Sørøverens nytårstale

det-er-nok-at-klare-sig0001

Når man lige står i det, er det tit svært at se en vej ud. Men når man står og ser tilbage på vejen, man lige er gået af, virker den ofte så indlysende. Som sikkert land, kendt og ikke længere problematisk. Tvivlen og usikkerheden står tilbage, lidt forlegent, og kigger ned i jorden. Man lærer af det, man prøver om ikke andet, men alligevel skal der ikke ret meget forandring til, før blikket flakker, og horisonten bliver uklar. Den forandring føler jeg, vi står overfor, og alligevel er jeg sikker på, at vi om få år kan se tilbage og undres over tvivlen.

Kigger vi tilbage og forstår, så kan vi også gå til fremtiden med oprejst pande og rank ryg. Det bliver der i den grad grund til at gøre, og vi skal gøre det sammen. Vi skal ikke storme frem, vi skal heller ikke krybe. En stadig stille march, hvor vi får alle med.

For hvem fanden har lyst til at komme først, hvis det betyder, at man er alene? Hvis det betyder, at man har tabt noget og nogen, man holder af, undervejs. Vi lever i et samfund, hvor det gælder om at komme først, blive størst og være stærkest. Men skal vi hylde ham, der kommer først, eller ham der hjælper andre med? Er hende, der kan holde alle andre på afstand og nede, den stærke, eller er det hende, der kan bære en andens byrde frem mod en bedre tid? Det virker, som om de siddende regeringer har valgt, hvilken hest de vil spille på, men betyder det egentligt noget? Hvis du vælger at hjælpe på din egen måde, så kan ingen tage gerningen fra dig. INGEN. Hvis du synker ned i dyndet, opgivende og harm over, hvad andre ikke gør, afventende, tøvende, som jeg desværre tror, er meget menneskeligt, så gør det ingen forskel, om der før eller siden skulle dukke en regering op med et mere medmenneskeligt syn på sagen. Du er forskellen!

Vi er blevet dovne, vi tager for givet – ikke mindst at denne her verden er til for os. Det er samfundets skyld! Men hvem er samfundet, hvad består det af – udover dig og mig, vores uforbeholdende og i øvrigt ligegyldige meninger om dit og dat. Og så vores handlinger – dem der ændrer noget, måske i verden, men under alle omstændigheder definerer de os som mennesker.

Her for kort tid siden var vi i et stort lokalt supermarked. En smart type med stramme bukser, en perfekt krop, velsat hår og en smuk flettet pilekurv over armen, osede af overskud og hendes teenagedatter fulgte hende ved siden. En større stabel mel af ordentlig økologisk oprindelse var ikke stabil nok, til at damen med den ene frie hånd kunne hive en pakke ud, naturligvis ikke den øverste, med det resultat at to andre faldt til gulvet. Uden at gå i stykker, de to poser lå der bare. Ved næste stak stod en ung pige, ansat i butikken, bukket over arbejdet med at fylde hylderne op. Den smarte dame sagde højt og tydeligt undskyld over de tabte pakker, så hun fik den unge medarbejders opmærksomhed. Høfligt var første indtryk, indtil hun fortsatte, stadig i uangribelig høflig tone: “Er det ok, at jeg lader dem ligge?” Et spørgsmål som den unge ansatte kun kunne besvare med et ”ja, jeg skal nok ordne det.” Den smarte dame sejlede med knejsende holdning fra stedet, fulgt af en datter der havde lært og forstået forskellen på folk – dem med smart tøj og wella-hår, og så dem der er til for at rydde op. Jeg er helt sikker på, at hun ikke mente noget ondt med det. Det var en selvfølgelighed for hende og såmænd også for den unge ansatte. Ingen led overlast. Eller rettere – ingen opdagede, at de led overlast.

Men samfundet, det der defineres af vores handlinger – af vores opførsel, blev en lille smule fattigere; en lille smule mere forarmet. Nogen er på vej mod målet og glemmer at få andre med. Nogen skaber forskel, hele tiden, hver dag, en lille smule og sjældent med vilje.

Det er et tankesæt, der er uendelig svært at ændre, og kan man overhovedet ændre uden andre? Én ting er sikker – du kan ikke ændre andre uden dig selv. Penge kan ikke ændre verden – mennesker kan, og derfor er din og min økonomiske formåen intet, men vores opførsel alt.

Tænk hvis menneskeheden opdagede, at kloden ikke var til for dem, men det omvendte gjorde sig gældende. Altså at vi var til for kloden. Det ved jeg godt, vi ikke er, for kloden ville klare sig helt udmærket uden os, mens vi ville være ikke-eksisterende uden jorden. Men for argumentationens skyld så forestil dig at en del, ikke meget bare lidt af vores tid i vores liv, var dedikeret til at holde kloden svævende. Hvis vi nu vidste, at vi ikke kunne leve på kloden uden at fodre den, dyrke et eller andet – skabe noget der havde som eneste formål at holde røven oppe på jorden. Så den ikke skulle sygne hen, så den vedblev at være beboelig. Det ville da være rimeligt nok, hvis det var nødvendigt. Alle ville kunne forstå, at der skulle ydes noget, for at der kunne nydes; ikke så fjernt fra resten af livet.

Men det skal vi heldigvis ikke. Vi kan endda høste af kloden, uden at den tager skade, vi kan udvinde råstoffer og brænde af, bruge og udnytte. Tænk en gang hvilken gave det er, at kunne tage uden at give! Ja, det kan virke lidt forkælet og måske også lidt usundt sådan rent sjæleligt. Ingen kan jo rigtig lide ham, der nasser; ham der ikke vil give til fællesskabet, det er lidt snyd. Det er vi slet ikke i tvivl om.

Nu er vi så på grænsen af at have udnyttet jorden til bristepunktet. Nu er det ikke længere et spørgsmål om at glæde sig over, at vi ikke skal yde for at holde den vedlige, nu er det et spørgsmål om, at vi må give afkald på noget af det, kloden kan give til os, og af én eller anden årsag er det helt i orden, at det gør ondt. Det er helt legitimt, at det beskrives som et offer, at man ikke bare kan blive ved med at tage uden at give. Alt det, vi egentlig synes, er forkælet menneskeligt fordærv, er blevet en folkeret, som det er uendelig svært at give afkald på. Eller bare dele med andre, for det er i virkeligheden det, det handler om. Hvorfor skal vi spise mindre kød, hvis skide kinesere bare begynder at spise mere? Hvorfor skal vi spare på energien, når millioner af 3. verdens borgere stille og roligt kæmper sig til elektricitet?

Vi får hele tiden at vide, at vi bliver for mange. Det er helt sikkert også rigtigt, sålænge det er flere forkælede egoister, som vi kender menneskene bedst, men selvom det virker som en menneskelig overlevelsesmekanisme at rage til sig, så tvivler jeg på, det er det. Det er en tendens, og den vender. Måske ikke med god vilje, men med indsigt. Fredeligt bliver det ikke, krig vil altid fylde for dem, der ikke vil dele, og dem vil der altid være nogle af. Men alle os almindelige mennesker kommer til at forstå, at målstregen ikke er et mål i sig selv, men en linje hvor vi kan stå side om side. Du og jeg.

Søren Sørøver – med kurs mod bedre tider

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

10 svar til Sørøverens nytårstale

  1. Anette siger:

    Godt sagt og godt nytår

  2. Pingback: Tid til at se fremad | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. gretekragh siger:

    Nemlig. Kh Grete

  4. Ole Christensen siger:

    En klog og væsentlig nytårstale. Heldigvis mærkes det at stadig flere deler disse tanker og det vil fortsætte med positive holdningsændringer blandt os såkaldt almindelige mennesker. Fortsæt endelig med at stimulere det gennem jeres aktiviteter. Godt nytår til jer begge
    Ole Christensen

  5. Jannie Holm-petersen siger:

    BUM.🤗Godt nytår til dig og landmanden,i viser vejen. Hilsen fra en af dem, der altid har haft det arbejde, at samle melposer op fra gulvet, når andre har tabt det.🤔

  6. tinastaach siger:

    Hørt! Godt Nytår til jer og tak for al inspirationen 🙂

  7. Birte Deenfeldt siger:

    TAK vil jeg sige , og Godt Nyt År .

  8. Christa Una Ryholt siger:

    Ja, en meget meget fin og indsigtsfuld nytårstale. Tak for den og godt nytår til jer og jeres kære. Jeg ser frem til flere fine skriverier fra jer begge i det nye år.

  9. Stig siger:

    Så sandt og vel skrevet

    Godt nytår

  10. Merethe Bøtker siger:

    Meget meget god og klog nytårstale – og tak for at den også er optimistisk!
    Godt nytår til jer begge 👏💫

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s