Skal og kan insekter redde verden?

dsc_24040001

Indtil videre har jeg set langt de fleste insekter som nogle banditter. Larver i kålen og gulerødderne, myg som i nattemørket summer rundt med deres små turbomotorer, der med en højfrekvent lyd er i stand til at drive én til vanvid. Ikke at lyden er generende, men jeg ved bare, at lige så snart den holder op, så er det fordi, den lille fyr er ved at udse sig en passende plet, hvor den kan babbe mit blod og efterlade mig med en kløende, sviende bule.

Der er selvfølgelig også mange gode insekter som bierne, der bestøver mine planter, og ormene der lufter min jord og sikrer, at mine larvebefængte kålplanter bliver store og flotte.

Men insekter som fødekilde, det var gårsdagens tema i den lokale biograf. Vi var afsted for at se dokumentarfilmen ”Bugs”, og seancen blev indledt af biolog ph.d. Lars-Henrik Heckmann, forsker i insekter ved Teknologisk Institut i Aarhus. Han var en glad mand, sympatisk og han var ikke i tvivl. Der er for mange munde at mætte, og vejen frem for animalske proteiner vil i fremtiden være insekter. Han kunne ydermere stolt fortælle, at vi i Danmark ligger helt i front i forskningen omkring, hvordan de her kriblekrable dyr bliver vores mad.

Vi snakker altså forskning i, hvordan den vestlige verden håndterer at indtage disse dyr sammen med vores caffe latte og Pepsi max – for man skal lige have in mente, at 2 milliarder mennesker gennem et utal af år har haft insekter som en vigtig del af deres kost i Asien, Sydamerika og Afrika. Altså sådan lidt tilbagestående lande når vi snakker sultbekæmpelse. Nå, men det ryster vi hurtigt af os og arbejder videre med den vigtige sag. For hvem vil ikke hellere have, at deres proteiner i energibaren kommer fra melormemel end fra onde bønner eller ærter?

Lars-Henrik, der som udgangspunkt var meget begejstret for filmen, sluttede sit oplæg med at advare mod den lidt industrifjendtlige indstilling, som de to unge hovedpersoner Ben og Josh i filmen havde. Så kan det nok være, at interessen blev vagt ved Sørøveren. Mmm industrifjendtlig.

Filmen følger de to unge kokke, Ben og Josh, der til dagligt arbejder for Nordic Food lab, du ved det der i København, som er startet af Redzepi og Meyer. Ben og Josh er på en madmission verden rundt i jagten på viden om insekterne. De skal finde ud af, hvordan “lokale” verden over jager og bruger insekter. Deres entusiasme kan mærkes helt ud gennem skærmen, de er fantastiske personligheder, der kaster sig fordomsfrit ud i alt! Vi var sådan set bange for, at filmen udelukkende ville handle om, hvordan vi i den vestlige verden kan bruge insekter i vores mad, noget som jeg egentlig ikke har den store interesse i, men i stedet blev den et kig ind i et væld af kulturer, jagtmetoder, traditioner og smag. Jagten på smag.

Filmen er fyldt med guldkorn, som da Ben fortæller om de helt utroligt mange ting, de har spist på turen hele verden rundt; direkte fra jorden, levende og tilberedt. Og kun én gang fik han maveforgiftning. Det var af en burger i Sidney, som ved nærmere eftertanke også var det mest unaturlige og bizarre mad, han havde indtaget.

Eller som under deres besøg hos en kvindelig kenyansk forsker, der arbejder med at lave insekter til direkte konsumering. Hendes holdning var helt klar – det vestlige fødevaresystem er skyld i den voldsomme udbredelse af diabetes, kræft, hjertekarsygdomme m.m. i vores velhavende lande. En indsigt kun meget få danske forskere erkender, de har, måske mest grundet deres finansiering af forskningen, som jo ikke kommer af sig selv.

Ben og Josh var også på besøg i et lille italiensk mejeri; den slags hvor hunden troligt sidder og ser på mejeristen, dens herre, der med gamle og rolige hænder deler osten i det tidlige stadium. Han siger, under arbejdet, at nu i april og maj bliver osten allerbedst, fordi køerne æder blomsterne på marken. Hvordan er det lige med de danske malkekøer? Er der forskel på sojaskråen og ensilagen året igennem? Danmark virker som et madmæssigt uland, når man ser på mangfoldigheden og den helt grundlæggende viden om sammenhængene i verden.

De to unge fyre, der gerne stikker hele overkroppen i et termitbo, så de er dækket af myrer, for at få en godbid, kommer lidt til kort, da forskningen byder dem på en konference. Her går det op for dem, at den store interesse ikke ligger i at lave insekter for at give folk fantastiske spiseoplevelser eller for at redde verden – der laves insekter for at lave penge. På kongressen snakker Ben med en producent af fluemos til hønsefoder. Ben spørger, om de også arbejder på at lave produktet til menneskelig fortæring. Selvfølgelig, svarer manden med et stort smil. Ben tager bøtten, skruer låget af og lugter til indholdet. Sælgeren siger, at det ikke dufter af noget. Ben er uenig. Han siger, at det bestemt lugter af noget uden at definere det yderligere. Sælgeres tandsmil breder sig endnu en gang, og han retter sig selv – det lugter af penge.

Herfra slukkes en del af lyset i Ben. Det går op for ham, at hans arbejde er med til at skabe vejen for endnu en milliardindustri for de i forvejen store aktører i verdens fødevareproduktion; en insektproduktion som han tvivler på hverken bliver bæredygtig eller har til hensigt at redde verden. Det sidste, han gør som en del af Food Lab insektprojektet, er at tilberede et måltid af industrifremstillede insekter, altså dyr lavet på en hollandsk farm, og han er tydeligt skuffet. Deres magi er væk, deres smag og mangfoldighed er væk. Tilbage står vi med endnu en ligegyldig ernæringskilde.

Det bliver for meget for Ben, eller for lidt, så han dropper ud af programmet og efterlader den lidt mere positive Josh tilbage med konklusionerne på deres arbejde. Og med en bestyrelse der gerne vil se et afkast af deres investering.

Der går dog ikke lang tid, før Josh tankesæt tager sammen vej, og han ender med at stille spørgsmålstegn ved, om insekter kommer til at gøre nogen forskel for fødevaresikkerheden i en stigende befolkning på en hårdt belastet jordklode.

Præcis sammen konklusion som jeg sidder med her ude på landet, hvor Nestlé har en minimal effekt på dagens gang, mens naboen, den store konventionelle svineproducent, laver det, som verden synes at have brug for. Laver så billigt kød som muligt, og sviner præcis så meget, som der skal til for at gøre det. Der er ingen forskel på, om han laver grise eller insekter. Det er og bliver kulinarisk elendighed. Den eneste forskel er, at insekterne temmelig sikkert vil havde det bedre under de forhold.

Konklusionen er som altid, at hvis nogen har gjort sig umage med at lave din mad billig, så har de nok ikke samtidig gjort sig umage med at lave den god.

Til spøgsmålet om insekterne vil redde verden og sikre fødevareforsyningen? Ja, bestemt – det har de gjort lige siden tidernes morgen. Uden dem ville planterne ikke blive bestøvet, og vi ville ikke have noget at høste. Uendelig mange af disse insekter udryddes af det konventionelle industrilandbrug via giftsprøjtninger og store arealer med monokultur, men nu skal vi til at industrifremstille andre insekter i stedet. Måske vi i vores iver for at skabe ny mad, skulle se på al den eksisterende, vi tramper ned på vejen. Tager vi os godt af naturen, tager den sig godt af os. Måske lærer vi det end dag….

Søren Sørøver – med orm i træbenet

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Skal og kan insekter redde verden?

Der er lukket for kommentarer.