Når det ene afhænger af det andet

I går blev arbejdet med at klargøre et nyt kartoffelstykke fortsat.

Det er sådan en slags rullende foretagende – sidste år fældede vi (meget mod almindelig praksis) en del af poppeltræerne i hegnet for at få mere lys og varme ind i drivhuset.

Med baggrund i almindelig praksis blev 5 popler stående tilbage som solitærtræer. I løbet af året voksede kronerne nærmest sammen, og så var vi lige vidt. Da sommerheden ikke slog igennem, men gråvejret gjorde, blev det en smågusten sæson i drivhuset.

Det går selvfølgelig ikke et år mere, og derfor er yderligere 4 popler fældet, grenene er fordelt blandt får og geder, men et enkelt træ ligger tilbage til grisene. Sådan en slags funktionel dovenskab fra vores side.

Tilbage til det rullende – poplerne skulle falde ud over sidste års kartoffelstykke, som derfor først kunne indhegnes og frigives til grisene, da der var ryddet (stort set) op.

De to grise – Sofie og Solajma – gik i den fold, der skal bruges til dette års kartoffeldyrkning, og de kunne først flyttes, da den nye indhegning var klar.

Flyttes ville de ikke umiddelbart, men midt på eftermiddagen opdagede de guldet i den tidligere kartoffelmark. Så var alt godt, og Sørøveren kunne komme til at harve den forladte fold.

Traktorerne kan sjældent starte, når de skal bruges, og i går var det bedste, man kunne sige om maskinparken, at vildkatten oppe i træladen ikke havde kastet op udover Sørøverens pude på sædet.

Jorden bliver kompakt af griseliv, så det er nødvendigt at løfte og få luft i den igen, før kartoflerne kan sættes.

I år er der hjemtaget to sorter – Ditta, som til alle tider trives godt på denne jord og smager forunderligt året igennem samt Aluette, en ny (forhåbentlig) skimmelresistent sort der bare må prøves.

Sidste år dyrkede vi tre sorter mere blandt andet Æggeblomme-kartofler. De nærmest stod og råbte op i himlen for at få kontakt med årets første luftbårne svampe, og de gik helt omkuld, da de blev opdaget. Sådan nogle skimmelmagneter springer vi over i år, uanset at kartoflerne smagte dejligt.

Man har med andre ord begrænset sig…
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Når det ene afhænger af det andet

  1. Pingback: Tilbage til rødderne | Beretninger fra et autentisk landbrug

Der er lukket for kommentarer.