Vi finder os stadig ikke i det – fugleinfluenza og beskyttelse af fødevarer

1-dsc_87720001

Disse dage bliver der brugt mere tid på at fortælle om mad og fødevaresystemet end på madlavning herhjemme.

I aften handler det om et stort hold unge mennesker på Den Skandinaviske Designhøjskole. Uanset uddannelsesvej, arbejdsliv eller ej har vi det til fælles, at vi spiser.

Den kommende bog om samme emne, til børn, er også så småt ved at forme sig. Det er tid, der er brug for.

Megen tid bruger vi ikke på at hente høns ind om aftenen – de er stadig lukket inde på Fødevarestyrelsens forlangende.

I går blev der spurgt til udviklingen i den sag. Det er nærmest en langsom kvælning af initiativ og virkelyst. En afvikling af noget værdifuldt. Og det er hele forskellen på en myndighed og almindelige mennesker – myndigheder har tiden mellem kl. 8 og 16 til at afsende standardsvar uden personlig involvering. Almindelige mennesker er berørte døgnet rundt.

Den seneste opdatering på Fødevarestyrelsens hjemmeside er fra d. 3. januar, og der fastholdes påbuddet om indelukning. Stadig kun af hønsefugle, ikke af ænder og gæs.

Små og mindre hønseholdere har været meget tilbageholdende med ros af myndighedernes logik og indsats. I opdateringen finder Fødevarestyrelsen anledning til at gøre det selv: “Forholdsreglerne har formentligt været medvirkende årsag til, at sygdommen på nuværende tidspunkt ikke er fundet i flere besætninger end den ene hobbybesætning, der blev ramt i slutningen af november.”

Her i huset havde vi håbet, at perioden siden sidste fund af en vild and med fugleinfluenza ville betyde, at indelukningen snart ville blive ophævet, så æg og høns igen kunne blive levende æg og høns.

For få dage siden skrev Viborg Stifts Folkeblad en artikel om et nyt fund af en død fugl – en havørn med fugleinfluenza. Den var ringmærket i Nordtyskland, og ingen ved, hvordan man har fået den til Viborg.

Håndteringen af fugleinfluenza er så tvivlsom, at tilliden både til medierne og myndighederne efterhånden er ikke-eksisterende. Det ændrer bare ikke ved, at det fortsat er ulovligt at gøre noget så banalt, som at lukke sine høns ud.

Så til spørgsmålet om vi har opgivet – NEJ – vi finder os stadig ikke i det. Vejen frem er tilsyneladende ikke at skrive til Fødevarestyrelsen og modtage standardsvar. Vejen frem er at oversvømme dette land i viljen til at skaffe ordentlig mad. Blive flere og flere der ønsker noget andet end myndighedernes fødevarer. Blive flertallet.

Så det arbejder vi stædigt på
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til Vi finder os stadig ikke i det – fugleinfluenza og beskyttelse af fødevarer

  1. Pingback: Kære forbruger. Der findes ikke længere økoæg. | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Uglemor siger:

    TAK!

  3. Karen siger:

    Jeg er med! Hvad kan jeg gøre?

  4. Vibeke Egense siger:

    SÅDAN ! Og vi ser frem til atter at kunne
    købe æg lagt af glade fritgående høns.
    Vibeke

Der er lukket for kommentarer.