Den går sgu ægge..

Jeg ved godt, at jeg burde holde min store fede kødædende kæft om, hvad der rører sig på den veganske fødevarefront – det rager sådan set ikke mig. Jeg ved, at når jeg udtaler mig negativt om denne fødevaregruppe, så kalder det på mange lige fra de veganerkritiske ”du spiser min mad’s mad” til veganere der mener, at jeg ligeså godt kunne æde børn. Rent faktisk gider jeg ikke høre på nogen af dem, men det er åbenbart ikke nok, siden jeg sidder og skriver alligevel – jeg kan simpelthen ikke holde den slags fødevarehokuspokus ud, uanset hvilken forbrugergruppe der bliver tørret.

Og i guder de bliver tørret!
I Føtex kan man nu, lige ved siden af de almindelige æg, få veganske æg! Hvad, tænker du nok, er det overhovedet fysisk muligt? Og nej, da det ikke drejer sig om veganske kvinders doneræg, så er det ikke muligt. Men det stopper ikke producenterne af de mirakuløse æggelederfri æg. De leveres endda i klassisk æggebakke med høns og små kyllinger afbilledet. Der er mange dårlige ting at sige om de industrielle æggeproduktionsmetoder, det er jeg ikke bleg for, og det her produkt kan sikkert gøre det ud for ægs egenskaber i mange sammenhænge, men det gør det altså ikke til æg. Kigger man på ingredienslisten og næringsindholdet, vil jeg stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er mad.

Produktet er i pulverform, så man slipper da i det mindste for at købe vandet – det tilsættes i eget køkken. Hvad det koster i forhold til æg, ved jeg faktisk ikke, det er også pænt irrelevant. Vi ved alle, at æg er godt for meget, der er stort set alt det, vi har brug for, under samme skal. I det ”veganske æg” er der mest af alt alger, og det lyder godt nok lidt mærkeligt, men der er faktisk mange gode egenskaber ved alger. Desværre er brugen af alger mest knyttet til kraftigt forarbejdede produkter som dette. Nå, næst på listen i deklarationen kommer modificeret cellulose, og på 3. pladsen kommer ”almindelig” cellulose. Det pæne ord er geleringsmiddel, det ærlige er savsmuld. Slet og ret udvundet af plantefibre. Ganske uomsætteligt i den menneskelige organisme og lige bortset fra luft i maven, så gør det absolut intet. Andet end at det gør slatne ting stive i betrækket. På 4. pladsen kommer gellan gum et fortykningsmiddel, en emulgator og et stabiliserende stof opdyrket af en bakteriekultur. Herefter kommer calcium lactate som kan lidt af det hele. Det er en smagsforstærker, et hævemiddel, en stabilisator og et fortykningsmiddel. Så kommer carrageenan, som ja, det begynder sgu nok at kede dig lidt, er et tadaaa…. geleringsmiddel, en stabilisator og et fortykkelsesmiddel. Det er iøvrigt udvundet af tang, så det er nok ret harmløst. Derefter når vi til nutritional yeast – endelig sker der noget. Bedst som man troede, at man sad med opskriften på en suttevenlig hoppebold, så kommer der noget, som rent faktisk har en smag, i daglig tale gærflager. Rendyrket umami og i disse tider en ren darling hos gourmetkokke. Det er slet og ret en gærtype, der spiser sukker til den på bestialsk vis slås i ihjel af varme, og ja gær er en levende organisme – veganertyper – og nu skal den dø Der er faktisk en masse gode ting i gær bl.a. et bredt udvalg af aminosyrer, så det er som veganer slet ikke en dum ting at arbejde med i køkkenet.

Men hvornår kommer æggesmagen ind i billedet, kan man med rette undres. Jo, ser du, den sidste ingrediens er såkaldt sort salt. Salt fra Himalaya der indeholder store mængder af en jern-svovl forbindelse, der giver det en odeur, som alle nok kan huske fra folkeskolens klasselokale, når Oste Lars pakkede sin madpakke op, og hans velmenende mor havde smurt en halv med hårdkogt æg – den slags hvor den blege blomme er omkranset af en blåsort skygge. En lugt som kun blev værre, når han et par timer efter sneg en æggehørmer ud i klassens time. Det er det, sort salt kan, og det der giver dette produkt de formodede æggeassociationer. Undskyld Lars!

Nå, de kaldes altså planteæg. Hvis de danske fødevaremyndigheder ikke sætter foden ned her, så ved jeg ikke, hvad der skal til. Falsk markedsføring på speed! For æg er det ikke, og æg bliver det aldrig. Jeg er kæmpe fan af æg. Vores egne naturligvis, fordi vi har. Der findes ingen morgenmad, der mætter mig så lang tid, som to æg. I et ”rigtigt” æg er der ca. dobbelt så mange kilokalorier, 4-5 gange så meget fedt og fantastiske fedtsyrer og 7-8 gange så meget protein som i de kemiske substitutter. Det veganske ”planteæg” er ikke et æg, men en smagsgivende stabilisator der med megen møje og besvær kan give vand samme tekstur som æg. Set ud fra et fødevarekemisk synspunkt er det lidt af et scoop, set ud fra menneskeracens ernæring så er det et lods i bollerne! Penslet med veganeræg.

Søren Sørøver – til kamp for anstændig mad!

P.S. På producentens side skrives, at der bruges små 200 liter vand til at lave 1 hønseæg. Så vores høns skulle drikke næsten 100 liter om dagen, da de i gennemsnit lægger æg hveranden dag. Der er altså tale om høns med pænt tynd afføring – modsat firmaets propaganda der er lige lovlig tyk.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

8 svar til Den går sgu ægge..

  1. Majio siger:

    Tak, Sørøver! Hvilket salt vil du anbefale??? Mvh fra Majio:)

    13/03/2018 skrev Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Anette siger:

    De “æg” kan da højest kaldes ægge erstatning… det samme gælder plantekødet…. altså fint nok til dem der vil spise det…. og pga allergi bruger jeg da til tider æggeerstatning….. jo nogle myndigheder må indover.
    200 liter vand…. det må være med rengøring, bad og drikke til dem der passer hønsene. …

    Tak for et godt grin.. og god info

  3. 100 liter vand pr. æg! Hvordan mon man når derhen – det må være noget med fabrikation af hønsepiller og kølevand – og transport med tilhørende sprinklervæske talt med. Jeg slæber i hvert fald ikke ca. 800 liter vand ud til mine høns hver dag 😉
    Og tak for endnu et morsomt og oplysende indspark (i bollerne) om fødevarer eller mad.

  4. Lisbeth siger:

    Morsomt skrevet, trods den alvorlige anledning. Klø på..!

  5. Dorthe Madsen siger:

    Godt skrevet og tak! Jeg forstår heller ikke, hvorfor det skulle være bedre at proppe sig med kemikalier end med rene råvarer. Gode æg fra glade høns, der skraber i jorden – det er noget, kroppen kan forholde sig til.

  6. Annie siger:

    Enig med dig Søren – veganer bliver jeg aldrig. Er så glad for de æg, som mine høns lægger 🙂

  7. Astrid Vest siger:

    Godt brølt Løve!

  8. Marianne M. siger:

    Tak for (endnu) en oplysende artikel.
    Og tak for et gedigent grineflip, der kom af erindringen om – og din malende beskrivelse af – æggemadder og tilhørende æggehørmere.
    🥚🤣🥚🤣🥚

Der er lukket for kommentarer.