“Det man spiser, er man selv” – nyt fra skrivebordet

1-dsc_96340001

De første par uger af året lykkedes det at komme godt i gang med at skrive på den kommende bog – om mad, tilblivelse, behov, sammenhænge, virkning i kroppen, konsekvenser m.m. – til den yngre del af befolkningen.

De sidste par uger af januar gik op i hat, briller og almindeligt nødvendigt arbejde både på og udenfor gården.

Bogen, den kan udsættes, og så er det det, der sker. Men kun fordi tiden mangler, ikke lysten til at skrive.

Indtil videre er der et iøjnefaldende fremskridt – jeg er blevet klogere.

Udgangspunktet var at skrive en bog til børn mellem 8-13 år. Jeg har nu indset, at det ikke kan lade sig gøre.

Det er ikke muligt at forklare fødevarernes ærlige tilblivelse for børn på omkring 8 år. Det i sig selv har overrasket, men mest af alt er det en skræmmende konstatering.

At spise er selvsagt basalt i tilværelsen. Vi har skabt et fødevaresystem, der er så fjernt fra det grundlæggende, at hovedparten af supermarkedernes helt almindelige varer er kompliceret stof. Ordene og forklaringerne kræver en vis udvikling af hjernen for at kunne forstås. En udvikling der iøvrigt hæmmes af de rester af sprøjtegifte, som er i almindelige fødevarer. Absurd?

Kvalificerede mennesker; børn og voksne, er konsulteret, og konklusionen er, at den forventede læserskare må rettes til. Alternativet er at forenkle verdenen til uigenkendelighed, og det ville være uærligt.

Så nu skrives bogen til børn på den anden side af indskolingen, altså fra 10-11 år og opefter.

Det er forklaring på forklaring på forklaring.

Sammenhæng på sammenhæng på sammenhæng. Konsekvens på konsekvens på konsekvens. Ejerskab af muligheder og glæden ved det gode.

Jeg glæder mig til mere skrivetid
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

7 svar til “Det man spiser, er man selv” – nyt fra skrivebordet

  1. Pingback: Det man spiser…. skrivebordsstatus | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: Snefald | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Jannie Holm-petersen siger:

    Det er bare så godt, at du skriver lige netop den bog og jeg kan love dig for, at mine børnebørn får et eksemplar hver, også de kommende, den bog skal være obligatorisk i skolerne, gentager mit budskab,sådan er det bare.😄

  4. mimikirstine siger:

    Der er så meget brug for en bog med gode forklaringer på hvorfor vi skal spise rigtig mad, og ikke kemi og mad fyldt med sprøjtegift, glæder mig til se at se den færdige bog.
    Vh Mimi K

  5. Lotte mor siger:

    min 11 årige datter er ved at få pip af mine forklaringer på hvorfor, vi ikke køber, det jeg kalder, “kemimad” .. f.eks. pulver sauce, pulver dip, chips, osv., for det smager jo lækkert og “de får det hos den og den veninde” .. måske din kommende bog kan hjælpe? Jeg opgiver ikke ævret!!

  6. Kirsten siger:

    Kunne man ikke lave et computerspil hvhvir rigtige svar fører magiske steder hen ?

  7. Uglemor siger:

    Da jeg jo har børn i den (eller rettere de) relevante aldersgruppe, har jeg dagligt problemet inde på livet. Hvordan forklarer man sine bøllebørn, at nej, vi køber ikke det her og heller ikke det her. Hvorfor skal de vente, medens mor nok engang prøver at læse de små bogstaver omme bag på pakkerne i supermarkedet. Når vi så snakker om høns, kønsvisende kyllinger osv, spørger de hvordan man kan gøer den slags. Mit eneste, lidt lamme svar, er penge, de gør det for pengenes skyld. Jeg håber at lære mine børn glæden ved at spise ordentlig mad, men jeg er bange for at gøre dem mad-forskrækkede. Din bog lyder som en, der er værd at læse, for dem og for mig.

Der er lukket for kommentarer.