størstedelen af arealet, men nu kan jeg starte roligt fra øverste hjørne i øst og bevæge mig indover, efterhånden som vandet damper af.

Grøntsagsliv i hundredevis venter på plantebordene indendørs – rodsystem efter rodsystem skal forsigtigt flyttes fra potte til det blivende voksested, når faren for nattefrost og andefødder er ovre. Det sidste bliver det vanskelige at afgøre.

Jordbærplanterne skal tilbage på række i det nyanlagte jordbærbed, urterne genplantes andre steder og kålen kom til højbords.

Og indenbords
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.