Illustrerede rim i bogform – nyt glædesskabende samarbejde

I går blev der holdt møde i det lille forlag. Det er længe siden, nogen her i huset har husket på, at det rummer et forlag.

Skrivearbejde er sådan noget, som kommer i forbindelse med løvfald, kulsorte nætter og regnvejr.

Anledningen til påmindelsen var en henvendelse i vinter engang. Én af de fremmeste kunstmalere indenfor den naivistiske afdeling, Ole Grøn, skrev og foreslog et samarbejde om illustrationer og rim.

I vinter brugte jeg al skrivetid på bogen om mad, fødevarer, natur plus det løse til børn og unge, og det blev forår, førend en lille prøvesamling rim kom afsted til Ole.

Ole er også en travl mand, og således blev det sommer, førend en lille prøvesamling skitser kom retur.

Som tiden dog går, når man morer sig.

Alle på forlagets direktionsgang, i kantinen, på pedelkontoret og lageret var begejstrede for det modtagne, og således blev det besluttet at holde et møde mellem Ole, Sørøveren og overtegnede.

Det var i går, og indenfor en effektiv time blev et bogformat, opsætning, farvevalg, omfang og tidshorisont besluttet.

Sidstnævnte afhænger af de sparsomme lommer med skrivetid, og er derfor blandt andet koblet på, når vi holder fri og tager på fisketure i den lille jolle. Uden rim ingen fremdrift.

Det bliver en bog til voksne, men en bog voksne forhåbentlig også kan glæde sig over at læse sammen med børn.

Rimeriet kommer ikke til at gå ud over bogen til børn og unge. Teksten er på den gode side af halvvejs, men det resterende arbejde kræver en sammenhængende skriveperiode (eller det bedst mulige), fordi det er en sammenhængende bog, hvor fortælleform, logik og opbygning af indhold skal sidde lige i skabet. Der er med andre ord ikke plads til fumleri, småskriveri og det med at komme og gå i teksten. Den nødvendige fordybelse kan ikke finde sted i sommerhalvåret.

Små glade rim derimod kan snedkereres i afmålte øjeblikke.

Jeg har lovet Ole og Søren Sørøver en tidshorisont for afleveringen af brugbare rim, men jeg vil ikke love andre noget. Man ved aldrig med vejret, makrelstimernes vandring og komforten i jollens stævn.

Det står og falder med fiskeriet
Lone

P.S. Illustrationen er selvfølgelig Oles – en skitse til et rimforslag

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.