Penge pyntet med lånte fjer

1-dsc_76460001

Det kan næppe komme bag på nogen, at penge taler – og ofte meget højt. Siden natten til tirsdag har de kaglet helt utroligt højt, meget højere end de frie høns. Så højt at de frie høns nu ikke længere er frie. Der er nemlig udbrudt fugleinfluenza i verden igen, og den er ret hurtigt dukket op i Danmark. Ligesom sidste gang så knipser myndighederne med fingrene og kræver, at alt fjerkræ holdes inde i bygninger eller i overdækkede hønsegårde. Det gør Fødevareministeriet af den ene grund, at man er bange for eksporten. Myndighederne argumenterer med, at hvis blot én hobbyhøne dratter om, så koster det millioner. Og bevares; det gør det også. I dette land er vi nemlig ret fantastiske til at lave lynkyllinger med et miserabelt liv i bagagen – og gud forbyde at denne industri skulle mærke modstand.

Selvfølgelig skal man beskytte sig mod influenzaen, men der er så meget, som klinger hult i den model, Fødevareministeriet har valgt at bruge. For det første giver det ingen mening, at eksporten stopper, hvis en høne i hr. Jensens hønsegård dratter om, men om så alle gråænderne i Peblingesøen vendte bunden i vejret, så har det ingen effekt på eksporten? Der ER konstateret fugleinfluenza i Danmark, og eksporten er ikke lukket ned af den grund. Andre lande magter at skelne – I Holland for eksempel er der forskellige regler for havehønsehold og erhverv.

Der er slet ingen tvivl om, at influenzaen trives bedst i fugle, der er presset på deres immunforsvar i forvejen – det kender vi kun alt for godt fra mennesker. Og det er nu engang sådan, at de små frilandsflokke har et væsentligt bedre helbred, end høns og kyllinger der går vinge ved vinge i et lukket hus i ammoniakdampe. Det viser sig også tydeligt på listen over, hvilke besætninger der er blevet ramt. Det her er en fra naturens side helt naturlig del af livet, men vi holder dyr på en måde, så de ikke tåler livet. Når det nu er eksporten, der kommer i klemme, kan det så skyldes, at det gang på gang er set, at smitten er flyttet rundt i verden med sammenstuvet fjerkræ i lastbiler?

Nå, men så er det vel sket med de stadigt mere populære frilandsænder til jul, må man gå ud fra. For selvfølgelig hører ænder og gæs til blandt de fugle, der er i fare for at få influenzaen. Både de smittede fugle på Møn og i København har været ænder. Det må da stoppe eksporten og koste samfundet…. åhhh nej, det er nok ikke så god en idé, for der går jo for utroligt mange millioner kroner ænder og gæs på friland og hos økolandmænd, som ikke lige har kapacitet til at sætte dem på stald. Så her er alternativet at slagte hele fjerbunken præventivt og ja miste millioner, de har jo endnu ikke den rigtige størrelse alle sammen. Men nej, de slipper, og jeg kan kun gisne, men det må være af lige præcis denne grund. Faktisk er myndighederne så flabede at begrunde undtagelsen i indespærringen med, at ænder og gæs ikke er helt så tilbøjelige til at blive syge. Men nu er det jo ikke trækkende høns, man skal beskytte sine høns imod, men fugleklatter fra trækkende ænder. I guder deres tanker om folket er ikke store…

Men hvad betyder så alt det her i praksis. Jo, millioner af frie høns bliver nu ikke dagligdagen tro lukket ud, men henvises til deres huse. Nedslagtningerne blandt hobbyhønsene er i fuld gang, så de samvittighedsfulde med rimelighed kan holde de resterende høns under påbudte små forhold. Dine økologiske æg i Brugsen er med et trylleslag, eller om ikke andet så i løbet af en ugens tid, degraderet. Nu støtter du ikke længere frie høns men pludselig stalddyr. Her på gården er plantagen tom for de frodige damer, der ellers skulle bruge vinteren på at få spist nedfaldne æbler og få tyndet ud i alverdens laver og svampesygdomme. Det betyder, at vores høns holder op med at lægge æg. Vi giver dem ikke sojabaseret kraftfoder og har ikke planer om at gøre det. Vi forudser en voldsom nedgang i trivslen, og da hønsedamerne ikke er helt unge længere tillige en høj dødelighed. De bliver omgående frustrerede over, at lågen ikke åbnes hver morgen. Men så længe det ikke er af fugleinfluenza, kan de roligt dø i fred. Sat på spidsen ja, men ikke langt fra usandsynligt.

Vores to gæs og to ænder kan så spankulere rundt udenfor den lukkede og overdækkede hønsegård (den blev bygget under sidste influenzaudbrud) og spise det græs, som myndighederne advarer mig imod at slå og fodre hønsene med. Samtidig med at tusinde og atter tusinde opdrættede og udsatte fasaner også er undtaget – de er svære at kalde ind igen, men helt naturligt og ganske uundgåeligt står de og glor ind på fængselshønsene.

I løbet af få dage stopper vi med at sælge æg, til det hele er ovre, og kvaliteten af både hønsenes liv og æggene er tilladt af staten igen. Vi vil anbefale, at du sætter dit forbrug af æg helt ned, naturligvis skal du blive ved med at vælge økologisk eller biodynamisk om muligt, men forvent ikke at det giver veltilfredse, frie høns i en rum tid.

Det er helt og andeles tydeligt, at pengene kommer først, dernæst penge, og jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt dyrevelfærd og ordentlighed overhovedet figurerer på den liste.

Søren Sørøver – der savner almindelig rimelighed

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til Penge pyntet med lånte fjer

  1. Pingback: Rød Alarm! | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: Vi finder os selvfølgelig ikke i det! Vi starter et HØNSEOPRØR! | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Hersom siger:

    Det er simpelthen så trist!

  4. Ole Christensen siger:

    Godt brølet løve! Herligt når nogen med den fornødne viden og erfaring bruger tid på at beskrive den egentlige sammenhæng uden den politiske sminkning.
    Ole Christensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s