Niende afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

Der er ikke megen sommer at prale af, men derfor kan du godt få næste afsnit af historien om Balder og Hermod.

Mangler du de første 8, finder du dem lige HER.

DSC_08360001

“Balders bog” – niende afsnit:

Han ser på hende. Bryder sig egentlig ikke om hende. Har måske aldrig gjort det. Tanken er for vanskelig, og han skubber den bort.
– Skattevæsenet har kontaktet mig, fordi du ikke har betalt din gæld. Til tiden, siger hun. Er der en begejstring i det sidste, eller er det bare, fordi hun er nødt til at trække luft ind, før de to sidste ord kan komme ud. Hvorfor blander myndighederne andre ind i sagen. En forkert sag, en fejlagtig hændelse. Hvorfor skal også hans omdømme belastes af systemets fejl. Hun kan tro, hvad hun vil om ham, men hun skal ikke have den slags at glæde sig over. Ikke noget konkret.
– De har spurgt, om jeg vil købe huset tilbage, fortsætter hun, ejendomsmarkedet er svækket, og det kan have lange udsigter, medmindre man selv finder en potentiel køber, som fogeden siger.
Så de har talt om ham. Bag ham. Er han blevet et mindre menneske af at blive sat under administration. Mindre værd. Mindre værd eller bare helt uden betydning. Hvordan kan andre lovmæssigt forvalte hans tilværelse og muligheder sådan uden videre. Uden blusel. Hvorfor er skamfuldheden helt på hans side.

Hermod køber ind, når han nu alligevel er taget ind til byen. Hvor lidt kan de klare sig med. Hvor meget kan de undvære. Eller er det omvendt.
Han lægger pakken med kiks tilbage og tager i stedet en ekstra pose kartofler. Kartofler mætter mere. På sin vis er indkøb en fornøjelse. Det er en opvisning i hurtig hovedregning, en påmindelse om det enkle. Det, der er i kurven, kan lægges sammen som pris eller som næring. På turen rundt i forretningen skal der adderes og subtraheres. At lægge varer tilbage, skifte ud og nedjustere er blot en træning af de matematiske evner. En opmuntrende oplevelse der hæver sig langt over de udslidte børneforældres tvangsindkøb. En uropførelse er det nærmest, en tankeballet med piruetter, betydningsfulde stop, allegro, arabesque og balancé. Og han kan købe, kan han. Nærmest hvad han vil. Det er Hermods valg, et frit valg i et frit land. Alt er op til ham selv, det handler bare om at vælge. Måske skal han også tage en pose rødbeder. Eller kål.

– Vil du følge med et øjeblik, siger en fast stemme bag Hermod, netop da det bliver hans tur ikke mindst til at klage over køens længde. Kan de ikke åbne en kasse mere, når de frisatte arbejdstagere skal have dagens måltid igennem betalingssystemet.
– Overvågningsbåndet viser, at du har taget en pakke kiks, siger butiksbestyreren, og pakken er ikke lagt på båndet til betaling, fortsætter han. Er det triumferende, eller er hans toneleje bare højere sidst i sætningerne.
– Jeg ombestemte mig, svarer Hermod, kiksene kunne ikke bibringe min krop den næring en pose kartofler af tilsvarende værdi ville kunne.
– Hvor på kroppen gemmer du kiksene, spørger bestyreren. Så noget af Hermods tale har han forstået.

Det er længe siden, at nogen har rørt Hermod på den måde. Minutiøst, omhyggeligt og systematisk. Ikke siden Margit besluttede sig for, at en mere faglig tilgang til deres samliv kunne være redningsplanken. Ja, det var ordet. Og de skulle skiftes. Tage tid selvfølgelig. Margit satte det lille æggeur fra køkkenet, og for hver fem minutter skulle de skiftes. Det ringede kun kort tid. I hvert fald hvis man ikke drejede overdelen ekstra langt tilbage, men blot stillede pilen de fem minutter frem. Et kort klemt var alt, det gav, og et kort klemt var ikke nok til at holde Hermod vågen. Men så lavede de meget andet sammen. Ikke mindst da Margit lånte et udvalg af bøger, og den japanske have skulle formes. Han forstod aldrig det japanske, men meningen var at skabe ro. Indre ro. Og det virkede, for sjældent havde der været så megen ro, som i perioden med anlægsarbejdet. Jord skulle flyttes, formes og rettes af, og diverse velvoksne planter skulle findes, graves op og flyttes hjem. Men japansk var det blevet, og den lette harmoniske stil stod smukt til de gule mursten og brune vinduesrammer i huset. Det sagde deres venner også. Margits venner var det vel. Det var, når alt kom til alt, nogle hun kendte fra sit arbejde. Hermod kendte ikke ret mange. Hverken fra sit arbejde eller fra andre steder. Vennerne fra dagene i sommerhuset havde ikke holdt så lang tid efter Margits indtog i magtsfæren, og de efterfølgende bekendtskaber hidrørte mest fra Margits arbejdsplads. Hvis ikke helt. Jo, alle dem, de kendte, havde vel en relation til hende, og derfor var det også helt naturligt, at Hermod mistede kontakten senere hen. Eller hvad man nu skulle kalde det tidspunkt.

Det kunne også have noget med den japanske have at gøre. Måske var det af høflighed, vennerne roste de snirklede gange og formklippede stedsegrønne. Måske var de slet ikke oprigtigt interesserede i bambusrør med tyngdepunkt og vandladning, koikarper og det skjulte pumpesystem. Det er slet ikke utænkeligt, at de kviede sig ved ærlige udmeldinger og fortrak i stilhed. For ikke at skabe en dårlig stemning eller for at undgå akavede samtaler. Hvem ved.

Venner er ikke, hvad de har været. Virkeligheden er ikke, hvad den har været.
Balder er en ven. Den eneste ja, men det er ikke et udtryk for en rangordning. Eller en forringelse af værdien. At Balder er den eneste ven, betyder alene, at han er den eneste, der har været titlen værdig. Den eneste værd at samle på. Og hvorfor samle på mindre end det.
Det er Hermods valg, et frit valg i et frit land. Alt er op til ham selv, det handler bare om at vælge.
Alt er muligt. Han skal selv sørge for, at Balder bliver rask, så deres venskab ikke går tabt.

– Har du smidt pakken fra dig, hvor er den nu, spørger bestyreren, og det er to spørgsmål i ét.
– Jeg lagde kiksene tilbage på hylden, svarer Hermod lettere forundret over at blive antastet og udspurgt foran de andre i køen. Men hvorfor ikke. Det er mandens arbejde at holde øje med andre, og dette samfund kan ikke bestå uden en dedikeret og altomfattende kontrol med varer og tjenesteydelser. At detaljerne udgør et korrekt grundlag for helheden, er selvfølgeligt. Ellers var der ingen helhed. Systemet ville smuldre uden det spindelvævsfine net af kontrollerede detaljer.
– Ifølge betingelserne for indkøb i denne dagligvarekæde skal du dokumentere, at pakken med kiks er lagt tilbage på hylden, siger bestyreren, hvis ikke denne dokumentation er på plads, vil vi anmelde optrinnet, og du hører fra vores juridiske afdeling.

– Er det en galaktisk sammensværgelse, eller blot et sammentræf af betænkelige omstændigheder, spørger Balder over kartoffelmosen. Der er bløde løg til. Og øl. Et festmåltid blandt venner. Balder har aldrig forstået nødvendigheden af et nidkært system.
Der findes ikke sammensværgelser. Tilfældigheder måske, men ikke sammensværgelser. Der er en ærlig og redelig fælles interesse i, at det økonomiske og demokratiske system fungerer, og det kan sølvpapirshatte ikke ændre på. De kan latterliggøre sig selv, men det er også det højest opnåelige. Som nu Balder, der sidder med en skål af rustfrit stål som hjelm. Han skal ikke begynde at sige noget, det har ingen af dem brug for. Balder skal bare stille skålen på plads i kabyssen og slappe helt af. Ligesom Hermod. Alt er godt. Nu.
Det hele falder på plads. Fejlene bliver rettet, tingene former sig, og det velkendte vender tilbage. Nogle gange skal noget hjælpes på vej, men det er i virkeligheden et spørgsmål om hastighed i fremrykningen. Hjælp eller ej, så formes alt efter det vedtagne mønster.

En mønsterelev var han. Det blev sagt hvert år til konsultationerne, og hans regnelærer skrev det også i karakterbogen. Den var desværre ikke at finde, da flyttemændene tømte huset. Hvis Hermod bare var kommet hjem lidt før, havde han selv nået at gennemgå skufferne i skrivebordet.
Han havde heller ikke fået fotoalbummet med sig. Det gamle af dem. De nyere havde Margit taget. Der var mange billeder fra årene i huset, turene i weekenderne og besøgene i den nærliggende slotspark. Hun havde gennemgået siderne, og alle fotos med Hermod eller dele heraf var blevet pillet ud og lagt i en bunke på bordet. Huset var tilsluttet fjernvarmesystemet, men den dag havde han ønsket sig en brændeovn. Da hun var kørt med det sidste læs, havde han antændt bunken i et fuglebad af tilhugget kampesten. Det vedblev at være lidt tilsværtet. Sådan går det, når man bruger noget på en utilsigtet måde.

Det gamle album ville han gerne have beholdt. Der var fotos af hans forældre som børn, unge og voksne. Også nogle fra hans egen barndom. Det var de billeder, der udgjorde hans barndom. Det han kunne huske, stemte overens med de matte overfladers historie. Han kunne godt bruge den overensstemmelse nu. At kunne slappe af et øjeblik hvilende i en tilstand, hvor tingene passer. Et glimt bare, ville være velgørende. Som den dag hvor hans mor kom ind på værelset med kameraet. Det brune hylster dinglede i sin skrue under bunden, og hun satte en af de dyre blitzlamper i den lille parabol. Hermod sad ved sit spinkle skrivebord, det stod op langs væggen ind mod midten af huset. Under skråvæggen bag ham var sengen. Et smalt værelse, men hans. En smal tilværelse, men hans.
Hermod havde netop grebet linealen for at dobbeltunderstrege et facit i blækregningen, og hans mor forevigede det øjeblik, hvor han krumbøjet og koncentreret afsluttede opgaven. Et svagt modlys fra vinduet i gavlen bag ham gav øjeblikket en uventet højtidelighed. Noget dyrebart som var langt større end indholdet. Præcis som i en menneskekrop. At se til er vi skræmmende ens. I åben tilstand er der hjerte, lunger, tarme og andre indre organer. Hjerne, muskler, blodårer og diverse fysiske nødvendigheder. Ens som udgangspunkt i opbygningen, og dog så forskellige som resultat. Når livet er der. Det er livet, der gør os enestående og karakteristiske. Forunderlige og uforudsigelige. Uundværlige. Som Balder.

– Jeg tager ind på biblioteket for at bruge en computer, siger Hermod, dette skal løses fra en ende af. Den logiske vej til opklaring. Først adgang til den offentlige korrespondance, dernæst udredning af systemets fejl, så kreditværdighed og endelig Balders behandling på overlægens tosengsstue. De har tabt kostbar tid ved at sætte ind hist og pist. En mere målrettet tilgang skal det være. Men Hermod kunne ikke have gjort det bedre, så meget er sikkert, han har handlet efter bedste evne undervejs. At efterrationalisere sig frem til noget andet ville være dybt uretfærdigt. En selvbebrejdelse de ikke kan bruge til noget.

– Mange borgere kommer for at få hjælp til at bestille nøglekort, siger bibliotekaren forstående, selvom de har en computer derhjemme.
Hermod ser ingen grund til at fortælle om beslaglæggelsen af sine værdier, men han føler en anelse skyld over at give indtryk af at have noget. Pæn i tøjet er han da, og han fjerner skyndsomt nogle fnug fra frakken.
– Jo ser du, kvidrer hun, vi går ind på denne enkle hjemmeside og udfylder nogle få oplysninger om din identitet. Har du kørekort eller sygesikringsbevis med?
– Ja tak, siger Hermod og er virkelig taknemmelig. For hjælp og for et hjælpsomt menneske.
– Og det er adressen, dit nøglekort skal sendes til, spørger hun og peger på de hævede bogstaver. De ophovnede. Som Hermods øjne da han vågnede i morges. Han var nødt til at vente med at gå ind i kahytten til Balder. Lå og læste en times tid og håbede på bedring. Den slags skal bare have tid.
– Det er nok ikke så godt, svarer Hermod og forklarer, at han er fraflyttet. For nyligt altså, det er derfor, der endnu ikke er kommet et nyt sygesikringsbevis.
– Hvor skal dit nøglekort så sendes til, spøger damen og kigger venligt henover brilleglassene. Hvor velgørende at bibliotekarstanden holder fast i stel og ikke lader sig rive med af kontaktlinsebølgen. Hvor ubehageligt et spørgsmål. Hermod er tom. For ord og for svar. Hvor skal hans post sendes hen.
– Kan det komme hertil, spørger han endelig og kan mærke ynkeligheden helt ud i huden.
– Nej, det kan desværre ikke lade sig gøre, siger damen, et nøglekort er personligt og fortroligt, så det må vi ikke modtage på en borgers vegne. Tænk hvis oplysningerne blev misbrugt og forkludrede nogens liv. Den risiko for anklage, kan vi slet ikke løbe.
Det er forståeligt, absolut forståeligt, og Hermod giver hende ret. Hvor betryggende at en offentlig ansat udviser den fornødne forsigtighed i omgangen med borgernes identitet. Kernen i et registreringssamfund, og hun nikker, og alt er faktisk rart.
– Ved du hvad, siger hun så, måske kan du oprette en midlertidig postboksadresse, indtil dine boligforhold er på plads. Skal jeg hjælpe, spørger hun. Fra en anden planet. I en anden galakse.
– Tak, ja tak, svarer Hermod og lader sig hjælpe.
Hun er dygtig til det med internettet og finder hurtigt en side med bestilling af postboks.
– Du skal oplyse din folkeregisteradresse, siger hun, den er lovpligtig, tilføjer hun opgivende.
– Ved du hvad, siger hun igen, og Hermod føler sig bedre tilpas, fordi tiltalen rummer en anerkendelse af viden, find et sted, der vil give dig formelt husly, og kom igen. Så udfylder vi felterne med oplysninger og bestiller det nøglekort.
Det virker lidt som snyd. Som at omgå reglerne. De er ikke blevet til uden grund. De er grundlaget for dette velordnede land. Kan Hermod være med til den slags. Kan han andet.
Kan, kan ikke.
Hermod takker endnu engang. Det er længe siden, han har haft noget at takke for.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s