At slagte dyrevelfærd

I går kom det frem, at Fødevarestyrelsen overvejer at stoppe praksis med at dyr slagtes på marken. Der er nemlig sket det meget glædelige, at flere og flere vægter dyrevelfærd så højt, at de betaler den merpris for slagtningen, det koster, at få dyret slagtet på marken. Det er dyrere, da en dyrlæge skal ud og inspicere dyret inden slagtning, og slagteren eller en anden kompetent skal ud og aflive dyret.

Det betyder, at man skåner dyret for at blive indfanget, drevet op i en lastbil og kørt til slagteri. Man skåner dyret for at blive drevet ud af bilen igen på et slagteri, hvor der, ja undskyld mit ordvalg, stinker af stress og død fra andre dyr. Man skal været meget blåøjet, hvis man ikke erkender, at er der noget, et dyr kan fornemme, er det fare. Og hele turen er for et dyr, uanset hvor tamt det er, ekstremt farlig. Hvilket er rigtigt opfattet – den har dødelig udgang. Taler vi om kreaturer, får et betragteligt antal skader på benene i tilgift.

Så nej, et stadig lille men støt stigende antal landmænd, der holder dyr med høj grad af velfærd for øje, har benyttet sig af en regel, der giver lov til at slagte på marken, hvis det enten er en nødslagtning, eller hvis dyret er for vildt til at kunne indfanges til transport. Der gættes på, at det for nuværende er ca. 10.000 dyr om året, der ender deres dage på den efter omstændighederne mest humane og anstændige måde.

Det er for mange. Om det er for meget for Fødevarestyrelsen, eller det er for meget for industrilobbyen kan man jo gisne om, men ikke ret længe. For at Fødevareministeriet enten lader sig købe med fine middage, nære forbindelser, eller lader sig true med statsbankerot via en manglenede eksport er vist ved at være kendt af enhver.

Fødevareministeriet vil ikke finde sig i, at et hul i loven bruges på noget, der nu begynder at ligne en succes. Ligesom de heller ikke tillader, at 95 % af alle grise halekuperes via et meget lille hul i loven.. nå nej – det er de helt på det rene med og mest barokt af det hele er, at det bliver gjort i dyrevelfærdens navn – for det er jo meget værre med halebid.
I forbindelse med markslagtningerne er der tale om en procedure, der rent faktisk bliver brugt af avlere med en vis dyreetisk kapacitet, og forbrugerne sætter pris på produktet, så her sætter vi foden ned.

Denne gang og faktisk hver eneste gang at små producenter foretager sig noget, der tager landbrugsprodukter til et højere niveau, så bliver folkesundhedskortet smidt på bordet. For du kan jo nok forstå, at når en ko bliver skudt i det fri, så kan den falde om på marken, hvor der ligger en kokasse. Eller en gris kan have mudder på sine ben, og det kan føre til problematiske inficeringer af kødet på slagteriet.

I teorien ja, så kan det have den følge, men det er bare ikke særlig sandsynligt. Tager vi en ganske almindelig industriel staldgris, så er den sølet ind i afføring fra 20-30 eller flere af dens medindsatte, og det samme gælder malkekøerne. Her har vi så bare en bonus i form af multiresistente bakterier, der i folkesundhedsøjemed åbenbart ikke tæller – dem er de fritgående dyr dejligt fri for.

Alle de dyr, der bliver slagtet i Danmark, er mærket og nummeret kan følges tilbage til den enkelte besætning og det enkelte dyr. Det er de, så man hurtigt og sikkert kan finde tilbage fra slagteren til gården, hvor dyret kom fra og manden eller damen i gummistøvlerne. Hvis problemet med risiko ved markslagtninger var eksisterende, så kan man bide sig selv i trynen på, at Fødevarestyrelsen kendte til det, og at Landbrugsavisen havde en artikelserie om de små producenters uagtsomhed og eksportens mulige kollaps. Men nej. Da et rullepølsefirma sidst slog en række mennesker ihjel, var det ikke nede ved den lille etiske slagter eller hos den lille avler, de ringede på.

Nu er jeg med vilje ikke kommet ind på den overlegne kvalitet, kødet ender med at have, når dyret ikke bliver stresset frem til slagtningen, og måske er det en fejl, for der er ingen tvivl om, at den kvalitet er med til at true industrien – der jo højt og flot og gentagne gange påstår, at deres produkter er verdens bedste. Tænk nu hvis forbrugerne skulle opdage, at det industrielle kød kun ligger i topenden af elendighed?

Der er driftige virksomheder, der bygger hele deres filosofi og brand over denne slagtemetode. Én af dem er “Spis min gris” i København, en anden og nærmest nabo er Troldgården, hvor den efterhånden tv-kendte philip har brugt land tid på at udvikle et system til at slagte med mindst mulig stress i dyreflokken. Hans dyr ender i øvrigt meget langt hen ad vejen i eget charcuteri, det vil sige i spegeskinker, røgvarer, pølser og deslige. Økologisk og uden nitrit – altså rene selvmordsskinker forestiller man sig, og for at fjerne enhver tvivl bliver HVER eneste produktion laboratorietestet, og der er intet! Intet bakterielt problem i at give dyrene en anstændig død. Intet problem i at skabe den bedste kødkvalitet med høj hygiejne hele vejen.

Vi har altså at gøre med en smålig lovstramning, der ikke stopper et problem, men stopper en succes. Vi har allerede hørt om avlere, der vil opgive at lave kød, hvis de ikke kan få lov til at fortsætte markslagtningen – de vil simpelthen ikke byde dyret turen til slagteriet. Og her kunne man fristes til at tro, at det ville hjælpe at råbe ministeriet op med en trussel om lukning af denne fantastiske niche, men som jeg ser det, er det lige præcis det, denne stramning skal gøre. Det er ikke kun slagtningerne, der skal stoppes, det er også de små avleres initiativ og idealisme, der skal slagtes.

Søren Sørøver – med ladt boltpistol og løs aftrækkerfinger

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til At slagte dyrevelfærd

  1. Per Johansen siger:

    Føj for en gang propaganda…Dyrene, der bliver slagtet i DK er ikke mærket…Batchvis indtransport…hedder det, d.v.s at hver levenradør får slagtet deres svin gruppevis og de er slet ikke stresset men i kan jo se på filmen hvordan det foregår http://slagteri.danishcrown.dk/sections/sort-slagtegang

  2. karen keinicke siger:

    Nu både topper og stopper det sgu`!!
    Her må vi bruge ALLE ressourcer på at gå i medierne og frem på byens åbne pladser med protestskilte. Vi skal ikke finde os i at blive forbudt at give vores dyr en værdig og smertefri død på marken. Vi betaler det som det koster mere – ca. 800-1000 kr. per dyr – at det er stressfrit kød vi selv og vores kunder køber. Vi har ikke økonomisk overskud ud af driften af de 3 moderkøer, men vi får skønhed at se på og godt kød at forholde os til i hverdagen. Jeg er helt enig i jeres betragtninger om, hvorfor det skal stoppes! Det er de samme krav vi møder med udegående dyr og strikse krav om skure. Det hænger ikke sammen med dyrenes reelle behov, men ønsket om at pålægge os en udgift, som får os til at stoppe med at vise omverdenen – industrilandbruget – at det kan gøres på en anden måde!! I gør det så godt, hjælp os med at stå sammen om dette emne, hvis det kommer tættere på katastrofen.

Der er lukket for kommentarer.