Solgul omelet – opskrift til dig

Hønsene har opdaget de lejlighedsvise to-cifrede temperaturer, det voksende græs, de spæde kløverblade og regnormenes aktivitet i øvre jordlag. Og lyset. Lyset selvfølgelig, som er det mest opmuntrende.

Det hele går lige ind i de urgamle hjernevindinger og sender signaler videre til resten af kroppen. Også i høns og derfor tiltager æglægningen ligesom dagslængden.

Der er sendt besked til det statslige system om denne glædelige begivenhed – vi har bedt om genoptagelse af laboratorierutiner og kontrol af æg, og således kan det lille stalddørssalg snart åbne igen.

Imens er her æg i overflod, også til kager, men nu skal alle opskrifter på denne side ikke udelukkende handle om kager, og derfor får du her opskriften på en fremragende gang aftensmad – Solgul omelet.

En omelet er så taknemmelig, et utal af grøntsager passer godt sammen med æg, og du kan således bruge, hvad du har – også eventuelle tilberedte rester fra gårsdagens middag, hvis det er.

Du har brug for:

10 æg fra høns med ildrød kam på grøn bund
1 porre med så meget grønt som muligt
2 store gulerødder
1 løg
1 spsk friskreven ingefær
1 finthakket fed hvidløg
1 tsk chilipasta eller en finthakket chili
1 tsk karry
½ tsk stødt koriander
½ dl soyasauce
3 spsk solsikkeolie
1 spsk sesamolie
friskkværnet peber og lidt salt

Du skal have gang i to halvstore pander til denne opskrift.

Skæl gulerødderne, pil løget og skyl porren. Snit grøntsagerne i tynde stave efter egen fantasi og virkelyst. Pisk æggene sammen med ½ tsk salt og et skud peber. Varm 2 spsk solsikkeolie op på den ene pande; den må ikke være for varm. Hæld æggemassen i panden og lad den stå og stivne stille og roligt.

Svits grøntsagerne i den resterende olie på den anden pande. Giv dem et minuts tid og tilsæt karry, koriander, chili, hvidløg og ingefær. Vend rundt i yderligere et halvt minuts tid og hæld soyasauce ved.

Fordel grøntsagerne på den ene halvdel af det gule æggehav og fold med gelinde og megen møje den anden halvdel indover, så der dannes den fineste omelet. Læg låg over og lad omeletten simre nogle få minutter. Mærk om den er ved at være fast indeni. Den må endelig ikke få for meget og blive tør, men på den anden side så bryder ingen sig om flydende æggesnask i deres omelet.

Går an til morgenmad, frokost og aftensmad – varier grøntsagerne i det uendelige!

Æg er godt, og gode æg er fantastiske. Er du heldig selv at have høns, er deres æg sikkert i en liga noget over det fantastiske.

Må solen skinne på dig i dag
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Manerlig middag. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s