Tiende afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

De seneste dage har rent faktisk været præget af vaskeægte sommervejr, og den slags beder nærmest om sommerlæsning.

Derfor får du her endnu et afsnit af “Balders bog”. Så er der kun et par stykker tilbage. De øvrige afsnit finder du HER.

“Balders bog” – tiende afsnit:

Regnen er kølig, men luften lunken. Hverken kold eller varm, men lunken som hans tiltro til den nye plan. De må anskaffe et transportmiddel til Balder. Det er ganske uholdbart fortsat at låne sig frem, og at få Balder til at gå turen langs fjorden én gang til, virker usandsynligt.

– Noget billigt med hjul, siger Hermod til ekspedienten i byggemarkedet, og sammen kigger de på udvalget af sækkevogne. Det bliver den billigste. Anden mulighed er der ikke, når de også skal have mad.
– Der er en indberetningsmeddelelse på dette betalingskort, oplyser ekspedienten, da Hermods indtastninger udløser en blinkende tekst. Alt for blinkende til at han kan nå at læse beskeden.
– Betalingen er afvist også, tilføjer han og Hermod finder en seddel og det sidste i mønter.

Det regner stadig, da Hermod forlader forretningen. Ikke let, men tungt og heftigt. Hans uldfrakke lugter af vådt dyr. Varmt dyr. Kolde dyr har ikke den lugt. Dyrs lugt ændres, når de bliver angste. Som menneskers også gør det. Deres samtale ændres tilsvarende. Uanset om et menneske forstår dyr eller ej, forstås deres indbyrdes sprog. Uanset art. Faresignalerne, de advarende lyde. Universelle er de. Det, der for dyr er vigtigst at formidle for artens overlevelse – at noget er truende, giver sig udtryk i lyde, alle forstår. En vildgås forstår, når et rådyr brøler vredt, en hare forstår, når en fasan skræpper op. Rovdyrene hører, at byttedyrene er bange. Og det er den risiko, det enkelte dyr løber. Når flokken advares om en trussel udefra, er det advarende dyr i størst fare af alle. Et spild af liv, hvis ingen har taget notits af advarslen. Et acceptabelt offer, hvis det redder et udvalg af arter.

– Dette er en advarsel, siger betjenten, der øjensynligt venter på ham udenfor, vi kan se på datatrafikken, at du i den seneste tid har opholdt dig en del i og omkring offentlige bygninger, der er underlagt forhøjet beredskab. Han bladrer i en stak papirer. Udskrifter med lister så vidt Hermod kan skimte fra den anden side af virkeligheden.
– Jeg kæmper for en sag, fastslår Hermod og fortryder omgående ordvalget. For to sager er det nærmere bestemt, men det er ordet kæmper, der trækker betjentens øjenbryn ind mod midten. Den i forvejen sparsomme midte.
– Flere af hinanden uafhængige og tilfældige fejl har medført, at min gode ven Balder Thorsen har mistet sin identitet, og at jeg selv har mistet min ejendom. Det er dybt beklageligt, vi anklager ingen i systemet, men ønsker blot fejlene rettet.
– Den slags fejl findes ikke, sukker betjenten, og du skal holde dig væk fra offentlig ejendom. Det er et påbud.
– Hvordan skal jeg så komme videre med sagerne, hvisker Hermod. Hans hænder skælver, og hans stemme svigter. Hvor er kontrollen. Han må genvinde kontrollen.
– Jeg kan indstille dig til behandling, svarer betjenten. Nøgternt. Betalt af det offentlige naturligvis, vi kerer os om borgernes tilstand, tilføjer han i et mildere tonefald.
Hermod har ikke brug for behandling, det er Balder, der trænger. Balder kan få Hermods plads.

Turen ud til båden er lang, men den opløses i et nærmest kosmisk lys. Den særlige blidhed solens stråler får, når de presses igennem en lang dags sidste regndråber. Alting reflekteres og retter sig mod Hermod. I Hermod.
Han parkerer sækkevognen på land og skræver over rælingen. Båden nikker og fortæller Balder, at nogen er på vej. Noget er på vej, en løsning. Måske ikke i tide, men på tide.
Balder ligger sammenkrøbet i køjen. Han fylder ikke nok på den måde. Hermods pulsslag overdøver al samtale. Han må ringe til vagtlægen og få Balder indlagt. Med Balders telefon og Hermods personnummer. Det de hver især har at gøre med.
– Kan patienten selv komme ind til vagtlægen, spørger centralen, og Hermod svarer, at en ambulance er helt nødvendig. De kan komme så langt som til havnen, og det bliver vanskeligt i sig selv.
Balder skyller nogle smertestillende piller ned, og imens finder Hermod varmt tøj frem. Varmt tøj og en stump tovværk til at fiksere Balder på sækkevognen. Det er blevet skumringstid, og en overset ujævnhed i stien kan nemt få Balder til at gå forover. Ingen ved, om nogen af dem i så fald magter at få ham op at stå igen.
Pillerne virker, og turen ind til havnen betyder ingenting. Det eneste, der betyder noget, er, at Balder nu kommer på hospitalet. Kommer i behandling.
De siger ikke et ord undervejs, Kun tal. Igen og igen til Balder kan sit nye personnummer udenad. Hermod stikker plastikkortet i Balders jakkelomme og overlader ham til ambulancefolkene. Overlader ham til sig selv for første gang i lang tid, og alligevel er det Hermod, der føler sig forladt.

Det er en dag med solskin. Et lavt varmt lys rammer stuens indervæg, og de få farver i rummet forstærkes. Selv Balders farver er bedre, det blå i hans øjne er klart, og ansigtskuløren er rødmosset. Som efter en lang dag på havet.
– Er det der, du har været, spørger Hermod, eller hvad har de givet dig.
– Jeg har ikke været på havet, svarer Balder, jeg har været i det. Hele natten, og saltvandet har gjort mig godt.
– Havet er døden for menneskene, siger Hermod, før eller siden må de søge land for at overleve, der er ikke ilt i tilstrækkelige mængder, og selvom der er føde, mangler det livsnødvendige drikkevand.
– Jeg vandrede fra stranden og videre ud igennem brændingen, fortæller Balder, gik og gik, fulgte havbunden og lod håret flagre i de langsomme bevægelser, som kun findes så elegante under vand. Jeg lod hjertets slag følge samme rolige rytme. Så fjernt fra den bekymrede hjertebanken mennesker får, når de omsluttes af manglen på luft.
Hermods ansigt afslører ikke irritationen, men han skifter for hurtigt position. Havde det ikke været for den tydeligt gavnlige virkning, ville han have diskuteret det irrationelle. En drøm bør hvile på et fornuftigt grundlag. Som udgangspunkt i hvert fald.
– I min krop er nattens minder endnu, snakker Balder videre, og jeg ved ikke, hvor gamle de egentlig er. Måske er de afsat som markører på mine gener, budbringere er de. Til hver en tid kan de føre mig ind i forhistoriens uendelige hav. Med dets bemærkelsesværdige på en gang dæmpende og forstærkende virkning på al lyd. Det ubegribeligt klare og alligevel blide lys på lavt vand og længere ude, hvor jeg går gennem fordybninger på havbunden, over bakker, gennem dale og klatrende på bevoksede stensletter, det aftagende lys, der skærper opmærksomheden. Stålblanke stimer over mit hoved og jagende rovfisk fjerner al ensomhed i verden. Saltvandets planter snor sig om mine ankler, muslinger klapper sammen, når sandkorn hvirvles op, og mine fodaftryk forsvinder nøjagtigt så hurtigt, som alle menneskers bør gøre det. Dybere og dybere ud og jeg ved ikke hvordan eller hvornår, jeg vendte tilbage.
– Men her er du kammerat, siger Hermod og ser oprigtigt glad ud. Måske virker al den medicin. Måske bliver Balder rask og kommer hjem igen.
De er i live, de er sammen, og solen skinner.

– Passer du på skibet, spørger Balder, det er ikke nok at justere fortøjningerne, hvis vandet stiger meget, skal også fenderne flyttes.
– Jeg har lånt en bog om det, svarer Hermod, den gennemgår såvel vedligeholdelse som sejlads.
– Ingen kan læse sig til at sejle, siger Balder.
Det er en skuffelse, at han ikke anerkender forsøget. Interessen for sagen. I det mindste.
– At sejle er en kunst. En betvingelse som al kunst er. En trang til at betvinge det ubetvingelige. Forme det uformelige. Fastholde en tilstedeværelse i et fjendtligt element. Venligt på overfladen, men brutalt når overfladen brydes.
Hvor afslørende en mangel på uddannelse. Intet i den afdeling ligger uden for de faste rammer. Kemiske formler for havvandets bestanddele, bølgemekanik, stabilitetsberegninger og konstruktionstegninger. Meteorologi dækker de skiftende hændelser. På havet såvel som på land er intet overladt til tilfældighederne. Det kan vel selv Balder se.
– Mennesket kan ikke se igennem havoverfladen, fortsætter Balder, havets folk bruger vandet, men færdes kun på overfladen. De flytter milliarder af vandmolekyler for at transportere varer og artsfæller i alle afskygninger, de har enklaver i jern og stål som små siddepinde, mens havets undergrund gennemhulles og tømmes, og de har flydende fabrikker, der i store områder kan tage alt liv på havbunden med sig. Men de har ikke havet med sig. Havets overflade deler den ubegribelige verden fra den velkendte. Mentalt uigennemtrængelig som et spejl.
– Har du tænkt over det, spørger Balder, og den dragende duft af skibslak og rådden tang bliver til hospitalslugt og tvivlsomme strømninger fra blomstervasen på klapbordet.
– Jeg bryder mig ikke om vand, svarer Hermod, slet ikke om det, der er nedenunder.
Han smiler, undskyldende, og rejser sig fra gæstestolen.
– Spørg bestyreren i skibsprovianteringen om du ikke også kan få adresse hos ham, siger Balder til afsked.
Alt ordner sig nu. På bedste måde får de reddet trådene ud og reddet Balder.

– Du godeste, siger bibliotekaren, en ny én med kontaktlinser, da de får adgang til Hermods elektroniske postboks.
– Her er jo henvendelser fra myndighederne, som går tilbage til systemets start, tilføjer han bestyrtet.
Der er påmindelser, krav, gebyrer, rykkere, indkaldelser, indberetninger, varsler og sanktioner.
Det hele er hans egen fejl.
Hermod er rystet. I sin grundvold. Tænk alle de gange myndighederne har skrevet til ham, og så har han ganske uhøfligt undladt at svare. Hvem skal han skrive til for at forklare misforståelsen og undskylde.
– Dette bliver betragtet som obstruktion, siger bibliotekaren og ser alvorligt på Hermod, det er en borgerpligt at modtage post. Systemet har registreret, at du har nægtet at benytte din adgang.
– Jeg kunne ikke få adgang, siger Hermod hændervridende, systemet kørte i ring, og krævede identifikationer og kodeord, som krævede andre identifikationer og kodeord.
– Der er intet galt med systemet, siger bibliotekaren, og hans stemme begynder at have den hårde kant, som opstår af anstrengt høflighed, det er teknisk funderet og sikkert konstrueret. Fri for den fejlbarlighed som mennesker rummer.
– Jamen, fremstammer Hermod, jeg vidste ikke… jeg forsikrer, jeg vidste ikke, at det var påbudt.
– Det er også en borgerpligt at holde sig orienteret, vrisser bibliotekaren.
– Hvem skal jeg skrive til og forklare sagens rette sammenhæng, spørger Hermod fortvivlet. Han har ikke haft til hensigt at snyde eller undlade; hvad må de ikke tro om ham.
– Det elektroniske postsystem kan kun sende, ikke modtage. Det er en ganske ligetil kommunikationsvej imellem staten og den enkelte borger, svarer bibliotekaren og rejser sig for at undslippe. Ingen vil kædes sammen med en svindler.
Og svindlere findes allevegne. Hvor man mindst venter det, som Hermods far altid sagde. Han arbejdede med forsikringer og vidste alt om, hvordan en risiko skulle afdækkes. Elimineres. Hermods far kunne skimte snyd på lang afstand. Ikke bare ved tegning af policer men i mindst lige så høj grad når skader blev anmeldt. Nøglemedarbejder blev han kaldt under en årsfest. Eller var det et jubilæum. Eller var det årets medarbejder. Takket være grundighed, naboer og andre anonyme kilder kunne han gang på gang afvise erstatningssager, og holde udbetalingsraten i bund.

– Tag dig ikke af ham, siger Balder, han er blevet tabt som barn. Bare ikke nok.
Hermod hænger ikke rigtig sammen indeni. Det er, som om bindevævet har løsnet sig i hele kroppen. Han er blevet løs. Usikker. Faldefærdig eller bare sammenfalden. Det er ikke ligegyldigt, om det er det ene eller det andet.
– Får du noget at spise, spørger Balder bekymret.
Spise. Hvor ligegyldigt. Hvem kan spise, når verden er væltet. Når man selv har væltet tilværelsen omkuld. Sult. Hvordan mærkes sult. Hvorfor spise, hvis ikke kroppen beder om det. Den må selv sige til, hvis noget mangler. Han kan ikke tage sig af alting. Ikke engang det vigtige. Hvordan skulle han kunne tage sig af behov, som ikke melder sig. I en perfekt verden måske, men denne verden er langt fra perfekt. Hvad skulle han også spise, uden lyst til mad. Hvordan vælge det rigtige. Tage den rigtige beslutning. Uanset hvad ville det blive liggende på tallerkenen, eller i bedste fald blive hængende i munden. Spyttet ud. Hvad er det, Balder siger.
– Ja selvfølgelig, svarer Hermod. Beroligende. Også for Balder.
Siger han mere. Er det noget, der skal svares på. Noget af betydning eller konverserer de bare, mens tiden går. Folk skal bare have tiden til at gå, mens de er her. Det er sådan, verden fungerer. Med morsomme konkurrencer, dans og virkelige menneskers virkelige liv. Lad gå, lad gå. Hans far kunne gå på vandet. Næsten også i det, men til sidst, under hårdt pres, gik han til bekendelse, og det omfattende underslæb blev afsløret. Hvem skulle have troet det. Ikke Hermod og hans mor. Heller ikke naboerne og nok derfor blev de ved med at tale om det. Kun Hermods mor holdt hurtigt op med at tale om hans far. Så var de bare de to. I hele verden. Hun stolede på ham, og med hentydninger, som kun de indbyrdes forstod, gjorde hun ham det begribeligt, hvor vigtigt det er at have orden i sagerne. Passe sit. Hver sit også. Da han mødte Margit, blev verden større, og han havde faktisk været klar til at fylde den ud. Men der er noget trygt ved det diskrete. Det tilbageholdne. Man slipper også for ligegyldige konversationer med ligegyldige mennesker, som tror, de kender én. Hvem kender ham egentlig, når det kommer til stykket. Balder måske. Nogle gange bedre end Hermod selv. Og det er nok det største, man kan opnå i et venskab, at nogen vil kende og opnår at kende én bedre, end man selv gør. Har forklaringerne på ens sindstilstand, mens man selv vrider sig i usikkerhed og søgen efter svar.
– De suger al optimisme ud af os, konstaterer Balder, og der er ikke meget at tage af. Eller give af.
Hermod siger ingenting. Indeholder ingenting.

Det er andet år med tørke, og blot nogle få risplanter i nærheden af kanalen har klaret vækstsæsonen. Den sædvanlige raslen af blæst i stråene findes ikke længere, kun små skyer af støv viser tegn på vind. En gylden mysteriesnegl gnaver i stænglerne under vandet, og den bliver det sidste måltid for en udmarvet and. Førhen var de en flok, som holdt risen fri for skadedyr og ukrudt, men denne and gik fri af fællesslagtningen. Måske var den uheldig.
Hverken mæt eller trind bliver anden. En enkelt snegl gør ingen velnæret. Den er pjusket i fjerdragten og brystbenet rager frem, men selv uden noget at give af, giver den alt, hvad den har og rapper vredt, da den ældre dames knoglede hænder forsigtigt samles omkring vinger og krop. En lidelsesfælle når det kommer til manglende pondus. Hun bærer anden med hjem til sit beskedne hus og deler sin mad med den. Sådan et stykke fjerkræ tager hurtigt på, og den hærgende bande vil så gerne have den med til middag, at de slår damen fordærvet for at tage dyret ud af hendes arme. And a la Peking bliver den til takket være en bandit med kokkebaggrund. Den ældre dames nabo finder hende, løfter hende forsigtigt op i en trækærre, og kører både hende og en samling kålhoveder ind til byen. På sygehuset bliver hun modtaget omsorgsfuldt, og da hun vågner af narkosen næste dag, er det en gipsbandage rigere og en nyre fattigere. Nyren er kølet grundigt ned, den har fået udarbejdet en profil samt passende fødselsdato. I en lille kuffert bæres den ombord på en flyver, og efter en del timer i de højere luftlag skifter den først hænder og dernæst ejer. Den lille dames gener findes nu to steder på kloden. Hendes velfungerende nyre erstatter en udtjent, og det bortopererede organ lægges i en bakke på operationsstuen og fotograferes. Diabetespatienten med kronisk nyresvigt fejrer nogle uger senere sin anden chance i tilværelsen. Med venner, fotodokumentation og othellolagkage. Hunden får også et stykke, og antallet af colibakterier i flødeskummet slår dens tarmflora ud. Ud står det om ikke af begge ender, så dog af den ene. Det bliver en lang nat med gulvvask og ture i haven. Næste morgen sover diabetespatientens kæreste over sig, og han kommer for sent på arbejde. Toget venter, til føreren dukker op, og selvom han forsøger at indhente noget af den tabte tid, forsinkes de ethundredeotteogtres passagerer en del. For de ethundredesyvogtres andre har det ukendte konsekvenser, men for frisøreleven er det frygteligt. Salonens ejer har et udadvendt temperament, og denne dag er det styrket af hormonel påvirkning. Møgfaldet gør eleven usikker på hånden. Saksen vikler sig om fingrene, kammen klæber, hårnåle falder på gulvet, og den kemiske luft vibrerer af katastrofe. Den indtræder, da en ung piges pandehår klippes en smule skævt. Pigens mor laver en scene, der slet ikke står mål med den, pigen selv optræder på. Udover erstatning for tort, svie og smerte forlanger de pengene for den prisbillige elevklipning retur. Så er der kontanter til et cafébesøg. Gaveposen med hårplejeprodukter glemmer de under bordet, og indholdet er lige noget for den underbetalte tjener, som længe har drømt om ny kulør. Også på håret. Indholdet af allergener overskrider ikke grænseværdierne, men omtrent samtidig med at den betænkelige gule farve fortrænger hans naturlige mørkebrune, opstår en voldsom hævelse og kløe på hals og i hovedbund. Rødmosset og med knopper aflyser han sin aftenaftale. Det var ellers andet møde. Der hvor man ligesom finder ud af, om det skal fortsætte eller ej. Ej blev det, for i skuffelse tager den forsmåede i stedet til et debatmøde og møder der en gammel klassekammerat fra gymnasiet. De havde igennem de tre år holdt øje med hinanden. Altid på afstand og altid med frygten for at komme for nær. Få det afgjort. Så hellere usikkerhed og håb. Hvad er der i virkeligheden at tabe andet end muligheden, tænker de begge nu, og således kommer modet med alderen. Eller var det med anden. Måske et tilfælde, om det er det ene eller det andet.