Årets ØKO-KOK 2017 – sådan gik det

Det begynder efterhånden at blive en vane – det der med at sidde morgenen efter en vild og fuldstændig fantastisk dag på gården. Og alligevel vænner vi os nok aldrig rigtigt til det. En ambivalent følelse af ro og mathed, ømme ben, en del hvorfor-faen-gør-vi-det-her-ved-os-selv og lysten til at prøve igen og gøre det endnu bedre, udvikle og give os selv bare en lille smule mere.

Måske var det sådan, ØKO-KOK kom til verden. Et af disse øjeblikke hvor man ramt af succes kommer på noget, der gerne skulle blive en ny.

Der er altid en vis usikkerhed forbundet med den slags, især når det er første gang, man prøver. Første gang man trækker kokke fra hele landet til at dyste i en konkurrence, som ikke er set magen til på dansk jord. En konkurrence hvor kokkene i den grad blev udfordret. Jeg var nok mest nervøs for, om kokkene fra de prominente restauranter ville finde gården og deres arbejdsforhold for primitive, udvalget for småt eller sådan noget. Den frygt blev heldigvis bragt til skamme. De elskede gården og udvalget.

Dernæst var der det med besøgstallet; ville der nu komme nok mennesker – der skulle jo gerne være nogle, som fik glæde af arrangementet, og igen, tjek – der kom vel på den gode side af 500 gæster i løbet af dagen, og man skulle være et skarn, hvis man ikke synes, at det var vanvittig flot opbakning! Jeg havde opgaven med sige lidt i mikrofonen, og det var jeg sandt at sige ikke så stolt over, men også det gik uden varige mén.

DR var her hele dagen og optog til et indslag i TV-avisen i går aftes – du finder klippet ved at gå frem til tiden 17:00 i dette link: https://www.dr.dk/tv/se/tv-avisen-med-sporten/tv-avisen-med-sporten-tv/tv-avisen-med-sporten-2017-09-03#!/

Nu er jeg jo selv pænt glad for kunsten at lave mad, og derfor var dagen et inspirationsorgie uden sidestykke, 15 retter som ifølge de kyndige dommere var på meget højt niveau. Jeg sugede til mig fra det hele, smagte hist og pist.

Ja ja, mumler du jo nok over formiddagskaffen, det er meget godt, men hvem vandt titlen som årets ØKO-KOK? Var det den unge komet fra Henne Mølleå Badehotel? Eller var det Jens og Ane fra Muld? De to karismatiske kokke fra Relæ, eller Aarhuseliten fra Substans? Nej, kan jeg svare – det var som overdommer Anders Halskov-Jensen med diplomet i hånden annoncerede: “Det er ikke drengestreger, det er Hærværk!”

Og så skal jeg lige love for, at Emil og Rune fra restaurant Hærværk blev hyldet og hylet ud af den. 30.000 kr rigere, overrakt og foræret af mejerichef Leif fra Naturmælk. Jeg skriver det lige igen, for den gavmildhed er nærmest ikke til at fatte. 30.000. Ufattelig flot!

Samsø Mel havde stillet mel til rådighed, Hippie House kom med olier og eddiker, og udover præmiesummen bidrog Naturmælk med et udvalg af deres allerbedste produkter.

Det hele blev til i samarbejde med Økologisk Landsforening og deres dedikerede madarbejdere. Især Birgitte, der er tovholder for hele det kæmpe arrangement, som det Økologiske Høstmarked er. Uden deres indsats med at tage sig af en del af det administrative, så tvivler jeg på, at vi havde fået stablet denne begivenhed på benene.

Når vi nu er i gang med at rose, så skal der naturligvis lyde en kæmpe tak til dommerne, der gik ekstremt seriøst til værks. Jeg kan ikke forestille mig et bedre team end Anders Halskov-Jensen, Mette Hvarre Gassner og Mikkel Maarbjerg.

Ud over checken kan restaurant Hærværk nu også pryde deres lokale med et flot trofæ i form af et stort vinderfad lavet af verdens bedste Karoline Illum Frichke.

Vejret var sensommersmukt, og det samme var publikum. Det er en tilbagevendende glæde med alle de mennesker, der vil dele deres dage med os ved vores tiltag. Vi værdsætter og er uendelig taknemmelige for jer alle sammen! Og lige netop sammen fik vi lavet en fest, der fejrede og satte fokus på den uundgåelige og stædigt fremadstræbende økologiske omstilling!

Nu er det så småt ved at være årstiden, hvor vi trækker os tilbage med gården, høsten og dyrene. Der skal laves en forfærdelig masse drikkevarer til næste års mange arrangementer, og der skal passes og plejes både planter, dyr, bygninger og ikke mindst sjæle. Der er fisk, der skal fanges, rim der skal rimes, sø der graves og alt muligt andet.

Og så er der jo lige et julemarked d. 10. og 11. december. Og jeg tager ikke munden for fuld, når jeg siger, at det i år bliver stort og ganske magisk.

Søren Sørøver – med ulmende planer om ØKO-KOK 2018

P.S. Fototak til Anders Victor Petersen

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Årets ØKO-KOK 2017 – sådan gik det

  1. Pingback: Fridage og fisketure | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Vagn Mørch siger:

    Kære Lone og Sørøver
    I er en fantastisk inspirationskilde til den nødvendige omstilling! Tak! ❤ Kh. Vagn Mørch

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s