Rodfrugtsalat – opskrift til dig

En salat behøver ikke altid være grøn. Der er så mange andre smukke farver – rød for eksempel. Og en salat behøver heller ikke altid være lavet af råvarer, der har groet over jorden. Under jorden er der også spændende muligheder som for eksempel rodfrugter. Disse behøver ikke altid serveres varme, lav salaten, sæt den køligt og hent Hans Kongelige Rødhed frem ved spisetid.

Du har brug for:

4 persillerødder
4 gulerødder
2 store rødbeder
½ lille knoldselleri
2 spsk jomfruolivenolie
1 fintrevet fed hvidløg
½ tsk groft salt
1 dl grofthakkede valnødder
2 spsk grofthakket bredbladet persille

Dressing:

4 spsk god olivenolie
1 spsk æblecidereddike
1 tsk honning
½ tsk dijonsennep
1 tsk groft salt
½ tsk friskkværnet peber

Pisk ingredienserne til dressingen sammen og lad den trække, mens grøntsagerne ordnes.
Skræl grøntsagerne og skær dem i små tern på ca. 1 x 1 cm.
Varm olien på en pande og rist grøntsagsternene heri under jævnlig omrøring. Giv dem 5 minutter, tilsæt fintrevet hvidløg samt salt og steg videre i yderligere 5 minutter.
Vend de varme grøntsagstern i dressingen og lad salaten trække i mindst 1 time. Drys valnødder og persille over inden servering ved stuetemperatur – kold salat smager af mindre end en tempereret.

En salat der tåler gentagelse
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Geniale grøntsager, Selvsagt salater. Bogmærk permalinket.