Spis af en ven

1-dsc_04610001

Vi har mange dyr her på gården og af forskellige grunde. Nogle skal lægge æg og passe plantagen, andre er forældredyr, der avler afkom til forsyningen af kød. Avlsdyrene bliver man helt naturligt noget mere knyttet til end til deres afkom, man ved, én eller anden dag skal lade livet. Og så er der de dyr, som er her bare for at være her. Klappedyr om du vil, nogle der blot tilfører gården sjæl, varme og væsen. Både til hverdag og ikke mindst når der er gæster på gården.

Sådan nogle er gederne. Klappegeder. Dyr der ikke forventes andet af, end at de skal stille op, når der uddeles klapperi. Tue, det eneste handyr i flokken, var fra barnsben blevet “han-antificeret”, så der kommer ikke tillæg i flokken fra de to hunner Sure Signe og Nelly.

Således et lille harmonisk hold, hvor der aldrig bliver den uro fødsler og de efterfølgende uundgåelige reduktioner af flokken medfører på den ene eller anden måde. Tanken var, at gederne skulle forblive det tossede trekløver, til deres alder satte en naturlig stopper for rejehop og gedespring.

Men hvorfor hænger Nelly så ude i mit køleskab og venter på partering? Ja, det undrer også os en hel del. Hver morgen får gederne en lille foderskovl fuld af friskkværnet korn som tilskud til hø og græs, og de elsker det virkelig. Kådheden er ligeså stor som tålmodigheden er lille, når man træder ind i folden med den skovl. De tre dyr løber om hinanden og fodermesteren, hopper og springer og bruger hinanden som afsæt for at komme først i køen.

1-dsc_04580001

I forgårs var morgenen ikke anderledes end sædvanligt, men den lille ged Tue satte af med et vældigt spark i hovedet på Nelly. En kraftfuld lille klov lige ved siden af øjet, nær det vi ville kalde tindingen. Nelly blev tydeligvis ramt hårdt og vaklede lidt. De rammer hinanden hele tiden – leger, stanger, hopper og danser, og får det ene dask efter det andet, uden der sker noget ved det. Men ikke denne gang.

Den dejlige ged, faktisk yndlingsgeden, blev svimmel og omtåget. Den prøvede lidt forvirret at spise sammen med de andre. Den havde tydeligvis ikke synderlig ondt, men det var som om, den blev lammet i den ene side. Dens syn forsvandt i den side, og den havde ikke fuld kontrol over musklerne i den side af hverken hovedet eller kroppen. Vi har før haft dyr, der har slået hovedet og er kommet sig ret hurtigt, så vi gav hende lidt tid og så jævnligt til hende, men det gik kun én vej. Måske var det en blødning i hjernen, der pressede på, og efter nogle timer tog vi den trælse triste tur ud med den altid urimeligt tunge boltpistol. Den bliver altså ikke lettere af, at det er en nødslagtning, og slet ikke når det er et stort sundt dyr, man mentalt havde indstillet sig på, skulle have lov at blive en gammel gusten ged.

Der var ikke nogen modstand i hende. Hun mærkede intet og frygtede intet. De andre fik foder i den anden ende af folden og opdagede det heller ikke. Nu er tre blevet til to, på en helt ufattelig måde i helt uvirkelig hast. Og jeg skal lige vænne mig til, at jeg skal til at spise en ven. For spises skal den – alt andet ville være helt sort og spild af godt ungt dyreliv. På den måde kommer hun til at give, om ikke den tiltænkte mening, så dog en anden.

Den første ged i mine kødgryder på godt og ondt – den vil blive spist med glæde og respekt.

Søren Sørøver – med udvidet madhorisont

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

5 svar til Spis af en ven

  1. Pingback: Et sted med lavvande | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: Godt kød er tørt | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. mmthomsen66 siger:

    Respekt for beslutningen om at Nelly bidrager til husholdningen, selv om det blev på en anden måde end tiltænkt.

  4. Trine Lesemann Amstrup siger:

    Nejnejdog, åh hvor er det synd, for Nelly og Jer og hendes kammerater. Det må føles helt tomt på marken.. Hun har været en stor del af en stor glæde..🙂

  5. jette siger:

    Årh en trist og helt virkelig historie. Men et godt liv har hun haft indtil da🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s