Dum, dummere, dummest

Under den godt treårige turné med foredrag om Mad vs. Fødevarer har et af de gennemgående budskaber været miljøgiftenes mere eller mindre kendte indflydelse på det menneskelige kontrolsystem.

Og her handler det ikke om embedsvæsenet, ministerielle lobbyistsamarbejder, uoffentlighedsloven eller korruption i døgnets private timer.

Nej, det handler om det uendeligt raffinerede system af hormoner, enzymer, nerver og hjerneceller, som giver det menneskelige væsen mulighed for at foretage sig alverdens komplicerede ting, færdes i alle klimazoner og elementer, tænke rationelt, samarbejde også med ukendte artsfæller, skabe skriftsprog og have fantasi samt forestillingsevne til at beskrive og udvikle musik, historier og opfindelser, som ingen hidtil har set.

Er det ikke fantastisk?

Hvis du synes, det går ned ad bakke med popmusikken, den populistiske retorik og radio-tv-programmernes henvendelsesform er det ikke uden grund – det går ned ad bakke med intelligensen. Set fra et politisk synspunkt kan det have sine fordele, for det kræver alt andet lige mindre at tale til krybdyrhjernen end til den rationelle neocortex.

Men set fra et almenmenneskeligt perspektiv er det en skræmmende udvikling. Ikke mindst at den finder sted, fordi nogle relativt få mennesker tjener penge på udbredelsen af miljøgiftene herunder sprøjtegifte til fødevareproduktionen. Det har store konsekvenser for den enkeltes muligheder for et godt liv og det har store konsekvenser for vores fællesskab og samfundsorden.

For øjeblikket viser DR K en fransk dokumentarudsendelse om netop det emne – at vi bliver dummere og dummere, og ja, det er politisk ukorrekt at sige. Men hvis vi ikke siger det, som det er, bliver alvoren undertrykt. Jeg vil indtrængende opfordre dig til at se udsendelsen, mens den endnu er tilgængelig – du finder den lige her: https://www.dr.dk/tv/se/brains-in-danger/-/trusler-mod-hjernen#!/00:00

Under utallige foredrag har en tilbagevendende kommentar rettet sig mod de ældste tilstedeværende – at de kunne glæde sig over at være de klogeste i salen. Og det har de glædet sig over.

Men vi har brug for begavede nye generationer
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.