Ellevte afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

Nu da det rent faktisk er blevet sommer, i hvert fald nogle få hede dage, kan du læse næstsidste afsnit af “Balders bog”.

Imens modner æbler og druer derudaf, stjernerne indtager deres positioner på daghimlen og flagermusene hviler i deres hjemmelavede soveposer.

Her skal vi gøre klar til et besøgshold, som skal have foredrag og rundvisning på gården. Bagefter må de høste, tilberede og spise en frokost af årstidens bedste grøntsager ledsaget af stedets vin eller øl.

DSC_08360001

“Balders bog” – ellevte afsnit:

– Hvordan har du det, spørger Balder. Det er Balder, der spørger. Det er helt forkert. Sådan er denne verden ikke, sådan skal den ikke være. Hermod spørger Balder, hvordan Balder har det. Det er rækkefølgen af ordene. Hvordan har du det, skal tone ud af Hermods stemmebånd og ikke af Balders. Det er Balder, de bekymrer sig om, begge to.
– Fint, svarer Hermod, hvordan har du det?
Så meget nemmere end at udrede misforståelsen.
– Fint, svarer Balder, og det, ved de begge, er usandt. Så er det da på plads.
– Løgner, siger Hermod.
– Løgner, siger Balder.
Så er det også på plads.
Venskab i koncentreret form. Findes der nogen større gave i et liv end den slags forståelse.
– Jeg har vist skandaliseret min identitet i det offentlige system, siger Hermod efter en velgørende pause. Din identitet, tilføjer han skamfuldt.
– Sikke noget sludder, Balder er oprørt, du gør alting efter bedste evne. Mere kan man ikke forlange af sig selv.
Og det trøster. Mere end forventet, men mindre end nødvendigt.
– Verden ville bevæge sig bedre, hvis du ikke var så helvedes regelret, sukker Balder og læner sig tilbage i den store pude.
– Hermod Jensen, spørger en betjent i døråbningen. Hun har det lyse hår samlet i en fletning. Der var engang, hvor betjente ikke havde fletninger.
Balder svarer bekræftende, det er jo ham, der skal det.
– Du er tiltalt for at fjerne offentligt indbo, for knallerttyveri, indbrud, menneskesmugling, skatteunddragelse, afgivelse af urigtige oplysninger, for at stjæle en kælk, en isbil, en bus, for butikstyveri samt for overtrædelse af et tilhold, siger betjenten og tager Balder nærmere i øjesyn.
– Top det med forfalskning af identitet, siger Balder og ser opvakt ud. Sjældent set frisk.
Det er på ingen måde morsomt, og så langt er betjenten og Hermod enige.
– Sagen kommer for retten, når du er udskrevet fra hospitalet. Vi får automatisk besked, siger betjenten og trækker sig. Måske bliver hun også utilpas. Af omgivelserne.
– Har du fået noget at spise, spørger Balder. Har han ikke lige spurgt om det. Måske påvirker sygdommen hans hukommelse udover de øvrige skader i kroppen. Hermod skal ikke have noget som helst udover fred og orden i sagerne. Det er alt, hvad der er nødvendigt. Orden. Forudsigelighed. Struktur. System.

– Systemet kræver, at du anerkender de hidtidige indberetninger, siger embedsmanden i telefonen. Hermod har igen lånt Balders, hans egen har fogeden sikkert fået ingenting for.
– Jeg kan jo ikke se indberetningerne, svarer Hermod spagfærdigt, men hvis det er nødvendigt, så anerkender jeg selvfølgelig.
Balder vinker afværgende, men han ligger også der i en lun hospitalsseng med faste måltider og bragt bækken. Hermod derimod har et eget ansvar for at få tilværelsen til at fungere. Udbetaling af hans månedlige folkepension vil være en god start.
Ikke bare en start. En forudsætning.
– Undskyld, tilføjer han. Bare for en sikkerheds skyld. Når der nu endelig er en at undskylde overfor.
Hermod kan høre indtastningen. Klikkene er lyden af et genfundet liv. Genvundet.
– Når du er udskrevet fra hospitalet, kan du henvende dig i socialforvaltningen og dagligt få den tilpassede ydelse, siger embedsmanden endelig. Der har været meget at indtaste.
– Fogeden har indleveret dit pas, du har pligt til at blive her i landet, fastslår han og lægger på. Der er nok også en del at ordne på sådan et kontor.

– En travl tid for de udvalgte, konstaterer Balder, da Hermod sidder tilbage uden mulighed for en høflig afskedshilsen.
– Jeg kan ikke hente min pension, før du er udskrevet, siger Hermod. Tydeligt tynget.
– Hvad skal du også bruge penge til, hvis du ikke spiser noget, spørger Balder.
– Du har heller ingen regninger på el, vand, varme, telefon, licens, forsikringer, ejendomsskat eller transport, tilføjer han.
Og nej, hvad skal man så med penge. Lidt til transporten havde været rart, for hjemvejen er lang, og Hermod dækkes af blød slud. Men nej, hvad skal han med penge. Udover at det er et dybfølt behov for sikkerhed, der dækkes, når man har dem. En tryghed. Også ved ikke at have nogen. En tryghed i at være uafhængig. I at kunne klare sig uden. Uden behov for penge, ingen behov for at opfylde krav. Det er en ukendt frihed, og den gør ham sulten.
Ejeren af provianteringen finder nogle frasorterede varer til Hermod, og Hermod lover at hjælpe med at male butikken, når det bliver tørvejr.
Det er et ensomt måltid, men det er ikke isoleret. Det vender udad. Ud mod verden. Ligesom Hermod. Eller en flig af ham.

– Hr. Jensen tager ikke ret godt imod behandlingen, siger sygeplejersken til Hermod. Som om det er Balders egen beslutning. Eller ansvar. Her tilbyder de ham det ypperligste indenfor diagnose, behandling og medicin, og så vælger han at være vrangvillig i sin krop. Næsten uforskammet er den. Balders optræden.
– Hr. Jensen skal tage mere imod, siger Hermod. Og det gælder både den rigtige og den uægte Jensen.
Balder giver ham ret. Det er også alt, hvad Balder magter at give. Dem begge.
– Vi forsøger med et nyt produkt de kommende dage, fortsætter hun, og håber det bedste.
– Ét I har gode erfaringer med, spørger Hermod. Nogen skal jo holde samtalen i gang.
– Det er forholdsvis nyt, svarer hun, hr. Jensens respons vil indgå som værdifuld viden.
– Vi tilbyder det kun til terminale patienter, tilføjer hun.
Terminal. Hvad er det for et ord. En form for afsluttet samtale eller et elektronisk apparat. Et trafikknudepunkt eller et ekspeditionssted. Det kan være hvad som helst. Det skal være noget andet. Noget med logistik. Ikke noget menneskeligt. Et ord med så forskellige betydninger kan ikke rumme det menneskelige. Det er umuligt. Hun må forsøge igen, hvis det skal ligge inden for de humane rammer. Engang, dengang Hermod var bilejer, før det blev nødvendigt at fjerne unødige omkostninger fra budgettet, dengang var terminalen det sted, han afleverede bilen, da den havde fået en bule. Han var ikke selv skyld i det, men bulen skulle rettes uanset årsag. Sådan er det, når man har noget af en vis værdi. Den skal opretholdes og værnes om. Genoprettes om nødvendigt.
Bulen blev rettet, og Hermod afhentede bilen på terminalen. Terminalen findes stadig, altså er terminal ikke noget endeligt. Hvordan kan noget af blik kædes sammen med det levende. Hvad mener hun med det ord. Kan hun som fagperson ikke bare koncentrere sig om det væsentlige. At holde folk levende. Ikke bare folk. Balder i særdeleshed. Han er nødvendig for folk. For retfærdigheden. Hvis bare hun vidste, hvor vigtig Balder er.
– Hr. Jensen bør nok overveje at kontakte en præst, siger hun. Hvorfor fanden i helvede skal Balder overveje det, om Hermod må spørge. Og det må han. Men hun hører det ikke. Om lidt går hun ned i omklædningen, skifter til sine smarte bukser, der havde passet bedre, hvis hun vejede syv kilo mindre, så køber hun ind på hjemvejen, råber hej til sine børn, laver mad og slapper af sammen med sin mand i sofaen foran fjernsynet resten af aftenen. Hvor uretfærdigt. Hvordan kan hun gå hjem og have et almindeligt liv med fødselsdage, adventsæbleskiver, orkidéer og en uges saltmættet havvand med sommerhus, mens Balder må ligge her og være syg. Ved hun, hvor godt hun har det. Ved hun, at vinterens forkølelser og det uventede nedbrud af vaskemaskinen er fuldstændig helt og aldeles ubetydelige hændelser i forhold til Balders situation. I forhold til Balders liv. Ved hun det. Hvis ikke fagpersoner ved noget, hvad kan man så bruge dem til.
Hun skal ikke komme her og sige mere. Ikke til Hermod, det er helt sikkert. Så må de sende en anden. En med forstand på det, der foregår. Det er vel det mindste, man kan forlange. Efter er langt liv som bidrager til systemet. Det er også Hermods system. Han har altid bakket op om det. Uforbeholdent. De finder ikke nogen mere dedikeret borger. Prøv bare. Kom an. Det kommer ikke til at ske. Luk ham inde i et lille rum og udsæt ham for alverdens prøvelser, han vil til hver en tid forsvare systemet. Det er hans. Det er alles.
Hun skal kraftedeme ikke komme her og tale om et autoværksted. Eller noget andet.
– Jeg er lidt træt nu, siger Balder.
Og ja, selvfølgelig er han det. Det koster at blive helbredt. Der skal energi til, og så har man ikke meget tilbage til omgang med andre. Fordums storhed er langt væk fra sengen med det fleksible børnegitter til brug om natten. Hermod lægger sin hånd over Balders. Den er varm. Alt for varm.

Vejret er også uroligt.
Hermod er alene. Alt for meget alene. Båden mangler Balder. Mad er ligegyldig, søvn er ligegyldig, tid er ligegyldig. Intet er gyldigt. Tiden går med at gå turen mellem sygehuset og det yderste af fjorden. Det går ikke godt. Ikke fremad som det skulle. Ikke engang i ring. Det går tilbage. For dem begge.
– Hr. Jensen kom alt for sent med sin sygdom, siger lægen. Fremskreden og ude af kontrol, tilføjer han. Også sygdommen.
Er en sygdom nogensinde i kontrol. Er sygdom uanset diagnose ikke mangel på kontrol. Et spark indefra. Noget man ikke har bedt om. Hvordan kommer man i tide, når systemet ikke vil tage imod. Hverken sygdom eller helbredelse.
– Hr. Jensen kom ikke for sent, hvæser Hermod, I sendte ham ud af systemet midt i behandlingen. I afviste og undsagde ham. Tvang ham ud i ingenmandsland, hvor ingen er ansvarlige, og alle mand er tabt.
Lægen er lamslået. Vitterligt slået ud af kurs. Det er en uventet modsigelse og et sjældent krav om ansvar. Selvfølgelig påtager de sig et ansvar. Men kun for at behandle efter bedste evne under de givne vilkår. Andet kan man ikke forlange. Andet kan ingen forlange. Og patientens sygdom havde taget overhånd, da lægestanden fik mulighed for at gribe ind.
Patienten. Det er ikke en patient. Det er ikke et menneske. Det er Balder, der ligger der og ser elendig ud. Hele verdens Balder, og hele verden må gøre noget. Nu.
– Ja, så siger vi farvel og tak for denne gang, siger sygeplejersken.
– Farvel og tak, spørger Hermod. Kuldkastet. Hvad er meningen. Er de ved at forlade en biograf. Efter en ualmindelig dårlig film. En forestilling. Noget uvirkeligt. Det kan ikke være rigtigt.
Lægens kittel blafrer i lyset, da døren suges i. Kan sygeplejersken løfte ansvaret alene. Kan nogen.
Ja, vi har en ventende patient på gangen, tilføjer hun, da Balder ikke umiddelbart forlader sengen.
Alting vender, når man har tabt. Alting falder, synker og suser til bunds uden respekt for tyngdekraft eller luftmodstand. Der er ingen modstand. Det er et tomt rum og en uendelig bevægelse. Et fysisk eksperiment som aldrig udmunder i en konklusion. Intet facit, ingen understregning af resultatet. Ingen aflevering. Der er intet tilbage, og hvad kan intet bruges til. Hvordan bygger man videre på intet. Hvordan starter man med intet. Hvem kan bruge intet til noget.

– Intet er et glimrende udgangspunkt, siger Balder. Det er langt bedre at føle sig frem på havet, end at erobre det. Overlegen viden og tillært kendskab gavner ingen; at kunne intet er et respektfuldt udgangspunkt. Ydmygt, og ydmyghed har verden brug for.
Verden har brug for Balder, men det hjælper ikke nu. Hermod forsøger at lytte i stedet for at sammensætte sætninger, der ikke hjælper. Masser af sætninger. De vælter frem hulter til bulter og skaber kaos, hvor han forsøger at danne overblik. Alle overflødige ord skal stå til side og give plads for de få nødvendige ordrer. Balder vil til havs. Balder vil slippes fri der.
– Læg mig i jollen og lad mig forsvinde, siger Balder, lad mig forsvinde og blive på én og samme tid.
Hvad er tid.
Den uendelighed der gik med at bære Balder hjem til båden. Den alt for lette Balder. Hermod ville, og de vilde er de ukuelige.
– Jeg mærker en opvågning; en ny tid nærmer sig. Nærmer os. Hvis jeg vågner i morgen, bliver jeg skuffet Hermod, du har aldrig skuffet mig.
Balders tid er brugt op, så meget er sikkert. Hermods indre er i kaos. Også Hermods indre.
Tovværket slår hårdt mod rigningen, og båden bevæger sig uroligt. Fortøjningerne er strakt hårdt ud. Bølgerne slækker dem i korte øjeblikke, og det giver et hårdt ryk i hele skroget, hver gang blæsten får overtaget og skubber udad igen. Kæmper blæsten mod bølgerne, eller ved intet, hvad det kæmper imod. Ved ingen, hvad de kæmper imod.
Glassene klirrer i skabet, en skuffe med slapt låsetøj glider ud og kolonialvarer spredes over dørken. Hermod må op. Op og blive væk i nattemørket. Være ubetydelig under det uendelige himmelrum, og svag omgivet af langt større kræfter. Være ingenting.
Så er han nødt til at gå ned til Balder og være alting igen. Der er ikke andre til det, og snart er han ikke længere af betydning for ham. Det mindste man kan gøre, er at være der. Tilstede.
Har Balders tilstedeværelse sat sig spor. Hvem kender ham. Dem han hver måned delte sin pension ud iblandt, sygehuspersonalet, bestyreren i skibsprovianteringen, katten på havnen. Ingen har kendt Balder rigtigt, og hvordan huske en ukendt. Det er alt for stort et ansvar, at Hermod skal sikre Balders betydning for verden.
– Der er så meget, jeg gerne vil, at jeg ikke får gjort det, mumler Hermod.
– Det betyder ikke noget, om man gør et stort indtryk på andre, bare man betyder noget for én, siger Balder.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

Et svar til Ellevte afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

  1. jonoula@gmail.com siger:

    Ok da

    Best wishes Venlige hilsner /Jonna

    > Den 25/08/2016 kl. 07.59 skrev Beretninger fra et autentisk landbrug : > > >

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s