Cornelius

I dag var der som sædvanligt ingen vækning ved hanegal. Det var den forudsigelige Ned-Ned-Ned, der tæskede vedholdende på køkkendøren for at gøre opmærksom på sine behov.

Et hanegal ville virke mere blidt.

Hvis det kommer først. Er det en doven hane, kan det være hip som hap.

Der har ikke været nogen til at gale i en årrække nu. Kun høns i hønsegården, for det er ikke lige sådan til at skaffe fødevareministerielt godkendt fjerkræ, og vi vil så gerne følge reglerne. Efter bedste evne.

I foråret flyttede et hold velkontrollerede kyllinger ind på gården. De skal supplere det nuværende hønsehold, da damerne er ved at være 4-5 år og alderstegne. Friske og raske men sådan et hønseliv varer jo ikke evigt.

For en måneds tid siden begyndte én af hønekyllingerne at udvikle hageflapper og høj kamføring. Den gjorde også opmærksom på sig selv ved at være ualmindeligt kontaktsøgende og tillidsfuld.

Den skal da hedde Cornelius, sagde jeg til Søren Sørøver, inden han fik navngivet den Coq au vin.

Snart forventes det første rustne hanegal at lyde fra den gamle kampestenslænge, og med lidt øvelse bliver det i løbet af nogle uger mere rent.

For til sidst at sidde lige i øret
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.