Landbruget elsker mig!!

I aftes handlede ”Debatten” om landbrugets fremtid. Repræsenteret både af landbruget, det konventionelle, det økologiske, debattører, kokke og andet godtfolk. Der blev sagt en masse gode ting, og naturligvis en masse vrøvl, påstande og spin for galleriet – hvis du ikke så det, så giv det lige et skud her:
https://www.dr.dk/tv/se/debatten/debatten-tv/debatten-2017-10-19#!/

Nå, men noget at det, jeg bed mest mærke i, var, at formand for Landbrug & Fødevarer sagde og gentog gang på gang: Det bedste, vi kan få, er kritiske forbrugere – der er ikke noget, vi hellere vil have end kritiske forbrugere. Ja, jeg sad nærmest til sidst og blev helt varm om hjertet, for jeg havde faktisk troet, at landbruget synes, jeg er lidt en torn i øjet, men det er åbenbart bare noget, der foregår i mit hoved og gud ske tak og lov for det.

Som en god kritisk forbruger, der kan mærke kærligheden fra landbruget, er det kun naturligt lige at ryste lidt kritik ud af ærmet, du ved, bare for at glæde og give noget tilbage.

Der er langt rundt om hele Martin Merrilds menighed, fødevareklyngen, så i dag holder vi os til svinekoteletten. Du ved den der centimetertynde skive kamsteg, der ligger så lyserød og fin på sit eget lille hygiejnebind i beskyttet atmosfære, lige klar til at vippe ud på en varm stegepande. Men behøver heldigvis slet ikke røre ved den.

Ser I kære landbrug, den er jeg ikke så vild med, faktisk synes jeg, I skyder lidt over målet, når I udråber jer selv til verdens bedste.

Jeg kunne godt ønske mig, at der ikke fandtes koteletter fra grise, som har levet i en lukket stald hele deres korte miserable liv. Jeg ved godt, at de bliver kastreret af nød, og at halen stort set selv falder af og altid for dyrets eget bedste, det siger sig selv. Her er det med loven, der brydes, lidt en skam. Både jeg og I ved jo godt, at de haleproblemer kun er et symptom på grisenes mistrivsel, og nej det er ikke en trivselsparameter, at grisene efter tvangsinsemination får 1/3 flere smågrise, end de har patter til. Det giver bare flere døde smågrise, det giver kortere diegivningstid, mere diarré og flere multiresistente bakterier i vores samfund. Ja, det er faktisk også skyld i den stærkt stigende miljøforurening, der finder sted, når smågrisene tildeles zink og kobber mod diarréen. Det er nu indenfor en menneskealder, at en almindelig mark kan få så højt et kobberindhold, at den ikke må bruges til fødevareproduktion. Altså medmindre man hæver grænseværdien – det ville jo være belejligt. Men udover det med halerne, den bedøvelsesløse kastration, de mange døde smågrise, svine-MRSA, tungmetaller på marken, de alt for trange levevilkår for grisene med 0,65 m2 til en gris på 100 kg, et liv på tremmegulve, ingen beskæftigelse eller mulighed for at udleve naturlige adfærd, født af en mor der er spændt fast måske med skuldersår som resultat og med udsigt til alt for lange transporter i tætpakkede biler til kæmpeslagterier, så er der også det med foderet.

For de spiser en masse de grise, og her gælder det for alles skyld om at få de dyr til at vokse så hurtigt som muligt. Det er godt for miljøet, eksporten, og alle os der gerne vil have en bævrende husblaserigeret kage hos bageren. Jo billig gris er en grundsten i vores samfund. Derfor bliver vi nødt til at fælde regnskov i Argentina, vi bliver nødt til at tungsprøjte markerne dernede, og ja det giver lidt fødselsdefekter i landsbyerne i sojaområderne, men i stedet for at klynke kunne de nu godt vise lidt taknemmelighed over, at vi betaler deres løn; den er ikke høj, men den er der. Kære landbrug, det scenarie kunne jeg godt undvære. Ligesom langt størstedelen af jeres søer godt kunne undvære de mavesår, de får af det stærkt forarbejdede foder. Det er gentagne gange bevist, at der blot skal en smule grovfoder til at afhjælpe problemet, men da det kan regnes som rent tilsæt, så er det bedre, at grisene har ondt i maven. For så længe der kan vristes 30-35 unger ud af dyret om året, så må det jo have det godt. I hvert fald godt nok. Mavesår er bare ikke noget, nogen bør have for andres skyld, heller ikke grisene. Udover regnskoven der ryger, de argentinske landboborgeres helbred, grisenes mavesår, så er der jo også det med, at 80 % af den danske landbrugsjord bruges til at lave mad til de grise. Korn og raps igen og igen. Sprøjtet igen og igen, på marker der kræver mere og mere gødning, da al humus stille og roligt går til grunde. En kultur der ikke kun lægger beslag på uendelig meget jord, men som også sikrer en tilbagegang af alverdens dyreliv. Der er ikke mange dyr, der bryder sig om sprøjtegifte, der er ikke mange, der ser en kulturmark som et ynglested eller bryder sig om at løbe om kap med en mejetærsker. Bidød er en lidt uheldig bivirkning ved den kotelet. Det er heller ikke så hensigtsmæssigt, at rådyrene får problemer med kobberforgiftning, når de græsser på de nyspirede hvedemarker. Mon de er de eneste, der ikke kan tåle kobber?

Jeg vil også gerne ønske, hvis jeg stadig har et par ønsker tilbage, at de store svinestalde ikke lagde landsbyerne øde, at gyllestanken, staldstanken , den evindelige skrigen, det elektriske lys døgnet rundt og lavfrekvent brummen fra ventilationen ikke var med til at sikre, at til salg-skiltene står, til de bliver grønne af den ekstremt høje ammoniakudledning fra svinebrugene. Sidstnævnte slår en hel del mennesker ihjel om året uden at få meget opmærksomhed. Der er ikke mange små gårde tilbage, ikke meget liv på landet. Strukturudvikling kalder man det. Her ligner det mere afvikling.

Ja, der er altså lidt bump på vejen, før den der kotelet bliver efter mit hoved, men i det mindste så er det verdens bedste kotelet, der ligger der i køledisken. Nå nej, det er det måske ikke. I jagten på den mest effektive gris er det nemlig lykkedes jer at lave et stykke kød, der har samme kvaliteter som bølgepap. Ja, man kan lave fine skiver, der alle er ens, og det er jo også en kvalitet i sig selv for jer. Men i et køkken er denne udskæring blottet for smag af gris, og nej den smag af ammoniak, der ligger latent i alle staldgrise, er altså ikke noget, en gris skal smage af. Men hvordan kan den andet, når den er smurt ind i sin egen afføring det meste af sit liv, og når den indånder den tunge ammoniak fra gyllekanalerne under spaltegulvet. Det sætter sig, tro mig!

I har også fået avlet alt intramuskulært fedt ud af dyrene. Maget kød er jeres mantra. Og det giver da også mening, men mest fordi fedtet i en gris, der kun bliver fodret med korn og soja, er ligeså farligt for vores kroppe som at krydse motorvejen med bind for øjnene. Og det er jo lidt af en skam, når man nu ved, at godt animalsk fedt med den rigtige fedtsyresammensætning er temmelig sundt for os. Desuden smager godt fedt bare skide godt. Ikke mindst det som sidder inde i muskulaturen, det der er med til at give en saftighed, som jeres kotelet aldrig opnår – aldrig, og det er sådan set ligegyldigt, at slagteriet behandler kødet på en måde, så det holder mest muligt på vandet, indtil vi har købt og betalt det. Der er mange penge i at sælge vand også i hygiejnebind..

Så kære landbrug og kære Landbrug & Fødevarer – som kritisk forbruger er der lige et par småting, jeg gerne ser, I retter op på ved koteletten. Og for at følge en god og af jer accepteret fremgangsmåde, vil jeg anbefale, at vi sætter bremsen i og undlader at købe verdens bedste kotelet.
Kald det en boykot om I vil – jeg vil kalde det et kritisk forbrugervalg.

Søren Sørøver – der blot er glad for at kunne hjælpe

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Anstændigt kød, Hverdagen. Bogmærk permalinket.

7 svar til Landbruget elsker mig!!

  1. pia hansen siger:

    Dejligt at få rørt lattermusklerne. Sjældent jeg sidder for mig selv og griner højlydt. Godt skrevet – også det alvorlige.

  2. Lene siger:

    Jeg kunne næsten ikke være i min krop af bare arrigskab over landbrugets repræsentanter, og jeg så endda kun sidste halvdel af debatten. Magen til en flok ignorante tåber skal man da lede længe efter!

  3. Morten Friis Jessen siger:

    Søren, det er dejligt at opleve at du sætter så præcise ord på. Hvor ville jeg gerne høre dig præsentere disse ord og dine /jeres holdninger i en debat m landbrug fødevarer. Så vi kan få saglighed på bordet fremfor en formand der pjatter og siger en masse uden mening. De har intet at sige længere.
    Tak søren
    Kh
    Morten Friis Jessen

  4. Holger Ø. Mortensen siger:

    Det var ynkeligt at se Martin Merrild tilrane sig en masse taletid – eller snarere RÅBETID – under Debatten på DR2. Og hans kombattant landboformand Mogens Dall (folketingspolitiker in spe) fremstod nærmest latterlig. Parret mindede mest af alt om Don Quijote og Sancho Panza.

  5. Helle siger:

    “En kultur der ikke kun lægger beslag på uendelig meget jord, men som også sikrer en tilbagegang af alverdens dyreliv. Der er ikke mange dyr, der bryder sig om sprøjtegifte, der er ikke mange, der ser en kulturmark som et ynglested eller bryder sig om at løbe om kap med en mejetærsker. Bidød er en lidt uheldig bivirkning ved den kotelet.” – en ny undersøgelse har vist, at i en periode over 27 år er antallet af insekter i nogle tyske naturområder faldet med ca. 75% – tænk lige over det – 75% -ikke kun bier, som der oftest skrives om, men insekter generelt. Og det tilskrives hovedsageligt landbrugets sprøjten, og at der ikke er nogen steder, disse dyr kan leve længere. En raps- eller majsmark er ikke nok, eller rettere sagt, ingenting. Bortset fra det, er det da positivt, sådan da. at Merrild ønsker kritiske forbrugere, normalt bliver disse kritiske forbrugere altid affærdiget som værende uvidende storbys speltmødre – men helt ærligt, det er da vist mest spil for galleriet.

  6. Kirsten siger:

    Håber der er mange der vil ændre deres forbrug efter at læst dette.

  7. Anita siger:

    Hvor er det godt skrevet. Jeg håber, der er mange der vil læse dette indlæg, som siger det hele!

Der er lukket for kommentarer.