Svar i forbindelse med artikel om kødforsyning i Politiken

Måske husker du, at der for nogen tid siden var besøg af en journalist og en fotograf – de skulle lave en artikel om Søren Sørøvers tilgang til kød. Det med kun at spise kød fra dyr nedlagt for egen hånd ved slagtning, fiskeri eller jagt. Artiklen var i Politiken for et par uger siden, den er ikke åben, men hvis du har abonnement, kan du læse den her: http://politiken.dk/forbrugogliv/art6133463/%C2%BBJeg-hader-det-af-hele-mit-hjerte.-Jeg-hader-at-v%C3%A6re-herre-over-liv-og-d%C3%B8d%C2%AB

Den afstedkom det indlysende spørgsmål – hvorfor spiser Søren Sørøver kød, når det med at tage liv er så belastende? Og svaret til blandt andet ”Globalen” får du her:

Der er flere grunde til, at jeg vælger slagtningen i stedet for blot at blive vegetar som Lone, selvom det klart ville være det nemmeste i forhold til vores daglige madlavning. Ikke at det er så ofte, jeg spiser kød, 2-3 gange om ugen gennemsnitligt. Du ved, at vi har en velsignelse af dyr på gården. Det har vi af flere grunde, også for at få noget godt kød. Men langt mere drejer det sig om, at gården får sjæl af det. Nok det biodynamikken og Niels Stokholm kalder sjælskraft. Vi kan simpelthen mærke, at vi og gården, jorden og planterne trives bedre, hvis der er masser af dyr. Vi har haft perioder med få dyr, og det kan mærkes med det sammen. Dyrene er med til at give biodiversitet på gården. Ikke kun på grund af deres egen tilstedeværelse, men ligeså meget ved det der følger med. Hos hver dyreart dukker tilpassede mikroorganismer og insekter op, der enten lever med dyrene eller af deres gødning/brug af jorden/afgræsningen. Der kommer fugle og padder, der lever af de insekter, og igen rovdyr og fugle, der lever af dem. Der, hvor drøvtyggerne græsser, kommer der ud af det blå en helt anden flora til. En anden grund til det forskelligartede dyrehold er, at vores tusindvis af gæster nyder at se dem leve på en måde, der tilgodeser naturlig adfærd, og når de gør det, plantes et lille kim af interesse for, hvordan de dyr, de spiser, bliver behandlet.

Når man vælger at have dyr, som vi gør, så bliver de helt af sig selv flere og flere. Ret hurtigt vil der gå indavl i dem, ligesom de vil blive for mange. Det er netop vigtigt, at der er jord/plads nok, så dyrene ikke presses. Derfor slagtes der ud i årets afkom. Man kunne også vælge at sikre sig, at dyrene ikke formerede sig enten ved at holde hanner og hunner adskilt eller kastrere og sterilisere sig ud af problemet. Men det er i vores verden at fratage dem en stor del af deres natur og deres naturlige adfærd. Brunst, parring og yngelpleje er en meget stor del af dyrenes liv. Alternativet er at sælge dyrene levende og blide sig selv ind, at de får et langt og lykkeligt liv andetsteds. Der foretrækker vi faktisk slagtning fremfor ikke at vide, hvordan dyrenes skæbner bliver. Det betyder så også, at vi meget imod sund landmandsfornuft beholder de dyr, der får de mindste kuld, så reproduktionen holdes lav samtidig med, at dyrene kan udleve deres natur. For eksempel er vores uldgriseso en dame, der kræver et halvt år med ornen, før hun bliver drægtig, (og det er ikke fordi, han er genert!) og så ligger kuldstørrelsen på mellem 1 og 2 unger.

Den anden grund, til at jeg spiser kød, er, at jeg virkelig sætter pris på det. Sådan virkelig. Perfekt tilberedt kød er en kunst hele vejen fra slagtning til tallerkenen. Jeg går enormt meget op i mad og laver mange opskrifter til det ene og det andet. Der ville jeg virkelig føle mig stækket. Jeg har også en trang til kød – mest i perioder med meget fysisk opslidende arbejde på gården kan jeg få en klar fornemmelse af, at kød vil være godt for min krop. Jeg ved, at der findes andre proteinkilder, og vi dyrker masser af grønt, der er proteinrigt og spiser æg i tilgift. Det gør bare ikke det samme. Det er svært at forklare helt hvad.
Diverse forarbejdede protein-erstatningskilder og importeret soja kommer ikke på tale i vores selvforsyningstilværelse. Så det er en klar afvejning af trangen til kød kontra ulysten til at slagte. Det er så nemt at glemme, hvis man køber kødet, men med mit ”benspænd” så glemmer jeg aldrig, at kød koster liv.

Søren Sørøver

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Anstændigt kød, Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Svar i forbindelse med artikel om kødforsyning i Politiken

  1. Uglemor siger:

    Den der fornemmelse – som om verden først er hel, når der er dyr, kender vi også, selcom vi kun har en stor villahave. Så sent som i går sagde vores yngste at det hele var rigtigt, nu vi havde høns igen. Det er som om man trækker vejret bedre … Jeg ønsker at jeg kunne have en lille ko eller to i min baghave også, men jeg må nøjes med at finde det bedste, jeg kan i omegnen. Det er jo trods alt ikke os alle, der bor på en gård 😉
    Mange hilsener
    Uglemor med koøje

  2. leneelmer1@gmail.com siger:

    Godt skrevet og gået
    så kan jeg også være med
    tak for alt
    lene
    vegetar

Der er lukket for kommentarer.