Jordbær til folket

Når jordbærrene modner, og det gør de lige nu, er det en nærliggende tanke, at alle burde have en jordbærplante.

Bare en lille én eller to. Af en gammel sort, der ikke er avlet med henblik på transportegnethed og holdbarhed.

Bare så enhver kunne smage, hvordan jordbær er, når de er allerbedst.

Solvarme og plukket for 2 sekunder siden. Herefter henfalder de.

Men vel er de da vidunderlige, selvom de har været inde omkring køkkenet, er blevet befriet for haserne, drysset med sukker og badet i fløde.

Vel kan de da være fremragende, når de er hentet ved den ordentlige jordbæravler samme dag og har undgået køling.

Og vel de kan da være jordbær, af en slags, når de er hjembragt fra supermarkedet, hvor de har gennemgået en længere tidsrejse gennem transportkorridoren og enten køling, sprøjtegifte eller en kombination holder dem mugfrie og blanke og nogle pust med aromaflasken sender den dragende syntetiske duft af jordbær ud i lokalet.

Men intet – absolut intet – slår smagen og duften af et nyplukket jordbær ude i jordbærbedet.

Alle burde have en jordbærplante
Lone

P.S. Jordbær kan spise morgen, middag og aften samt i tiden i mellem. Jordbær er faktisk en slags måltid.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Jordbær til folket

  1. Helle siger:

    Æh, kunne du ikke uddybe det med at jordbær sprøjtes med jordbæraroma – altså helt ærligt, sker det virkeligt?

    • Lone Landmand siger:

      I en engelsksproget dokumentarudsendelse om europæisk industriel jordbærproduktion blev det omtalt. Vi så den for 1-2 år siden, men jeg kan ikke finde den igen. Det er sandsynligvis bakkerne, der får et strint aroma, fordi vi mennesker påvirkes meget af dufte. Når bærrene høstes umodne, er der ikke megen duft i dem 🙂

      • Helle siger:

        Tak for forklaringen. Heldigvis sidder ørerne stadig fast, men ikke så godt som tidligere.

Der er lukket for kommentarer.