Fyrre, flot og frejdig / fed og færdig – uddrag af skizofren diskussion med mig selv på min 40 års fødselsdag

dsc_23530001

Kan du mærke panikken brede sig? Du er lige blevet 40. Kan du, kan du?
Øhh.. nej ikke sådan lige.
Nå, men så lad mig ridse det op for dig. Gennemsnitslevealderen er 78,5. Du er altså over halvvejs min gode ven.
Jamen det er vel ikke så dårligt, tænker jeg.
Ikke så dårligt? Fik du set det, du ville? Spurgte Kim Larsen.
Mnjarr måske ikke helt, men jeg har da også godt halvdelen tilbage til at få resten set, hørt og prøvet.
Ha… jeg har ét ord til dig! Gigt! Den fornemmelse af at dit sørgelige kadaver bliver mere og mere ømt og genstridigt for hver morgen, der går.
Jo sandt nok, men det løsner sig jo ret hurtigt, og så springer jeg rundt resten af dagen.
Springer siger du… det er nummeret inden gangstativet min fine ven. Ved du hvad – jeg synes, du skal købe en motorcykel. Ja, en stor ond motorcykel og så sådan nogle I’ll be back-terminator solbriller, så bliver du sgu en badass!
Ja jo – det er da ikke, fordi jeg ikke gerne vil være en badass, men jeg mangler jo strengt taget mere et nyt styretøj til plænetraktoren.
Styretøj. Plænetraktor. Det er der sgu da ikke noget badass over. Du har sgu da ikke en chance for at score noget som helst på plænetraktor – du skal som minimum have en cabriolet så.
Jamen, det er plænetraktoren jo allerede. Der er den sådan set lidt sej.
For fanden dit fjols – der er intet sejt ved en havetraktor! Måske du bare skulle begynde at gå i byen sådan og feste igennem.
Tjaa, jeg tåler jo ikke rigtig at drikke ret meget længere.
Fis med dig – du har altid været en svagdrikker, den eneste forskel er, at du nu er for vattet til at kaste op i en hæk og gå ind og drikke videre.
Men det er jo ikke særlig rart og især ikke efter, jeg har anlagt det skæg. Det kommer så nemt til at lugte.
Lugte, siger du, du er 40 kammerat – din infame stank er dit mindste problem. Specielt når du er på vej op ad Mount Everest – det er for rigtige mænd. Det er nu eller aldrig, mens din krop stadig kan.
Nu har jeg aldrig været særlig glad for det der unødvendige aktivitet, og jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal med det?
Skal med det?? Det er sgu da bare sådan noget, man skal. Det skal stå på din bucketlist. Eller er din bucketlist ligeså røvkedelig som dig selv?
Nå, nu synes jeg jo ikke, jeg er sådan røvkedelig. Jeg har da et fint liv. Jeg tror faktisk ikke, jeg kunne tænke mig noget bedre.
Ja, Det siger sgu da mere om din fesne fantasi end om dit sørgelige liv.
Det er da ikke sørgeligt mit liv – jeg fik for eksempel også en ny jolle til at fiske fra i sommers. Så kunne vi rigtig komme på fjorden.
Fjorden? Det er da ikke noget at prale med. Hvad med de syv have? Det er der, bukkene bliver skilt fra!
Vi skiller bukkene fra lammeflokken hvert efterår – de skal spises.
Spises! Du skal spise kaviar hver dag. Kaviar og østers – det er godt for den evigt vigende libido.
Nu synes jeg jo egentligt ikke, at den der libido fejler noget.
Nej, det kan jeg forestille mig. En samurais svær bliver sgu heller ikke sløvt, når han aldrig er i kamp.
Nu har du tabt mig. Kan du ikke bare lade mig fejre min 40 års fødseldag i fred. Jeg mener faktisk af hele mit hjerte, at jeg er det bedste sted i mit liv og omgivet af al den kærlighed, man kan forestille sig.
Nuvel slapsvans.. vi ses senere. Det lover jeg dig. Slapsvans!

Søren Sørøver – med 40 år i lasten

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

13 svar til Fyrre, flot og frejdig / fed og færdig – uddrag af skizofren diskussion med mig selv på min 40 års fødselsdag

  1. Trine Amstrup siger:

    Hjertelig tillykke med dagen 😊 – med eller uden mere eller mindre laster… 😊

  2. Sanne siger:

    Herligt indlæg. Det var s´gu da sjovt! Tillykke med dagen. Hilsen Sanne-Pande-Kaffekande (50 skizofrene år lige om lidt)

  3. Hollensted siger:

    Jeg kan lige nå at sige hjertelig tillykke med dagen. Tusind tak til jer begge for livgivende, korte eller lange, beretninger. Søren den i dag fik mit smil og latter frem og det har ellers været væk meget af dagen. Det er præcis sådan indre dialoger er.

  4. Anne Folehave siger:

    Tillykke med dagen Søren og de for dig nok mange år, for mig blot en drengerøv. Jeg er ikke i tvivl om, at du er meget mere til gravemaskine, plæneklipper , gammel traktor og køkkenmaskine . Tvivler heller ikke på, at du er lige præcis hvor du gerne vil være, med eller uden strikhue.

  5. Uglemor siger:

    Tillykke med den overståed dag, og en havetraktor og en jolle i hånden er da meget bedre end en kværn på hjernen. Jeg håber, du fik en masse lækker kage.

  6. Tine Attermann siger:

    Stor tillykke med dagen til Sørøveren🇩🇰🇩🇰🇩🇰 Tak for god bryg og fine indlæg😃 Jeg må sige det skizofrene vejr matchede meget godt din indre diskussion 😊 De bedste hilsner herfra

  7. Trine F siger:

    Stort tillykke med fødselsdagen, godt nok blæser der en vældig vind, men solen skinner 😉🇩🇰🇩🇰

  8. Tante Sofie siger:

    Gratulerer med dagen!
    Takk for alle gode innlegg, så langt. Eg ser fram til mange tankevekkande/humoristiske/opplysande innlegg de dei neste åra.

    Helsing frå den norske vestkyst.

  9. Tante Sofie siger:

    Gratulerer med dagen!
    Takk for alle gode innlegg, så langt. Eg ser fram til mange tankevekkande/humoristiske/opplysande innlegg de dei neste åra.
    Helsing tante Sofie på Norges vestkyst.

  10. Lone G siger:

    Tillykke med fødselsdagen, sørøver…tak for alle dine mange gode indlæg – ser frem til din 50 års skizofrene diskussion 🙂 !!

  11. Tillykke med dagen og tak for mange tankevækkende, sjove og meget alvorlige indlæg.

  12. Chalotte siger:

    Kæmpe tillykke til sørøveren, som er lide der hvor han skal være….
    Dejlig da til dig og dine.

  13. Janne Jaaks siger:

    Hjertelig tillykke med dagen, Søren 🇩🇰🇩🇰🇩🇰
    Du får helt sikkert kage af Lone ❤️
    At det både stormer og hagler i dag er selvfølgelig en tilfældighed …
    Fødselsdagstanker fra Janne i Blokhus

Der er lukket for kommentarer.