At tænke sig!

Hvem skulle have troet, at flere tusinde mennesker gennem juli måned havde lyst, tid og lejlighed til at lægge deres vej forbi Brandbygegaard for at spise et måltid i Sommerrestauranten.
Jeg ved, at jeg ikke kun taler for os selv men også for de gode restaurantfolk, når jeg skriver, at vi er oprigtigt beærede og glædeligt overraskede over det vokseværk, som arrangementet har gennemgået. Tilmed er vi blevet dynget til i positive tilkendegivelser, og vi har fået udfordret rigtig mange menneskers syn på restaurantmad med serveringer, der skulle deles og langt hen ad vejen grøntsagsbårne retter. Vi er klar over, at der helt sikkert har siddet flere, som godt kunne tænke sig at få lidt mere kød sådan en aften, men der er ingen kære mor herude på landet – både mennesker og miljø har godt af en aften, hvor der er skruet lidt ned. Det skal ikke ses som opdragelse men som inspiration.

Vi kan ikke lægge skjul på, at så mange mennesker på gården over en måned tærer lidt på værtsparret, og jeg tvivler på, at vi kunne finde os i at have kokke og tjenere rendende rundt her på gården fra tidligt til sent, hvis det ikke lige var fordi, at de kokke og tjenere, vi efterhånden kender så godt fra restauranterne Domestic og Hærværk, er helt igennem fantastiske mennesker. Søde og kærlige, fulde af omtanke når de færdes i vores hjem. Og selvom det nu er slut med at blive bespist af dem herude for i år, så tøv endelig ikke med at besøge dem i deres respektive restauranter – oplev deres mad og deres hjertevarme.

I dag er sidste dag, og de slutter med et brag. Mere end 80 mennesker kommer til frokost og flere er blevet skrevet på venteliste. Det er helt vanvittigt, og noget som vi kun kan være taknemmelige for.

Men nu er det altså slut for i år, og selvom det er lidt vemodigt, så skal det også fejres, og det gør vi naturligvis med en gang Oles Gård søndagspizza. Alle er selvfølgelig velkomne til at komme denne fantastiske sommeraften, hvor vi for sidste gang denne sommer står klar med det snorlige koncept – pizza og fadøl. Ovnen er tændt fra 18-20, og jeg kan på fadølssiden allerede nu afsløre, at du får muligheden for at smage en helt særlig øl fra Sørøverens hånd – nemlig den længe ventede pendant til Sørøverbryggen – en tribute til Lone Landmand!
Øllen hedder “Not aLone” og er selvsagt helt særlig. Mørk og fyldig med masser af tørre noter af karamel, chokolade, blommer og svesker – dog samtidig med at den modsat Sørøverbryggen slet ikke er sød og voldsom, men langt mere spinkel og raffineret med en koloenorm lang eftersmag. Jeg er sikker på, at den passer helt fantastisk til din pizza!

Så kom og hjælp os med at fejre denne sidste aften. Vejret bliver godt, det gør humøret også!

Tilbage er vist kun at sige tak til alle de gæster, der har lagt vejen forbi, og jeg kan roligt love, at du igen til næste år får muligheden for madoplevelser her på gården, lidt ud over det sædvanlige!

Søren Sørøver – med kabyssen fuld af sommerminder

P.S. Adressen er Brandbygegaard, Alrøvej 77, Odder

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til At tænke sig!

  1. karen keinicke siger:

    HVOR er det bare dejlig læsning! Jeres ideer og handlinger og evne til kommunikation bringer så meget godt til så mange mennesker, det spreder det gode budskab med så mange nuancer på alle fronter i hoved og i mave…og i tarmbakteriernes mangfoldighed…med større sundhed til følge :o)
    Vi var også selv rigtig glade for at kunne få en superdejlig frokost hos jer denne sommer og se alle jeres dejlige dyr. Saml kræfter og hils jeres skønne folk og bliv endelig ved. Landet behøver sådan nogle tiltag. Yderområderne kan noget – når der står de rigtige folk bagved!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s