Det man spiser, er man selv – når tekst og illustrationer går op

Nogle gange falder der en turban ned i frugtskålen, og så kan man nærmest ikke gøre andet end at stå som en lille tissetrængende dreng – småvirrende, med begejstrede klappebevægelser og et kæmpe smil.

Hvis du engang skriver en “Mad vs. Fødevarer” til børn og unge, så vil jeg gerne illustrere den? Et spørgsmål der ramte Lone i efteråret, hvor vi var ude på et bibliotek for at lave lidt mad og snakke om gode råvarer. Det var Mads, der stod der med sin lille familie og et stort ønske om at formidle de helt ufatteligt vigtige budskaber, Lones bog indeholder, til en målgruppe af relativt nye spisere.

Henvendelsen var ikke bare en almindelig forespørgsel fra en begejstret læser, men et frø der uundgåeligt, stille og roligt satte sin lille blege rod ud for at afsøge sine omgivelser, inden et sæt kimblade arbejdede sig ud. Og man kan sige meget om Lone, men hun er et sted, hvor alt lever og gror i bedste velgående, og det gjorde Mads idé naturligvis også.

Mads går i medieverdenen under navnet Hjortefar, lidt skørt tænker forlagsdirektøren, der i daglig tale kaldes Sørøveren, men hvad faen 🙂

Vi var inde og se lidt på, hvad Hjortefar har bedrevet og fandt det ret inspirerende, faktisk fantastisk. En tekstprøve blev sendt afsted, og kort tid efter væltede tegningerne ud af hånden på ham.

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme – jeg står stadig småtrippende og klapper i hænderne over de illustrationer, Hjortefar har lavet indtil videre. De har siddet lige i skabet. Sjove, provokerende og helt oppe i DR-ultra tiden. Det kan kun blive godt.

Bogen bliver tyk, smuk og kommer til at indeholde den vigtigste viden et menneskebarn nogensinde kommer i nærheden af. Det er nemlig ligemeget, om lille Frans skal være økologisk landmand eller astronaut – én ting er sikker; han skal spise, og det er her, han kan lave den største indvirkning på sit liv, hele hans liv.

Der er lang vej endnu, men denne forlagsdirektør håber og satser på, at bogen er klar til efteråret – så er det kun et spørgsmål, om du er!

Søren Sørøver – i ekstatisk glæde over ordets og illustrationens magt

P.S. Alle illustrationer tilhører Hjortefar

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Det man spiser, er man selv – når tekst og illustrationer går op

  1. karen keinicke siger:

    Skøøønt at høre. Ja den MÅ vi have nogle stykker af!!!! Glæder mig til at kunne give den videre til de små lydhøre….jeg har en på 9 år.
    KH karen keinicke

  2. Marie Eli siger:

    Den må jeg eje! Jeg kan slet ikke vente med at læse den med min datter. Kan man forudbestille?

  3. Joan siger:

    Er det muligt at forudbestille bogen? Den må jeg sikre mig 🙂

Der er lukket for kommentarer.