Søren Sørøver skriver om prioritering

I går var dagen derpå. Dagen efter et stort marked der ligesom den vigende temperatur og rusken i træerne blæste sommeren på retur. Det er muligvis ikke tilfældet, men det var helt klart følelsen i går. De store birketræer i haven, der ellers så troligt har holdt skansen mod de stadigt oftere fejende sommervinde, er begyndt at give efter og sende hvirvlende små blade ned over det fugtige græs. Man kan intet stile op mod tiden, og er den brugt, så kommer den ikke igen. Jeg vil nu klamre mig til, at vores tid her på gården altid er godt brugt, men det er jo ikke det samme, som at den tid, der er gået, ikke vil blive savnet. Måske snarere omvendt.

Der er stadig uendelig mange gøremål – ting der skal gøres, som ikke kan udsættes. Den slags der fylder alt i hovedet, og det er kun berettiget. Alligevel virker hjernen lidt kontrær og især på sådan en dag. Ting, man godt ved er vigtige, virker tunge og uinteressante, også uden at det nødvendigvis behøver at være sådan. En fornemmelse der intet er at stille op imod. Jo, det skulle da lige være en god portion vilje, men da den slags ikke kan erhverves i Brugsen, så må sindet nøjes med at lægge den tunge byrde på skuldrene og krydre den med en omgang dårlig samvittighed. En opskrift som de fleste nok sagtens kan nikke genkendende til.

Det skulle nu ikke stoppe mig fra at bruge den sparsomme energi på at ignorere alt det, jeg burde, og i stedet kaste mig over noget, man i værste fald kan kalde en overspringshandling. Det vil jeg dog afstå fra og i stedet fremhæve handlingen som værende afgørende for fremtiden, eller om ikke andet så for dele af den. Jeg satte første prøveside op på den nye bog med Oles billeder og Lones rim. Bare lige for at se, ikke andet…

Bogen har absolut plads på to-do-listen, den er bare så langt nede på listen lige nu, at den tangerer to-dont-do, og sund fornuft byder mig at tage listen fra toppen og ned. Min sunde fornuft, som under alle omstændigheder føles både rask og rørig, er nok lidt naiv, nem at tage fusen på.

Der er det med fokus, at er det for bredt, bliver billedet uoverskueligt, noget man må bruge tid på at gå på opdagelse i, hvorimod det at fokusere på det enkelte element giver den fulde opmærksomhed. Men hvad gør man, når hjernen higer efter det brede perspektiv, uanset hvor meget skyklapperne er rettet ind – jeg er sikker på, at nogen kan. Men jeg kan ikke, har aldrig kunnet og kommer næppe til det.

Søren Sørøver – med hele verden i kikkerten

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.