Pip-Hans har fundet nogle andre forældre

Lige siden Pip-Hans kom ud af ægget, har han boet inde i stuehuset.

I en balje på skrivebordet. Så bliver det også brugt til noget om sommeren.

Den lille gæsling har haft selskab af nogle ællinger, men en gås vokser noget hurtigere end en and.

Som et periskop kom hovedet længere og længere op over baljens kant for hver dag, og man kunne ikke færdes i fuld diskretion nogen steder.

Alt blev iagttaget, kommenteret og afrapporteret til kollegerne i svømmefodsafdelingen.

Om dagen var hele flokken ude i en kravlegård på græsplænen, men om aftenen blev de båret ind for natten og sat på skrivebordet. Der er ikke noget som en træt flok fjerkræ. De fløjter, når de sover.

Pip-Hans blev den første til at flytte hjemmefra. Permanent.

Det frie valg stod mellem at slutte sig til ande- eller gåseflokken, og efter en smule vaklen blev det gås.

I mellemtiden er der udviklet yderligere 4 gæslinger i rugemaskinen.

Det er helt forunderligt – man lægger et tilsyneladende enkelt æg deri, og ud af blomme, hvide og skal kommer et komplet, velfungerende dyr med næb, øjne, dun, svømmehud, negle og vejrtrækning.

Ubegribeligt
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Pip-Hans har fundet nogle andre forældre

  1. Helle Nissen siger:

    Hvor er det smukt, naturen er skøn:)

  2. Tove Reschke siger:

    En smuk historie om Pip-Hans! Miraklet er at han så hurtigt finder ud af at han høre hjemme blandt gæssene!

  3. Marianne M siger:

    Ja, det er virkelig ubegribeligt 🦆🦆

Der er lukket for kommentarer.