Successquash

Én af årets mest succesfulde planter er en gammel italiensk squash – Tromba di Albenga.

Vi fik nogle planter af de dygtige mennesker i Sommergrønt, og blev rådet til at sætte dem i drivhuset, et sted hvor der var noget at klatre op ad.

Og jeg skal lige love for, at planten evner at klatre. Som guirlander hænger blomster og squash gennem luften, hvor de hurtigt voksende stængler har indtaget wirerne på tværs af huset.

Udover den betagende plantevækst går selve frugten (jo, squash er en frugt) fra at være den smukkeste strutskørtblomst til høstbar i løbet af ganske kort tid. Produktiv er ikke for stort et ord.

Der er fin fasthed i kødet, som vi siger, og den fortjener ganske kort tilberedning for at bevare det spændstige. Frø og skumfidusagtigt indre præger en del andre squashtyper, men Tromba di Albenga er én lang gevinst. Smagen er mild og frisk.

Selv her i begyndelsen af oktober er bladene sunde og grønne, og squashsæsonen er langt fra slut.

Den vil vi også dyrke næste år
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Successquash

  1. Vibeke Persson siger:

    Hej Lone
    Det lyder som en dejlig squash! Ved du, om den er egnet til friland?
    Med ønsket om en skøn dag,
    Vibeke 😊

  2. Uglemor siger:

    Squah i drivhuset! Genial idé. Mon jeg sadig kan nå at sætte en plante derind? Den har ikke givet en eneste frugt endnu 😦 og det er endda min ellers sikre yndlingssort, Tondo di Nizza, der heller ikke bare smager af metalliske skumfiduser. Kan man mon købe frø af jeres lange fætter hos de smarte mennesker i Sommergrønt?

Der er lukket for kommentarer.