Glæden ved en vandpyt

I går kom der en gevaldig tordenbyge. Den lagde halvdelen af gårdspladsen under vand i løbet af ingen tid. Og det er hurtigt.

Sø er afgjort for stort et ord, vandhul er en anelse overdrevet, hvorimod pyt dækker pænt.

Sådan en pyt skulle nødigt gå til spilde, tænkte jeg, og drev hele svømmefugleholdet fra haven om i gårdspladsen.

Der kommer de ikke til hverdag, for man ved aldrig, hvornår nogen i givet fald ville defilere ud gennem porten og videre ind til byen.

Men i går fik hele flokken lov til at være der for at udnytte pyttens pludselige potentiale.

Og jeg skal lige love dig for, at det blev gjort.

Først blev nogle store gæslinger overstadige, løb henover vandet og piskede en stemning op. Så vaskede alle sig. Derefter blev nogle ænder overstadige, piskede en stemning op og bagefter faldt alle til ro og vaskede sig. Så blev nogle flere gæs helt gak af begejstring, piskede en stemning op og afsluttede den med at vaske sig o.s.v.

Endeløst siger jeg dig, hvis ikke det var fordi, jeg på et tidspunkt kaldte alle med blåt bånd op. Dagen rummede også andre opgaver end dem i kystredningstjenesten.

Her har du facebook-udgaven af en ganske kort film fra i går:

og her er den på Youtube:

Så kan du selv se og høre svømmefugleglæde. Du kan bruge filmen på flere måder – er du i middelmådigt humør, kan du se den et par gange og få det bedre. Er du i dårligt humør, kan du tage 3-4 på hinanden følgende visninger. Er du mere end almindeligt træt af det hele, kan du sætte den i kø til 10 fortløbende fremførelser, og hvis du er helt godt tilfreds, kan du sætte den på konstant genafspil for at bevare det gode humør.

Alt er muligt
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Glæden ved en vandpyt

  1. Jeg elsker din måde at skrive på. Jeg bliver så glad og kan sidde og fnise helt alene. Hils kokkene, svømmefuglene, gederne, den farveafstemte kanin, sørøveren og alle de andre, der befolker dit liv. Kh Lisbeth

  2. Lone Kjær siger:

    Kosteligt 🙂 Intet mindre end kosteligt 🙂
    Både titlen, de begejstrede svømmefugle og ikke mindst rulleteksterne 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s