En ært er ikke bare en ært

Om aftenen går Søren Sørøver og jeg om i ærtebedet.
Så sker der noget her langt ude på landet.

Søren kan bedst lide Maries høje ært, hvorimod jeg synes bedst om Karls høje ært.
Ingen har sagt, at man skal være enige om alting.

De er ved at klinge af nu, ærterne, men gennem adskillige uger har de været centrum på gården. Det sted man lige går en omvej forbi. Der hvor man ender eller begynder, når dagen gør det.

Forventningerne til årets ærtebed er opbygget siden den sidste ært blev spist i august 2016. Indsatsen for at opnå ærter begrænser sig til en kortere periode.

I begyndelsen af april blev de små, blege tilsyneladende livløse kugler fordelt i såbakker, stillet i vindueskarmene under de skrå vinduer øverst i huset og passet med vand og tanker.

I maj blev hver plante forsigtigt sat langs ærtehegnet. Gennem de efterfølgende uger blev de hjulpet på vej opad med gribeforslag til de små fangtråde og hjulpet nedad ved stadig lugning, så konkurrencen fra ukrudtsrødder udeblev.

Og bingo – i begyndelsen af juli var der ærter.

Særlige ærter. Ærter der smager af alt det, ærter kan smage af, for ikke at være ligegyldige supermarkedshylstre med slatne pinocchiokugler.

Du behøver ikke en gård for at dyrke ordentlige ærter. En rummelig krukke med god jord og en snor eller et par pinde op ad en mur på en altan er tilstrækkeligt.

Det hele handler om at få fat i de gamle sorter, hvor smag ikke er avlet væk til fordel for udbytte, høstvenlighed og opbevaringsegenskaber.

En ært er ikke bare en ært
Lone

P.S. Du kan læse mere om Marie og Karls høje ærter HER.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til En ært er ikke bare en ært

  1. mimikirstine siger:

    Hej Lone

    Hvor får man dog fingerne i sådan nogle lækre ærter. Jeg havde købt en pose på planteskolen, dem har der ikke været meget held ved.

    Med venlig hilsen Mimi K

Der er lukket for kommentarer.