Ny vodka på økologiske kartofler

I går stod den på heldagstur til Nordjylland.

Ikke med fiskestang og skriveblok, men med et læs gæret kartoffelmasse.

Et eksperiment der er arbejdet på, med en blanding af ærgrelser og spænding, de seneste par måneder.

Det begyndte med læsning og atter læsning af adskillige artikler, og med tanker om hvordan man kunne gøre det anderledes – det med at lave vodka.

Vodka bliver det nye. Er det måske allerede.

Langt det meste laves af tarvelige masseproducerede og højt forædlede landbrugsprodukter tilsat enzymer udvundet af GMO-organismer – for at klemme det sidste sukkermolekyle ud af suppedasen.

Vi ville lave det oprindelige produkt med udgangspunkt i ordentligt dyrkede kartofler og uden tilsatte fiksfakserier.

Da vores egen kartoffelavl var ved at være spist, købte vi 250 kg biodynamiske/økologiske kartofler hos Karl Henning i Midtjylland.

Det er ikke en nem råvare at håndtere, når det kommer til frigivelse af det naturlige sukker og opstart af god gæring, men efter et par kasserede produktioner, begyndte noget at lykkes.

Vi fandt fidusen og kunne i går køre den godkendte del af arbejdet til Nordisk Brænderi, hvor Danmarks dygtigste brænder Anders Bilgram tryllede videre med sagerne.

Når kartofler er udgangspunktet, giver vodkaen en rund, fløjlsblød mundfornemmelse uden den spritstive kant, produktet ellers har. Den nye vodka er ganske enkelt fremragende, og bør nydes som den er. Ingen tilsætning af papjuice fra kinesiske jerntromler eller andet obskurt.

Af den lille forsøgsproduktion kom der ca. 16 liter destillat med 93 % alkohol. Det skal fortyndes med rent vand (og jo, den slags findes stadig i dette land) til 40 %, og således bliver der knap 70 flasker á ½ liter ud af indsatsen.

Men hvilke flasker!
Lone

P.S. I optimistisk forventning satte vi i marts så mange læggekartofler, at vodkaforsøget var nødt til at lykkes – næste gang bliver det egne økologiske kartofler, der ryger i kedlen.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Ny vodka på økologiske kartofler

  1. Ole Christensen siger:

    Det er en stor fryd at følge alle jeres aktiviteter. Nu også vodka. Hvad mon bliver det næste? En anden “miljøminister” ? Wishfull thinking!!

  2. Niels siger:

    Heldige kartofler 🙂

Der er lukket for kommentarer.