Sådan tegner æblehøsten

Nu er året så fremskredent, at det er nemt at se, hvordan æblehøsten tegner.

Det er en blandet omgang – nogle sorter er godt bestøvet, mens andre har manglet nogle bier på balkortet.

Afregningen er temmelig kontant og følger blomstringstidspunkterne.

De først-blomstrende sorter som Discovery, Holsteiner Cox, Belle de Boskoop og Angold udfoldede floret, da foråret fejlede en smule og luften endnu var kold. For kold til mange bier og andre insekter.

Aroma, Ingrid Marie, Rød Topaz og Filippa derimod åbnede blomsterknopperne nogle dage senere, hvor vejret var mere flyveegnet.

Derfor bærer førstnævnte lidt sparsomt, mens de sidstnævnte er noget mere tyngede af frugt. Enkelte sorter har en fast hverandenårs rytme, som tilsyneladende ikke afhænger af vejret, men Belle de Boskoop havde omtrent den samme frugtsætning sidste år, så det er ikke kalenderskiftet, der gør det nu.

På trods af den halvsløje bestøvning i halvdelen af æbleplantagen bliver der efter alt at dømme et fint vinår ud af høsten. Det er den tredje høst siden plantningen, og mængden stiger en smule år for år, alene fordi træerne bliver ældre.

Vi får det bedst mulige ud af det, der er
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.