Aprilvejr

I forgårs sneede det.

Så gik vejret over i hagl. Over 1 cm i diameter var de, og hønsene løb for deres sparsomme liv.

Senere sneede det igen, afløst af hagl o.s.v.

Efter nogle timer var alt dækket af januar.

Køkkenhaven må stadig vente, jorden er for kold og temperaturerne for barske.

Selv inde i drivhuset har de iskolde nætter slået igennem, så flere af tomatplanterne er klappet sammen.

Sådan er dyrkningsvilkårene.

De færreste tror, at det bliver nemmere i fremtiden, de fleste håber det bedste.

I disse dage kan du se filmen “I morgen” på DR.

Det er en positiv film om klimaforandringer, og det positive ligger i den undergrund af mennesker, som tager sager i egen hånd og skaber ændringer og fornuftig sammenhængskraft, der hvor de bor.

Et beskedent og mere overskueligt mål end at skabe forandringer i hele verden.

Prøv at forestille dig, hvordan verden kommer til at se ud, hvis mange mennesker forandrer det sted de bor – den slags kan faktisk blive til noget.

Filmen anskueliggør hvordan vi har delt os i to lag – en top der tjener penge på, at det fælles livsgrundlag forringes med hastige skridt i løb, og en bund der er nødt til at være drivkraften og fornuftens stemme for at overleve.

I toppen er olieindustrien, den kemiske industri/det konventionelle landbrug, politikerne (fordi de er venner med de øvrige), den farmaceutiske industri og ikke mindst den finansielle sektor. I bunden er vi, der hidtil har købt deres produkter.

Det er imidlertid ikke det negative, filmen dvæler ved – det er en opmuntrende film, og derfor får den 4 fugtige krudttønder af Sørøveren og 4 fennikelknolde af Landmanden. Vi så den i går, og synes du skal se den også!

Hvis der kommer en haglbyge en gang i dag, kan du måske søge indendørs og se filmen. Den varer næsten to timer, men den sidste halve time handler om det indiske kastesystem og finsk skolegang, så drop den del, hvis solen kommer frem igen.

Filmen finder du lige her:

https://www.dr.dk/tv/se/i-morgen/-/i-morgen#!/

Alt godt til dig
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til Aprilvejr

  1. Helle siger:

    Ja tak, det må du nok sige, her er alting også januar her til morgen – næsten til at græde snot over, når ens træpæoner står i blomst, syrenerne er ved at knække osv. Spinaten og salaten skal nok klare det. Demain er virkeligt en fin film, dejligt at den fokuserer på det positive.

  2. Anne Mette siger:

    I ved det sikkert allerede men hvis man vander drivhuset grundigt om aftenen kan kondens effekten holde kulden lidt på afstand.
    Kh. En drivhus ejer i et forblæst kystområde

  3. Dorte Andersen siger:

    Kære Lone

    Vi var forbi hos Jer i søndags og købte en bakke æg med 10 stk, vi havde ikke kontanter derfor fik i ikke betalt, kan vi overføre til dig på Mobilepay? Det kunne være en ide at sætte et tlf nr med MobilePay ved æggene?

    God dag Mange Hilsner Dorte

    > Den 28. apr. 2017 kl. 06.57 skrev Beretninger fra et autentisk landbrug : > >

    • Lone Landmand siger:

      Kære Dorte

      Tak for din besked – du kan overføre på 21800896.

      Når der betales over MobilePay, skal vi betale Danske Bank for overførslen. Der er ingen grund til, at hønsene og vi skal arbejde for Danske Bank hver eneste dag, og derfor undgår vi så vidt muligt at bruge systemet (undtagen til madmarkederne hvor det er nødvendigt). Alternativet er at sætte prisen på æggene op, men det er der heller ingen, som har glæde af…

      Alt godt herfra
      Lone

Der er lukket for kommentarer.