Septembers himmel er så grå

For tiden er der et nedbørsoverskud, som kun langsomt tørrer væk. Dammen på grusvejen er allerede permanent, den plejer ellers at være et vinterfænomen.

Grisene bor i de tusind søers land, og det passer ornen Kjetil gevaldigt, men på menneskeben må man færdes forsigtigt for ikke at glide omkuld i mudderet.

Bestøvningen af blommetræerne var fremragende i år, men kun de tidlige Opal, Victoria og Gul Reine Claude kom i gæringstanken. De resterende blommer sugede så meget vand, at de flækkede som kogte pølser til en børnefødselsdag i 70’erne.

En enkelt brænding på destilleriet i Nordjylland kan blommemængden blive til. En enkelt er også nok i forsøget på at undgå et nederlag i dysten om årets bedste Slivovitz.

Ser du – vi har udfordret de driftige østeuropa-aficionados på SÅRT i Aarhus. I årevis har de talt om en hjemlig udgave af den særlige brændevin, og i årevis har de talt om, at blommehøsten ikke skulle gå tabt.

Lige nu gærer årets blommer stille under småkølige forhold. Til vinter køres tanken nordpå, indholdet bliver destilleret, smagt til og eftermodnet. En gang først i det nye år er vi klar til dysten, som kommer til at foregå på SÅRT.

Må de bedste vinmagere vinde
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.