Tolvte afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

Måske sidder du lige nu og vipper med dine bare brune tæer. Da er det tegn på, at der stadig er lidt sommer.

Det er værdifuldt – man må suge sommeren til sig og leve højt på fornemmelsen resten af året.

Til almindelig opmuntring får du her tolvte og sidste afsnit af “Balders bog”. Hvis du hellere vil læse historien i sin helhed, findes den også på landets biblioteker, og tænk hvor rigt – du kan bare gå ind og låne bogen gratis. Snart udkommer “Balders bog” som e-bog, og den findes i hardback nu.

DSC_08360001

Balders bog – tolvte afsnit:

– Det er ganske utilstedeligt, havde han sagt til damen på planteskolen. Uacceptabelt. Beskærersaksen var valgt med særlig megen omhu. Han havde læst produkttest og faglige vurderinger. At valget faldt netop på den røde saks skyldtes producentens livsvarige garanti på grebet samt det tilgængelige udvalg af reservedele. For selvfølgelig må man finde sig i at sliddele skal skiftes med tiden, men revnen i plastikbeklædningen burde ikke opstå.
Overhovedet ikke.
– Har du tabt den, spurgte hun og lagde samtidig skylden over på Hermod. Ikke helt men næsten. Da han stod i køen kort forinden og var harmfuld over besværet, sin mistede tid og den uhæderlige anprisning, lå skylden for det hele hos salgs- og produktionsleddet. Med de få ord havde hun ikke blot gjort ham til formodet skyldig i forsøg på uretmæssigt at tilrane sig en erstatningsvare, hun havde også øget hans harme til det ubærlige.
– Nej, havde han hvislet.
– Er du sikker, spurgte hun, og den slags er altid til både irritation og glæde i resten af køen.
– Ja, svarede manden bag Hermod, ellers havde han jo ikke sagt det vel. Du spurgte og fik et svar. Længere er den ikke.
– Så sender vi beskærersaksen ind til vurdering og eventuel reparation, fortsatte damen i alt andet end naturligt grønt tøj, men hvis det viser sig, at der er tale om en selvforskyldt skade, skal du betale omkostningerne.
– Det kan I da ikke være bekendt, manden bag Hermod havde blandet sig igen, reparationsværkstedet kan sige hvad som helst – nøjagtigt det I vil have, og så skal herren her bare betale?
Hvor belevent havde Hermod tænkt. Og undret sig over den vejrbidte forsvarer, der tydeligvis var et fysisk arbejdende menneske. Firskåren, stærk og med stor sikkerhed i sine afmålte bevægelser. Den beslutsomme måde en hændernes mand bruger rummet på. Som om højde gange længde gange grundlinje er en fornemmelse og ikke et regnestykke. En ret til at færdes som bliver overbevisende, når den ikke skal berigtiges. Hermod følte sig altid underligt tilpas i fremmede rum. Utilpas. Noget der hurtigt skulle overstås, så han kunne komme hjem igen. Enten hjem til sit undervisningslokale eller til sit hus. Og Margits selvfølgelig. Og Margit. Lærerværelset brød han sig heller ikke om. For stor udskiftning, for mange mennesker og forventninger til samtale.

– Må jeg lige færdiggøre denne ekspedition, havde hun sagt, syrligt, så bliver det din tur om lidt. Det måtte være ejeren selv. Ingen ansat ville gå så langt for at undgå at bytte en vare.
– Jeg kan ikke undvære min saks, havde Hermod skælvende indvendt. Den japanske have krævede nærmest daglige justeringer. Det varme fugtige vejr resulterede i ukontrollabel vækst, og han fik det fysisk dårligt ved tanken om de forestående uregelmæssigheder. Nye skud, bladfald, og en udflydende afslutning på søjlerne med kugler og de andre geometriske former. Geometriske former skal stå skarpt. Korrekt.
– Kan I ikke bare opføre jer ordentligt, undskylde for ulejligheden og udlevere en ny beskærersaks, havde den insisterende mand foreslået. Stående ved siden af Hermod og ikke længere som den næste i køen.
Damen havde ringet ihærdigt med den lille klokke under disken, og hendes mand, måtte det være, kom til syne fra baglokalet.
– Vil du ekspedere ham, havde hun sagt og peget på Hermods sidemand. Redningsmand.
– Jeg finder mig ikke i det, havde Hermod sagt med fornyet tro på sagen, denne episode vil blive beskrevet i et læserbrev. I en national avis, havde han tilføjet og mærket den forestående glæde ved at skulle skrive. Ved at have noget at skrive om.

– Det er mig bekendt første gang, et læserbrev har gjort en forskel. Tillykke, havde manden sagt og præsenteret sig som Balder, da de kort efter sammen forlod butikken. Hermod med en ny beskærersaks og Balder med en hensigtserklæring om aldrig at komme igen. Begge dele gjorde tydeligvis indtryk på ejerne.
Balder havde spurgt til Hermods have, og Hermod havde forklaret, hvordan stierne var anlagt i et særligt system, der virkede usystematisk på beskueren, men under den planlagte tilfældighed løb en åre af ro. Fordi intet i virkeligheden var tilfældigt. Nøjagtigt hvad den menneskelige hjerne har behov for.
Balder lyttede på en rar måde. Uden at forlange mere. Uden at forvente noget.
– Der er opstået en utæthed i bassindugen, havde Hermod sagt og undret sig over sin fortrolighed. End ikke Margit kendte til problemet endnu. Om aftenen lod han som om, han vandede rododendronbuskene og de små azalea på den lille forhøjning ved siden af dammen, men i virkeligheden supplerede han vandstanden. Der skulle flere og flere kander til, og snart var det uundgåeligt, at koikarperne måtte op og bassinet renoveres.
– Det er et stort arbejde, nærmest som at starte forfra, havde Balder sagt og nikket forstående. Skal jeg hjælpe, havde han tilføjet. Det koster ikke noget, fortsatte han, da Hermod havde set utryg ud.
Det var ikke det med pengene, eller det var selvfølgelig også et spørgsmål, men Hermods øjeblikkelige bekymring havde været tanken om et andet menneske tæt på. En at forholde sig til, og en der forholdt sig til ham. Målte ham måske og afvejede for og imod. Afregnede. Kontant. Uden det pekuniære. Den værste afregning af alle. Ikke målbar.
– Jeg har lavet den slags før, havde Balder sagt, og det er hårdt at flytte sten, tørv og folie.
Hermods ryg var stadig svag, bogligt svag havde han sagt med en vis stolthed, og øjeblikkeligt fortrudt, da Margits venner første gang tog den nye have i øjesyn. En mand af Balders støbning kunne udrette noget.
– Lad os kigge på det, Balder havde ikke givet op så let. Hvorfor blev han ved. Ingen hjælper nogen uden at få noget igen. Uden forventninger. Det var mistænkeligt.
Men de havde kigget på det, og Balder havde set. Set stregerne, meningen og målet. Set Hermod. Også bedre end Hermod selv.
Der havde været en særlig stilhed over arbejdet. En fortrolighed som ikke krævede noget, men blot gav.
– Hvorfor gør du det her, havde Hermod spurgt, da de sad ved bredden med deres mellemmadder og kølige øl.
Balder havde ikke umiddelbart noget svar. Var ikke forberedt, fordi det ikke havde været et spørgsmål. For ham.
– Fordi jeg ikke vil andet, svarede Balder endelig. Fordi jeg er fri og dermed ikke forpligtiget.
– Men hvorfor mig, havde Hermod spurgt. Det virkede som om, der ikke var noget at tabe. Bortset fra muligheden for at spørge.
– Der er ikke tale om en guddommelig udvælgelse, havde Balder svaret, jeg er her på egne vegne. Og han havde moret sig på en ordentlig måde.
– Du er interessant Hermod, og jeg samler på interessante mennesker.
Samler ligefrem, havde Hermod tænkt, og var blevet i tvivl om sit særlige potentiale. Er det godt eller dårligt at blive samlet på. Samlet op.
– Indtil videre har jeg ikke andre, svarede Balder, som kunne han gætte Hermods tvivl.
Margit havde været mest interesseret i, hvornår karperne kunne vende hjem til deres bassin. Også karperne.

Hermod har opfyldt Balders ønske og sendt ham til havs. Ladet ham gå derhen, hvor han ville være. For retfærdighedens skyld.
Da morgenlyset skaber en linje mellem hav og himmelrum, er jollen med Balder væk. Alting er væk. Blæsten har lagt sig, og dønningerne er aftagende. Hermod sidder længe. Forstenet. Uden indhold. Hverken i tilværelsen eller i kroppen. Tovværket slår nervøst mod rigningen. Afventende snarere end aggressivt. Det er Hermod, der er afventende. Intet skal overgå ham i at vente. Båden må klare sig selv. Den kan drive, som den vil, det er Hermod, der bestemmer, hvornår verden går videre. I den hårde eftermiddagssol står horisonten skarpt. Et sted derude begynder internationalt farvand. Med lidt god vilje kan Hermod se bøjen.

Som en skildpadde i sit skjold ligger Balder i jollen. Lemmerne stritter ud over kanten. Hvor skildpaddens levede liv ses i skjoldets stigninger, ses Balders i ansigtsfurernes dybde.
Sådan ligger den døde Balder længe. En umotiveret bule på en plan havoverflade.
Det blæser op igen, bølgerne bliver højere, og havet fråder. I fællesskab flytter træjollen og en hårdtslående brænding den døde Balder væk fra landet. Først skyller han lidt frem og tilbage i nationalt farvand, men snart trækker suget fra de store havstrømme Balder og jollen ud i verdenshavet. En form for liv er det, hvis liv er bevægelse. Der er ingen kontrol, det afsjælede legeme må blot følge saltvandets retning rundt om kloden.

En fisker får øje på vraggodset og påkalder både sine besætningsmedlemmer og sin gud. Der opstår uro og råb på dækket. Motoren synger i det gamle stålskrog, den får fuld bak, og svejsningerne hviner. Det er et stort afdanket skib med en tilsvarende kaptajn. De må vende rundt og gøre et nyt forsøg for at sejle tættere på. Nogle fægter med bådshager og en rebstige fires ned langs det rustne fribord. Alle er optaget af at bjerge Balder og jollen, da et militærfartøj støder til. Området har været holdt under observation gennem længere tid uden megen offentlig bevågenhed. Tilsvarende har det været med bevillingerne. Den øverstkommanderende beslutter at opbringe fiskefartøjet. Han sender sine soldater ombord, og de ifører sig fiskernes klæder, pjalter og hovedbeklædninger. De nøgne terrorister lænkes i krydserens lastrum.
Med et håndholdt kamera af ringe kvalitet optages en peloton, der henretter Balder. Kortvarigt, som i en rus, fjernes sækken over hans hoved, og dernæst skifter kameraet til de ophidsede soldaters hån og fornærmelser af alt godt i verden.
Få minutter senere begynder en deling af filmen blandt mediebureauerne. Eksperter kaldes ind til interviews, og tidligere tiders hændelser memoreres. Gæt bliver til fakta, og fakta bliver til berømmelse, da en sygeplejerske genkender den myrdede som hr. Jensen. Hun henvender sig straks til myndighederne, og efter en hurtig indsats fra etatens side slettes Hermods generalieblad og anklageskrift. Hermod udråbes til afdød mønsterborger og nationalhelt. Det var Balders tredje dødsfald. Der er noget magisk ved tallet tre.
– En mand i sin bedste alder, snøfter sygeplejersken foran kameraer og blitzlys. Både fint og rørende er man enige om på redaktionerne. Det er en ganske uventet berømmelse. Også for hende.
Ekstatisk ringer hun til sin datter. Tidspunktet er dårligt, men hvornår har en mor nogensinde bekymret sig om det. Datteren og hendes genfundne kærlighed fra gymnasietiden er netop ved at skabe en ny borger. Projektet må afbrydes, og vindersædcellen drypper på parketgulvet sammen med en anelse sædvæske. Det er ikke tilfældigt, den slags sker bare. Bedst som man tror, man har en vinder. Sædcellen har ellers ligget helt forrest i feltet, og var fra producentens side udstyret med netop den overlegne energipakke, der kunne have sikret befrugtning af ægget. Et menneskepotentiale gik tabt. Alt hvad mulighederne bød på udmundede i en genstridig plet på gulvbrædderne, og ikke i den pligttro embedsmand, som generne kodede for.
Datteren lover, at de vil tænde for fjernsynet og se indslaget. Det er ikke et tomt løfte, for den slags fjernsyn kører i ring, og derfor er intet, bortset fra det af kroppen tiltænkte vinderbarn, gået tabt. Kønsakten genoptages, ikke mindst fordi handlingen er langt mere end blot en akt. Nærværet giver en ny sædcelle førsteret til den lunefulde rejse, der udmunder i frit fald og en optimistisk, pågående kur til æggets overflade. Pludselig gives der lov, og ved hjælp af et sidste svirp med halen sender den i komplet samhørighed med ægget et signal til de øvrige sædceller om at dø.
Ægget bærer de kromosomer, denne måneds æg nu engang byder på, og opkomlingen af en sædcelle bærer sine. Der var millioner af sædceller, millioner af kombinationsmuligheder, men kun ét udfald og det er signifikant. I generne findes ukuelighed, en sjældent set stærk retfærdighedssans, kampgejst og viljestyrke. Kompromisløshed. Et særligt menneskebarn til kommende bekymringer for både forældre og institutioner.
Diplomatiet sættes ind sammen med en international krise. Ikke af lyst, kun af nød. Nogle står med ryggen mod muren. Anskuelserne råber i munden på hinanden, der gestikuleres og hyles, fremtidsscenarier oprulles, og dødsdomme afsiges. En grålig røg breder sig, og menneskehedens forbandelser tager til i styrke, mens de ramte bærer gryden med fastbrændt elendighed ud på bagtrappen.
Hermod bor på havet. Katten er med, og de spiser fisk sammen. Fjernt fra det begrænsede synsfelt landjorden afstikker. Omgivet af uendelighed.
Det befrugtede æg deler sig. Igen og igen. Alt foregår indtil videre planmæssigt. Ukontrolleret.
Måske et tilfælde.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

Et svar til Tolvte afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

  1. Karina siger:

    Tak for en god læseoplevelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s