Nyt om fugleinfluenza-situationen – frem med falken

1-dsc_87660001

I går havde vi uanmeldt kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen. Det foregik – som altid – på en rar, oplysende og imødekommende måde.

Det gør alle årets kontrolbesøg faktisk, og uanset hvad vi mener om lovgivningen og favoriseringen af udvalgte erhvervsgrupper, så gør de enkelte kontrollanter et ordentligt stykke arbejde under de givne vilkår.

Gårsdagens mest opmuntrende besked – eller bekymrende alt efter hvordan tingene udvikler sig – var, at hønsene måske kan få lov til at komme ud igen ganske snart.

Det har som sædvanligt ikke noget med sund fornuft at gøre, men om en god uges tid er det 3 måneder siden, EU gav dispensation til, at økologiske høns måtte bures inde.

Det er ellers en grundpille i økologien, at dyr skal kunne være udendørs.

Dispensationen udløber d. 7. februar, og derefter mister de danske økologiske høns deres økologistatus og bliver konventionelle. Skal de vende tilbage til at lægge økologiske æg, må de igennem en længerevarende omlægningsperiode.

Sådan er loven, og enten kan de danske myndigheder lade hønsene komme ud og spise græs igen, eller også kan de (endnu engang) lave reglerne om, søge om ny dispensation, dispensation fra dispensationen o.s.v. Hvis de økologiske høns sættes fri, bliver det vanskeligt at argumentere for, at havehønsene udgør en særlig trussel og derfor fortsat skal holdes indendørs.

Hele manøvren med at fjerne alle høns fra jordens overflade for at gavne den intensive husdyrproduktion, baseret på antibiotika, er iøjnefaldende. Den strider imod almindelig tankevirksomhed og har på knap 3 måneder for alvor amputeret en vigtig del af den økologiske produktion. Man skal blot have afsluttet børnehaven for at erkende, at sygdomme opstår og spredes, hvor mennesker eller dyr lukkes tæt sammen i ringe luftcirkulation.

Men der er også rent gode nyheder fra Fødevarestyrelsen – fra i dag må du lufte din due eller din vandrefalk. Ja! Det er sandt – en gave til folket. Myndighederne mener, at det kun udgør en lille risiko for fjerkræindustrien, hvis du tager din rovfugl på armen og lader den stige til himmels. Uden arm.

Nærmest en festdag
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

7 svar til Nyt om fugleinfluenza-situationen – frem med falken

  1. Pingback: Kære forbruger. Der findes ikke længere økoæg. | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: Hermed erklæres denne gårds høns for udstillingsfugle! | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Spurgte I Fødevarestyrelseskontrollen om, hvordan de forholdt sig til alle ‘jagt’fasanerne?

  4. Anette siger:

    Det da helt gak.. eller gok…

    Troede dog have hønsene var sat fri, for her går der mange løse.

    Og du har helt ret med børnehave viden.

    Håber snart jeres høns er frie igen… sammen med alle de andre

  5. Anne Folehave siger:

    Nå da da, det må jeg sige. Her ude på det flade Nordfyn, vrimler det med al verdens fjerbeklædt, frit flyvende i alle størrelser, rov og ikke rov. Alle uden arm, men mine fire høns og hanen de er under hegn. Tænk hvad de dog kunne sprede af influenza, til de stakkels frit flyvende som så kunne sprede o.s.v.

  6. Niels siger:

    Det rene pip!

Der er lukket for kommentarer.