Når livet ikke er perfekt

1-dsc_10130001

I dag skal du stifte bekendtskab med Fru Pedersen – et 12 dage gammelt lam, som nu bor i stuehuset sammen med os.

Torsdag i sidste uge havde vi en travl morgen. En skelsættende familiebegivenhed skulle finde sted i København, og vi havde lovet at være der (til tiden) medbringende receptionsmad til omtrent 40 mennesker.

Bilen var pakket aftenen forinden, vækkeuret var sat, og vi skulle bare morgenfodre, i bad og afsted.

1-dsc_09800001

“Vi har fået lam!” – råbte Søren Sørøver og kom i fuld fart tilbage fra indhegningen. Og ja, vi havde fået lam. Mere end forventet.

Moderfåret havde netop læmmet og var i gang med at slikke lammet tørt, så vi beundrede på afstand og tog os af de andre dyr.

Da vi var færdige med at fodre og havde en halv time til bad og afgang ville Sørøveren lige kigge til den lille nye. Det gik knap så godt som ønsket – lammet var ikke kommet på benene, men var tværtimod blevet koldt og nærmest bevidstløst.

Den slags er uafvendeligt uden indsats, så lammet kom med ind i Sørøverens termokedeldragt til opvarmning.

Moderfåret mistede interessen og gik over for at spise med de to andre får. Vi har set det før – hvis et lam ikke er normalt udviklet, forlader moderen det hurtigt.

Vi ved godt, at fåret træffer et rationelt valg, men det gør vi ikke.

1-dsc_10150001

Så med fare for at omtrent 5½ millioner kvalificerede fårekyndige senere hen vil sige: “Hvad sagde jeg – I skulle have aflivet lammet fra starten”, tog vi en hurtig beslutning, bar lammet med ind, lagde det i vasketøjsbaljen indsvøbt i håndklæder, tog bad, satte os ud i bilen med receptionsmad, sutteflaske med modermælkserstatning og lam i vaksebalje og kørte til København.

Og hvor tit er det lige, at der er lam i København?

Såvel det nye Panum-tårn som Frederiksberg er nu beriget med lammekarma.

Det skrøbelige nyfødte dyr gik til sutteflasken undervejs på turen. Det fik både varmen og mad, men det stod ganske klart, hvorfor alting var gået galt – der var ingen motorisk kontrol med hverken hoved, ben eller krop.

Et uperfekt dyr med andre ord, men et liv, og vi vil til enhver tid give liv en chance. Uanset hvilke kommentarer der må komme i bagklogskabens ulideligt klare lys.

I de efterfølgende dage havde vi også planer i kalenderen, og Fru Pedersen har således været til årsmøde på Fyn, på varetur til Aarhus, i Esbjerg plus det løse. Berejst kan man ikke blive for tidligt – det udvider ens horisont og skaber forståelse for både landsdele, skikke, sprogbrug og kultur.

Desuden er bilen varmere end stuehuset.

De første dage var kritiske med hensyn til overlevelse. Selvom lammet spiste godt, var livet i det under pres. Vores bedste bud er, at det blev født for tidligt – der var for megen hud og for lidt lam indeni, for få færdige nerveforbindelser og en ringe størrelse for et enebarn. Moderen er ved godt huld og meget sund at se til.

Men livet skal have en chance, synes vi, uanset mangel på normalitet. Uanset hvad de 5½ millioner kvalificerede fårekyndige må mene.

Og der er fremskridt. Vækst af den gode slags. Vasketøjsbaljen rækker ikke længere, og en ny og større balje er taget i brug.

1-dsc_09970001

Hovedet kan stadig dingle en del, men der er mere opmærksomhed, fokus og kontrol end nogensinde før. Nakken har fået fylde og styrke til at bære, og forbenene kan bruges. Bagbenene er kun sparsomt med. Måske kommer de det aldrig helt, måske gør de. Vi træner hver dag. Og det er alt, hvad man kan gøre. Prøve.

Om natten tager vi baljen med Fru Pedersen op ovenpå, så den står ved siden af hovedpuden. På den måde er man ikke i tvivl om, hvornår et lam er sultent.
Lammet snorker højere end Sørøveren og jeg. Tilsammen.

Fru Pedersen har – uanset kommende levetid – bidraget til denne verden ved at demonstrere mangel på perfektion og effektivitet.

Hvis det ender med, at vi må aflive det lille liv, fordi kroppen ikke kommer til at byde på de nødvendige muligheder, bliver det tungt, men gjort.

1-dsc_10120001

Indtil videre håber vi bare. Og træner.
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

25 svar til Når livet ikke er perfekt

  1. Pingback: Når vilje ikke slår til | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: Pedersen Nyt | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. lucie nørgaard siger:

    hun er da så sød, en “Lambi” reklame, det er en smart “gåsele” i har til hende:) navnet Fru Pedersen vækker minder om en bustur tur til Bornholm (en fantastisk tur) chaufføren kunne ikke huske alle navne, det er også ok, så han kaldte alle kvinderne ” Fru Pedersen” er det nødvendigt at sige, at han til sidst også hed Pedersen!:) vi kendte alle hans navn, han skulle bare ha noget gas! så det er rigtig gode og dejlige minder om det navn!

  4. Julie D. Skov siger:

    Jeg havde gjort det samme 🙂

  5. Knud siger:

    Hvad med et argument mod alle dem som ville aflive det i effektivitetens navn. Det åbner jo muligheden for senere indtjening. Lammesteg – nej nok ikke realistisk men måske en familien Pedersen…

  6. Dina Kyriaki Hansen siger:

    Hvor blev jeg rørt og helt varm inden i over jeres gode historie og jeres måde at tænke sammenhæng og liv på. Det kunne verden bruge 600000000000 % mere af. Hver dag. Hvert minut. Hvert sekund.

    Kan man besøge jeres gård. Har i en gårdbutik?

  7. Anita Plesner siger:

    Åh hvor er jeg glad for jeres indsats, og at jeg får lov at se disse billeder🐑❤

  8. Pingback: Destillationsdage | Beretninger fra et autentisk landbrug

  9. Mette Christiansen siger:

    Fru Pedersen er bare heldig med at være født hos jer💞

  10. Vibeke Egense siger:

    De bedste ønsker for jeres lille lam 🙏🏻 Mindes selv den drossel unge der var faldet ud af reden og
    som vi mod alle odds fodrede op med orm og sidenhen lærte at fange insekter. Hvert liv der kommer til verden skal da have en chance.

  11. ivildensky siger:

    Hvor er det godt gået, og skrevet, og tilmed morsomt! Jeg krydser fingre for det lille lam!

  12. Karin Vestergaard siger:

    Kære Lone,
    Vi har engang været i samme situation, og det gik til held, så held og lykke med Fru Petersen
    Hilsen Karin

  13. marianne christensen siger:

    dejlig historie. vi har selv “holdt liv i” et blindt lille vædderlam, min mand lavede en fold med en vind-fløjte ved hans lille hus, da han blev stor nok til at komme ud “på græs”. Så kunne han altid finde hen til en god, tør liggeplads og drikkevand. folden var under æbletræerne, så han havde det rigtig fint 🙂

  14. Trine Lesemann Amstrup siger:

    Åhh, kærlighed herfra til Fru Pedersen – og også til Jer for at give Jeres til Fru Pedersen.
    Håber alt går vel 🙂

  15. Marianne M siger:

    ♥️

  16. Mia Horn siger:

    Tillykke med den lille 🙂 har selv været turen igennem og mit flaske lam fik trods en dårlig start og dårlig prognose fra to dyrelæger og en lungebetændelse som hun blev behandlet for. Første år 1 lam og året efter tvillinger og trillinger sidste år som hun selv havde mælk nok til at opfostre. Hun har ikke skræntet siden og er nu vores største får. Min erfaring er at modermælks erstatning ikke har krudt nok og efter at jeg talte med en fåre avler der også er dyrelæge fik jeg en opskrift på mælk til flaske lammet der satte skub i tingene. 1 æggeblomme, 2 dl øko sødmælk og 1 dl øko fløde dette piskes og varmes op til 37 grader, opskriften sættes op og ned så det passer til lammet.
    Held og lykke med det hele
    Mvh Mia

  17. mimikirstine siger:

    Tillykke med Fru. Petersen, jeg har selv som barn været med til at opfostre et lam, den hed Mads. og blev en gammel vædder. Så håber det går godt med det lille lam !!

  18. Jonna jensen siger:

    Kære I to
    Må beundre jeres ihærdighed og indsats for sådan et lille liv.
    Med jer som forældre skal hun såmænd nok overleve og blive stor engang. 😊

  19. Dorte Laulund siger:

    💚💚💚💚💚💚💚💚🍀🍀🍀🍀🍀🍀🍀🍀 til fru Pedersen , I er nogle fantastiske mennesker , tak for jer ❤❤

    Get Outlook for iOS

    ________________________________

  20. Karen Sandstrøm siger:

    Rørende fortælling om hjertevarme og omsorg for de svage. Ville ønske det kunne videregives til en verden med mennesker, der kan trænge til omsorg. Tak I skønne jer.

  21. Kirsten Jensen siger:

    Egentlig er det vel en lille frøken 🙂 Og alle har vel ret til en chance hvor lille den end er. Man kan blive forbavset over hvad små skravl kan blive til !!! Hurra for jeres overskud og kærlighed til livet og landet. Knus og varme hilsner fra

    fru Jensen
    Gudhjem

  22. Uglemor siger:

    Tillykke med fru Petersen. Uperfektion og kærlighed går hånd i hånd. Verden har brug for flere af jeres slags – både Landmænd, sørøvere og uperfekte lam.

  23. Tine siger:

    Tak fordi I giver livet en chance. Der er kynisme og ensrettethed nok i denne verden. Held og lykke lille Fru Pedersen. Skulle livet blive kort, var det i det mindste fyldt af gode menneskers varme.

  24. Eva. siger:

    Sikke en fortælling.
    Og omsorg…
    Håber det går til levesiden… 🙂

  25. frkskou siger:

    Hvor er det rørende! Og hun er simpelthen så nuttet 🙂

Der er lukket for kommentarer.