Doc Doxey kunne ikke have solgt den bedre

Man skal have aktier i den medicinske industri og/eller en trang til at skade andre, for at opmuntre til indtag af sodavand i en tid, hvor det sidste, forbrugerne har brug for, er låg på gryden med dårlig samvittighed uanset sodavandstype.
Den kemiske suppe, som de fremherskende læskedrikke udgør, storsælger uden yderligere anprisninger, og normaliseringen af hverdagsdrikken er mildest talt unødvendig. Men derfor kan man jo godt tage den en tak opad.

Politiken.dk i samudsendelse med familiemedlemmet Ekstrabladet.dk spreder for øjeblikket et beroligende budskab over det sodavandsdrikkende danske land under overskriften “Drik bare light sodavand: Du bliver hverken tyk eller syg af det, viser forskning.”

Det mest bemærkelsesværdige i den journalistiske artikel er, at der på baggrund af 6 måneders forsøgsperiode skrives: “Forskerne har hver dag i seks måneder observeret 60 overvægtige mennesker, der har drukket enten en liter vand, en liter letmælk, en liter almindelig cola eller en liter cola light. Det har givet forskerne fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet et unikt blik ind i, hvad der sker med kroppen, når de forskellige drikkevarer indtages. På den baggrund kan de nu konkludere, at sodavand med kunstige sødemidler ikke øger risikoen for kræft eller diabetes, og at det i bund og grund er lige så sundt at drikke et glas mælk som en cola light.”

Hvis vi et øjeblik ser bort fra den nødvendige debat om dyrevelfærd i malkebesætninger og menneskers mælkeindtag og koncentrerer os om produkternes indhold, er der uomtvisteligt proteiner, mineraler og bl.a. fedtopløselige vitaminer i mælk – noget man ikke finder i cola. Men lad nu det ligge. Det andet budskab er langt mere alvorligt, for som seriøst landsdækkende medie har huset et stort ansvar for at formidle sande budskaber – også når det handler om noget så lavpraktisk, men ikke desto mindre meget læst, som kostanbefalinger. Den er den slags, folk slår hinanden oveni hovederne med, den slags de køber ind efter og den slags de siger til deres børn. Og derfor betyder det alverden.

Gør man sig den ulejlighed at finde den publicerede forskning, er der (fornuftigt nok) ingen konklusioner om kræft, og med hensyn til diabetes handler forsøget om at undersøge påvirkningen af insulinfølsomheden samt cholesterol. Det ville være lige friskt nok, hvis man som forsker formåede at udelukke to så alvorlige sygdomme på baggrund af 6 måneders indtag – de fleste mennesker lever længere end det. Sammenhængene mellem bl.a. en række sprøjtegifte/miljøgifte og deres hormon- og enzym-forstyrrende virkninger på både celler og reguleringsmekanismer gør kræft og diabetes til spørgsmål om andet og mere end sukkertypen.

For at føje spot til selvskade skrives sidst i artiklen: “Igennem årene har vi både hørt, hvordan sødestoffer kan forårsage fedme, demens, diabetes, fedtlever og meget andet. Men i følge forskerne fra Københavns universitet, er det rygter, som de håber at mane til jorden med de nye forskningsresultater.”

Måske er der et lukrativt marked for medierne her – de kan tage kagen fra de myndighedsbetjente forskere, springe det fordyrende mellemled over og digte de ønskede resultater direkte fra tastaturet til markedskræfterne.

Det er meget bedre at drikke vand eller vand.
Lone

P.S. Du finder Politikens artikel her:
https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art6335673/Drik-bare-light-sodavand-Du-bliver-hverken-tyk-eller-syg-af-det-viser-forskning

Ekstrabladets her:
https://ekstrabladet.dk/nyheder/videnskab_og_teknik/danske-forskere-freder-din-light-sodavand-du-bliver-hverken-tyk-eller-syg/7034820

Og publikationen her:
https://www.nature.com/articles/s41430-017-0006-9

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Doc Doxey kunne ikke have solgt den bedre

  1. Helle siger:

    “seriøst landsdækkende medie” det er ved at være længe siden, jeg ville kalde Politiken det. Som Marianne skriver, var det også noget jeg, studsede over. Ligesom artiklen idag om mikroplast i drikkevand. Jeg tror efterhånden ikke på et ord, der kommer fra Landbrugsministeren, Sundhedsstyrelsen et. al.

  2. marianne siger:

    Ja, forskning er ikke, hvad den har været – åbenbart. Jeg studsede også over “nyheden” – og du har så lige sat ord på det, jeg tænkte 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s