Mens vi venter på fjordrejerne

Vi har talt meget om det. Talt og talt, men den form for handling udretter sjældent noget. Stort.

Det handler om fjordrejer, og de vil altid være små.

Sidste år kom vi lidt for sent i gang.

Det var fordi, vi ikke havde udstyret før engang i maj.

Maj er nærmest højsæson. I bedste fald. I værste fald starten på afslutningen.

Der var faktisk kun nogle få virkelig gode dage, selvom vi passede udstyret trofast og vadede frem og tilbage mellem Alrø og Hjarnø morgen efter morgen i tunge waders.

Så meget desto mere må fangsten nydes.

Og det gør Sørøveren. Jeg er bare med.

I år er vi tidligt ude.

Opsætningen af rejerusen er behørigt anmeldt til fiskerikontrollen, pælene er banket i havbunden og der er skabt afklaring af gevinsten ved billigt indkøb – vores waders har ikke klaret vinteren uden at blive utætte.

Alt er som talt om
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.