Status på bog med rim og illustrationer

I går formiddag var Det Flydende Forlag inviteret til møde hos billedkunstner Ole Grøn for at tale om planen for den kommende bogudgivelse.

For at kigge på illustrationer, overveje datoer, muligheder og næste skridt på vejen mod en aflevering af en færdig fil til trykkeriet.

Status er, at der er skrevet 32 rim, som er afsendt til Ole i mindre samlinger, og malerpenslerne har afkodet de 17 og omsat dem til glædesskabende billeder.

Lige straks tages de færdige illustrationer ud til trykkeriet på Gyllingnæs, hvor de skannes ind med det fineste udstyr indenfor branchen.

Dernæst sendes de i lav opløsning hertil, så Søren Sørøver kan komme i gang med at sætte bogens sider op med billeder og tekster.

Når det arbejde er gjort, sendes opsætningen som fil til trykkeriet, og der udskiftes de lavopløselige billeder med de originale i høj kvalitet inden tryk. Manøvren med høj og lav opløsning finder sted, for at det skal være muligt at sende den færdige fil. Den bliver ubegribeligt stor, hvis den laves med billeder i høj opløsning.

De resterende 8 rim til bogen er på skriveblokken, og arbejdsmoralen både hos Ole i Kysing og her på gården er høj. I almindeligt overmod og tiltro til tilværelsen har vi besluttet, at bogen skal udkomme søndag d. 26. november.

Når de sidste detaljer med trykkeriet er på plads, sættes bogen til forsalg i forlagets lille webbutik.

Noget at glæde sig til
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Status på bog med rim og illustrationer

  1. Gitte Bæk siger:

    Hej Lone
    Er vild med alt det du står for og gør, men Øv, hvor er det ærgerligt, at du ikke har valgt en bedre illustrator. Du skal op på et helt andet niveau for at gøre din bog salgbar (i hvert fald i forhold til bibliotekerne). Tag et kig på fx Lilian Brøgger, Bo Odgaard Iversen, Cato Thau Jensen, Hanne Bartholin, Julie Østergaard, Nils Bo Bojesen, Rasmus Bregnhøi – bare for at nævne nogle..
    Kh Gitte

  2. Hanne Berthold Krabsen siger:

    Øj hvor vi glæder os til at se bogen. Vi er klar til at bestille en hel stak til familien. Blir årets julegave 😀
    Læser alle opslag her på siden med meget stor fornøjelse. TAK.
    KH kusinen

Der er lukket for kommentarer.