Noget om abrikoser

Indtil for få år siden stod der et mægtigt abrikostræ ved stuehusets vestlige gavl. Et smukt træ med lange lancetformede blade og grene der duvende voksede sig ind foran bryggersdøren.

Til den anden side voksede træet rundt om hushjørnet for at få morgensolen med. Det sendte lange skud afsted, hærdede dem og de blev til kraftige grene, der rakte mod øst.

Da jeg plantede træet, var det uden forventninger om abrikoshøst, det var blot med håbet om et særligt træ at kigge på.

Men abrikoser kom der. Massevis af abrikoser. Faste, knaldorange, søde og modne til endeløs glæde.

En sommer gav træet pludselig op og gik fra fuldt udspring til uforklarlig død. Lige siden har jeg gerne ville have et nyt abrikostræ, for der er ingen grund til at afstå fra dyrkning af den slags frugt selv så nordligt som her.

Forrige år plantede vi et nyt, og så er det bare at vente.

Men nu er en abrikos ikke bare en abrikos, ligesom så meget andet ikke bare er så meget andet.
Og mere vil have mere.

I december tænkte jeg, at der for alvor skulle være fest, og derfor blev en lille pose Hunza-abrikoser indkøbt. Camilla Plum havde dem i sin internetbutik og hvem, bortset fra Sørøveren, kan stå for tørret frugt?

Det siges, at Hunza-folket, som lever i en forunderlig dal i Himalaya, bliver usædvanligt gamle, 100-130 år, og har et godt helbred, fordi deres kost består af de små vilde abrikoser, mandler, korn og meget lidt kød. Det siges også, at de ikke har et kalendersystem, men måler et menneskes alder på visdom. En fremgangsmåde vi kunne annektere herhjemme og derved opnå, at en lang række politikere ikke var valgbare.

Hvis den forunderlige dal formår at holde sig fri for almindelig dagligvarehandel, vil befolkningen til evig tid have et forspring helbredsmæssigt. Går man ind i et dansk supermarked, er under 5 % af varerne tilrådelige at indtage. Resten burde mærkes med en form for advarsel om skadevirkningerne ved længerevarende brug – alt andet er uretfærdigt overfor dem, der spiser.

Om det er Hunza-abrikoserne, ophobningen af kloge mennesker, den evigt lave luftfugtighed eller fraværet af konventionelle fødevarer er uden betydning nu og her – det afgørende er, at der ud af den håndfuld kerner, som kunne samles efter mådeholdent og dermed decemberlangt småspiseri, spirede et lille træ.

Bedst som man føler sig som en fattiglus, sker der noget, der gør én til lykkens pamfilius.

Ingen ved, om det kan fortsætte med at gro. Meget kan gå galt for et lille træ i et fugtigt klima. Brandbygegaard ligger omtrent 2½ gange så langt fra ækvator som Hunza-dalen. Her er koldt og vådt.

Men vi prøver alligevel
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Noget om abrikoser

  1. Anne Folehave siger:

    Alene navnet Hunza, det er godt. Det kan kun blive en succes. Tænk at sidde der ved hjørnet af huset, i en alder af 130 år, nyde solen og abrikoserne. Heldigvis er der ikke chance for, at der kommer en politiker forbi og forstyrrer.

  2. Flore Gretha Petersen siger:

    Held og lykke med planterne 👍👍🌱🌿🍀🌳

Der er lukket for kommentarer.