Ottende afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

I dag får du endnu et afsnit af romanen “Balders bog”. Måske har du ikke ferie længere, måske har du aldrig haft det. Uanset hvad kan en stille start på ugen være nødvendig.

Hvis du har glemt de øvrige afsnit, skal du ikke tænke for meget over det – du finder dem lige HER.

DSC_08360001

“Balders bog” – ottende afsnit:

– Vi har sendt den nye opgørelse til dig, siger pensionsrådgiveren, eller hvad det nu er for en titel damen med den ustabile telefonforbindelse har. Stemmen stiger og falder i styrke. Måske drejer hun hovedet mere, end systemet magter.
Hermod beder hende gentage beskeden.
– Du har ingen pension til udbetaling, siger hun, det offentlige har inddraget opsparingen til delvis dækning af din gæld.
– Det offentlige, råber Hermod tilsvarende højt, måske kan hun heller ikke høre ham, hvordan kan det offentlige hæve på min konto?
– Ja, når du ikke betaler, hvad du skylder, må du påregne en indskrænkning i dine tilgængelige midler, svarer hun, og nu lyder det alt for tydeligt.
– En indskrænkning, råber Hermod stadig, ingen ved, hvordan forbindelsen er, de har jo taget det hele. Hvem har pengene nu?
– Jeg ved ikke, hvem de er, svarer damen syrligt, jeg svarer blot på din henvendelse om udbetaling af den opsparede pension, og det bliver et desværre nej herfra.

Balder tager det mindre tungt. End Hermod i hvert fald. Balder forventer ikke noget. Ikke det samme. Hvor er tilværelsen langt nemmere, for dem der ikke forventer. De skuffes ikke, men glædes i langt højere grad.
Et langt livs opsparing. Dag efter dag, uge efter uge og så videre. Det er Hermods år, Hermods liv, der er gået med en stabil indsats og en fast opsparing. Hver måned har han sirligt og med en langsommere end nødvendigt bevægelse ført brevkniven igennem konvoluttens top og snittet forsendel-sesemballagen åben. Som en ceremoniel hændelse har han trukket den månedlige opgørelse af løn og opsparing ud, kontrolleret tallene, nydt dem og arkiveret dokumentet i mappen. Hele mappen er nyttesløs nu. Alle forhåbninger til mulighederne er ligegyldige. Den forventede glæde er mistet.
Glæde er ikke rigtig noget, Hermod bruger, men alligevel.

– Hvornår har du sidst været glad, spørger Balder, og det er der jo ingen grund til. Sådan rigtig glad, tilføjer han, stadig unødvendigt.
– Tja, svarer Hermod, mest fordi et spørgsmål kræver et svar. Når nogen spørger, svarer man. Ærligt.
– Jeg ved det ikke, fortsætter han, jeg ved det virkelig ikke. Men beredt er han, og hvor mange kan præstere det, om han må spørge. Altid beredt, også på glæde.
– Jeg går faktisk rundt med en takketale i lommen. Hvis det nu er. En sikkerhedstale kan man kalde den. Bare til hvis der sker noget godt, man bliver taknemmelig for. Tænk at stå og mangle ord i den situation. Hvis det endelig sker, man glædes.
– Man eller jeg, spørger Balder.
Nu bevæger samtalen sig ud over det strengt nødvendige. Hermod foreslår kaffe og rommy. Tooghalvtreds spillekort plus tre jokere. Et kendt antal udfald, men i et rum den menneskelige hjerne knapt kan rumme. Spænding med bagkant er det. Overraskelser med begrænsning, og dog er alt åbent for den modtagelige.
Der er sket en fejl med hans pension. Det er tydeligt for enhver, og i morgen vil han personligt møde op på skattekontoret og få den rettet.

– Vi tager ikke imod personlige henvendelser, siger damen i receptionen. Vagtmanden læner sig frem stadig med sikkerhedsskoene i gulvet. Maven giver en vis fordel, når tyngdepunktet skal forskydes uden yderligere indsats. Han har tommelfingrene stukket ned bag bæltet, men hans ører nærmest blafrer. Hermod kan mærke det og varer sine ord. Han er her ikke for at klage eller lave ballade, han er her for at rette en misforståelse. Ganske enkelt.
– Der er opstået en fejl i systemet, forklarer han, skattevæsenet kræver betaling af et beløb, som slet ikke står mål med mine indtægtsforhold.
– Det sidste sker ofte, siger damen, men fejl har vi ingen af.
– Beregningsgrundlaget fremgår af den opgørelse, vi har sendt elektronisk til Dem, fortsætter hun, og distancen i ordvalget er foruroligende. Et mere personligt du havde lovet bedre her. Hermod ville godt kunne acceptere den mere direkte henvendelse i dette tilfælde.
– Det har ikke været muligt at læse den elektroniske post, indvender Hermod, og nu rykker vagtmanden tættere på. Ekspeditionstiden er nok overskredet, men skred i tingene er udeblevet.
Receptionisten har mistet tålmodigheden. Klokken er nogle minutter over 12, og der er som tidligere nævnt ingen mulighed for personlig henvendelse, fastslår hun.
– Deres borgerpligt, vrisser hun, består i at modtage og læse det offentlige systems post til Dem, uanset om de kan, vil eller ønsker det.
Vagtmanden griber om det massive håndtag og åbner glasdøren. For Hermod er det sikkert. Der er ikke andre i receptionen. Måske ved andre, at der ikke er åbent for personlig henvendelse. Måske er andre ikke personlige.
Hermod samler sirligt sine dokumenter. De få kopier fra fogeden. Han lægger dem i rækkefølge, sætter dem i mappen og tager frakken på. Det trækker voldsomt fra den åbne dør, og han håber i et svagt øjeblik, at både vagtmanden og receptionisten får influenza. Bare en lille omgang. Men det kræver smitte selvfølgelig og skulle nærmest være et tilfælde.
– Jeg vil for helvede bare ud af systemet, råber Hermod, og den fedladne vagt stopper hans svingende næve.
– Hold nu mester, siger han, men Hermod har aldrig haft en lærling. Den slags hører til blandt de faglærte uddannelser og ikke på Polyteknisk Læreanstalt.

– Jeg vil for helvede bare ind i systemet, råber Balder og knalder sin knyttede hånd i bordet.
– Selvfølgelig min ven, beroliger Hermod, der er ingen grund til ophidselse. At fare unødigt op hjælper ikke.
Søvn hjælper. En god nattesøvn og de er friske igen. Så friske som muligt og meget mere kan man ikke forlange af sig selv. Eller af nogen anden.
Når tiderne er vanskelige, er det betydnings-fuldt at skabe sammenhængskraft. Rykke sammen. Finde det vigtige. De vigtige og den vigtige.
Balder har altid været betydningsfuld. Måske har tiderne altid været vanskelige.
Nej, ikke altid, og Balders tilstedeværelse i Hermods liv har da også flimret som sommerluften over en metalkonstruktion. Nogle gange synlig, i andre perioder usynlig, men alligevel til stede. Mennesker anerkender mest af alt det synlige. Hvordan ved et blindet menneske, hvad der er rigtigt og forkert. Bliver det, der kan føles, så sandheden. Det følsomme. Hvor frygteligt kun at kunne føle sig frem. Hvordan beregner man så noget. Hvordan ved man noget. Med sikkerhed.

Hermod har sikkerhed i huset. Det er meget muligt, at hans pensionsopsparing er konfiskeret, indtil sagens rette sammenhæng kommer for dagen, men gennem et langt liv har han troligt afdraget på lånet i huset. Friværdi. Et godt ord. Solidt. Indeholder alt. Frihed og værdier. Denne verdens behov. Det er ikke alle forundt at opnå begge dele, og for en stor dels vedkommende er folk selv skyld i det. Manglende rettidighed, omhu og viljestyrke er væsentlige grunde, men den slaphed, der omgiver mange, har også sin del af skylden. Det er ikke nok at vente på fremtiden. Den skal skabes. Formes som man ønsker den. Ellers former andre den, og hvem stiller sig så tilfreds med resultatet.
I et frit land former hver enkelt sin fremtid, inden for lovens rammer, nuvel, men mulighederne ligger åbne, og man skal blot forvalte dem. Det er det, vi er her for. Meningen med det hele.

– Hvad i alverden er meningen, nærmest råber Hermod, da han ved havelågen møder de to flyttemænd med sofaen.
De nikker bare bagud med hovederne. Har tilsyneladende lavet den slags ordløse henvisninger før.
Den sortklædte foged står med sin plastiktavle og krydser af, da Hermod kommer ind i entréen. Sort, stiv og uden liv andet end det, der udgår fra vejrtrækningen.
– Hvad i alverden er meningen, gentager Hermod, denne gang mere lavmælt. Han vil jo ikke lave en scene foran flyttemændene. De to med sofaen er på vej ind igen og en tredje er ved at nedpakke isbjørnen i kongeligt porcelæn. Den Margit syntes var vulgær, men som ikke desto mindre havde været i hans families eje i mindst én generation. Og et eller andet sted skal man jo starte. Han havde håbet på børn, det havde Hermod, mindst et men gerne to. En dreng og en pige ville have været retfærdigt. Så kunne man have spredt sin lærdom efter kønnene og på den måde fremtidssikret den viden, der nu går tabt. For kan hans studerende huske ham. Tænker de på ham, når de tegner et brofag, eller når de dimensionerer en sportshal, så den kan modstå snetryk og vandmasser. Hvem tænker på ham. Nu.
– Det offentlige gør hermed udlæg i din ejendom, siger fogeden, din formue bliver opgjort efter nutidsværdien, og et eventuelt resterende beløb vil blive modregnet i dine offentlige ydelser. Huset sættes på tvangsauktion, og vi afventer afkastet derfra.
– Afkastet, hvisler Hermod, der er en friværdi, som nærmest giver ham medlemskab af millionærklubben, hvilket afkast?
– Ja, tiderne er vanskelige, svarer den sortklædte, mange ejendomme går for få kroner på auktionerne.
– Kan jeg så ikke selv byde, spørger Hermod, og måske er det slet ikke en rigtig strategi at spørge. Han er bare nødt til det.
– Ikke når du mangler kreditværdighed, snerrer fogeden og afslutter dermed yderligere samtale. Det ville være uværdigt at fortsætte. Hvorfor tale til en mand, der ringeagter én. Hvorfor forsøge, hvor der intet er at komme efter.
Hermod må anke denne afgørelse. Et eller andet sted må fejlen kunne findes og rettes. Systemet tager ikke hans ejendom. Alt hvad han har. Tilbage.
– Har du nogle personlige effekter at udtage, spørger fogeden. Nok fordi han skal. Huset er Hermods personligt. Han har selv købt Margit ud af det, og nu er det hans alene. Hvor meget mere personligt kan noget blive, end at det holder ejeren varm og tør. Giver ly. Kan nogen klare sig med mindre i et velordnet samfund.
– Mindre effekter, præciserer fogeden og rækker hånden frem mod Hermod. Ikke en generøs gestus, blot et tegn til at nøglen skal afleveres.
Mapperne ligger allerede i flyttekasser, men den karakteristiske slidte ryg stritter ligesom op, og Hermod tager mappen med afleveringssæt fra. Han holder den tæt ind mod kroppen hele vejen ud langs fjorden. Ud til Balder, der er der endnu. Så består noget trods alt.

– Er dette land ved at gå i opløsning, spørger Hermod, og Balder er nok ikke den rigtige at spørge. Men hvem ellers. Hvem vil ikke bare sige nej og fortsætte, som om intet er hændt. En form for selvopholdelsesdrift er det. At tro på vejen frem. At vi er på vej frem. Det er tidens trang. Tiden går, og vi følger med. Fremad. Hvad ellers. Hvis man modsætter sig det progressive og står af, hvor står man så. Er der nogen steder at stå af, eller er hastigheden for høj. Det er trods alt mere sikkert at sidde i vognen end at hoppe ud og rulle i stykker på skrænten langs sporene.
– Hvad siger Margit, spørger Balder. Ja, hvem ved, hvad Margit siger. Hermod gør ikke.
– Hun er ligeglad, svarer Hermod, og det er vist rigtigt. Hun er helt ligeglad med ham og hans hus. Det blev aldrig det hus, hun ønskede sig. Uanset hvad de lavede om, var der noget i vejen med huset. Også med huset. Måske var det ikke rummeligt nok.
Margit har aldrig været ligeglad, det ved Balder, hun har aldrig været glad i det hele taget, når Balder var i nærheden.
– Hvad gik galt, spørger han. Hermods ægteskab var vel på en måde forbilledligt for andre. Han værnede om det, og helligede sig det fremfor andet. Og andre.
– Først havde vi alting sammen.
– Hvordan alting?
– Var der for hinanden altid, fulgte med, kunne lide det samme og havde det på samme måde med ting, vi ikke kunne lide. Men så begyndte hun at spise oliven. Det var ellers noget af det, vi ikke kunne lide. Derfra blev afstanden bare større.
– Så oliven ødelagde faktisk jeres forhold?
– Ja, det var sådan, det var. Derefter fulgte andre uoverensstemmelser. Nu spiser hun også ansjoser og trøfler, så vidt jeg ved, men det var oliven, der indledte forandringerne.
– Ja, det er jo hændeligt, sukker Balder, den slags som er ude af ens hænder, uanset hvor megen umage man gør sig.
Det er den form for forståelse, han har brug for. En dybfølt anerkendelse af tingenes tilstand uden pirken til, hvorvidt noget kunne være anderledes. Skyld eller uskyld. Hvad kan det bruges til.
– Du har jo brug for mig, udbryder Balder, det er dig, der har brug for mig.
– Næh, sådan er det ikke ment.
– Det har da ikke noget med mene at gøre, du har brug for mig, fordi du ikke har andre. Hvorfor har du ikke sagt det før?

Ting ændrer sig, balancer forskubbes. Så snart nogen føler sig betydningsfulde i andres liv, tipper vippen. Man bliver ulige. Det bliver aldrig ligeværdigt igen.
Hermod er træt. Træt til benet. Havde han blot haft mere energi. Mere at stå imod med. Hans lemmer har en usædvanlig tyngde. Kan jordens centrum have øget kraften. I så fald vil det have stor indflydelse i mange sammenhænge. Ændring af en fysisk konstant giver genlyd overalt. Beregninger skal justeres, og risikovurderinger tilrettes. Gad vidst om nogen holder øje med den slags. Et er, at man én gang for alle har påvist tyngdeaccelerationen og fastsat værdien, men holder nogen øje med, om den forbliver konstant. Kan en øget tiltrækning mod jordens indre påvirke de menneskelige systemer. Kan ubemærkede ydre påvirkninger være årsag til det skred i form og indhold, som ses allevegne. Hvis ikke det skyldes ydre forhold, hvilke indre kan så ligge til grund, og kan en indre påvirkning virke kollektivt. For kollektivt er det. En hastig nedsmeltning. Som indlandsisen.

Balder har ret. Et skib er sikkert. Flytbart, flydende og uafhængigt. Frit mest af alt. Undtagen når det som nu ligger fortøjet. Bundet til land, bundet til menneskers behov for land. Og for hjælp. De har brug for hjælp, så Balder kan holdes flydende.
– Du kan flytte ind her, siger Balder, i forrummet hvis du vil. Sækkene med sejl kan du stuve ned under køjen. Så er der også plads til dit indbo, fortsætter han og nikker mod Hermods mappe. En båd er ukompliceret.
Der er ikke meget tilbage i cognacflasken, men det der er, kan deles. De skåler tavst og lyden af sennepsglassene, der mødes, har en uforventelig højtidelighed over sig. En storhed ingen har set komme, men som alligevel virker rigtig. Berettiget. Hvorfor skulle de ikke være berettiget til noget, der er større end summen af de enkelte elementer. Hvorfor ikke forvente en multiplikation eller en opløftning i yderste potens. Det kan mennesker. Løfte hinanden og sammen udrette forunderlige ting. Eller forfærdelige. Ikke en tyngdekraft, men en lethedskraft. En for levende væsner unik evne til at skabe energi både fysisk og mentalt. Et farligt våben blandt de begærlige, en trækokse blandt de gode.
Den sparsomme alkohol fjerner ikke tyngden, men den fjerner fornemmelsen af den. Nogle gange er det sidste, det vigtigste. Måske hjælper det også, at båden duver svagt. Beroligende. Vandet klukker omkring skroget, og forrummet lugter af nat. Om natten er alle dufte kraftigere. Eller om ikke andet får de lov at fylde mere i hjernen, når synsindtrykkene er pillet ud af ligningen. Hvor mange ubekendte er der egentlig i den ligning. Kan den løses af et individ eller kun af en computer. Hvem skal undersøge den slags. Ikke Hermod, det har han slet ikke tid til, men nogen må få styr på udregningen. Nogen må gøre noget, mens Hermod sover og drømmer om det bestemte.

– Du ville komme til at mangle jord, siger Hermod, og er for en gangs skyld længere ude på havet end Balder, det er fra jorden alting kommer, den er grundlaget for liv.
Og det har Balder nok ikke tænkt på, når han drømmende har sejlet sig selv langt væk for bestandigt.
Men det kan løses, der er en løsning på alting. Man kunne uden større besvær konstruere nogle plantekasser til dækket midtskibs. De måtte være drænede i bunden, for at undgå sur jord, men det afdrænede vand kunne blot opsamles i bakker og ledes ud under rælingen. Opsamling af regnvand ville være nødvendig og en tilsvarende ændring af ballasten, så skibet stadig kunne ligge godt også i hård sø. Men det er blot et regnestykke og en tilpasning. Nogle skodder til plantekasserne ville der være brug for. Til afskærmning af planterne når blæst og saltvand går i ét. Måske et par høns på dækket, både for at komme af med planteresterne, få æg og gødning. Lidt fisk for resten. Jo, det ville man godt kunne klare sig med.
Det spændende er plantekasserne. Samlingen af hjørnerne, de skæve vinkler af hensyn til dækkets hældning, skoddernes rummelighed og hængsling. Der er en del mulige beregninger at forestille sig.
– Hvordan fanden forestiller de sig, at jeg skal kunne betale for renovation og rottebekæmpelse, når jeg ikke findes, råber Balder og blafrer med brev og konvolut. Eller også er det brevet og konvolutten, der blafrer med Balder.
Det er jo ikke engang en rigtig havneplads. Det er en række stolper, han selv har slået i fjordbunden samt en spinkel gangbro til ombordstigning. Og affaldet har han altid samlet og medbragt til møderne i beskæftigelsescenteret, for at de skulle have noget af værdi.
De øvrige breve i bundtet fra skibsprovianteringen er heller ikke opmuntrende, bortset fra det sundhedsplejersken har sendt. Der er en farverig lykønskning med de kommende nye tænder og en påmindelse om, at første besøg ved mors eller fars tandlæge er gratis.
Måske har en ny borger fået Balders menneskekode på nær årstallet.

Et tandlægebesøg ville være en god idé uanset manglende forældreopbakning. Det er alt for længe siden, Balder har fået gjort noget ved tænderne.
Som barn fik han tit pudset gummerne. Det sagde man ude vestpå. Balder kom tidligt med på havet. Det var jo meningen med det hele, med ham og med livet.
Hvad hans far Thor ikke havde af hjertevarme, rummede han af pertentlighed. Ingen anden kutter var lige så velholdt. Hvert forår sejlede han skibet ind i bunden af fiskerihavnen, og med stor forsigtighed manøvrerede han de ømskindede planker ind i den rustne jernramme. Efter omhyggelig polstring med stumper af gulvtæppe fra Balders barndomshjem gav han signal til værftsmanden, og langsomt, med knirkende lyde, begyndte den tykke wire at hale vognen op mod beddingen.
Thor gik straks i gang med en stiv kost og rindende vand for at vaske bundmalingen bort, inden den tørrede ind. De skarpe rurer og mindre muslinger måtte han skrabe af og røde floder af vand og knuste kridthuse flød i delte strømme over den hullede asfalt. Det meste blev i bunden af havnen, hvor resterne fra skibsskroget tegnede en opgivende mosaik sammen med afrevet ålegræs, ispinde, tømte kvabsøer og gamle plastikdunke.
På land derimod var en genfødsel forestående. Tømreren fra skibsværftet gennemgik skroget minutiøst. Hvor nåderne gabte, blev de fyldt ud med tovværk, og inden den første grundmaling så Thor selv det hele efter for at kontrollere arbejdet. Det var lange dage. Hver morgen, før duggen lettede fra dækket, satte han stigen mod rælingen og steg op i lyset. I en duft af havn og diesel pakkede han sine ostemadder ud af papiret og drak skoldhed kaffe fra termokandens låg. Med varmen i kroppen gik han i gang med at slibe, og som timerne gik, blev kutteren mere og mere hjemadvendt at se til. De klare farver forsvandt, skinnende lakerede overflader blev matte, og nogle steder måtte han slibe helt ind til træet for at kunne udbedre opståede skader. Han brød sig ikke om den nøgenhed, det afklædte skib fik. Den mindede om hans afdøde far ved ligsynet. Bleg og farveløs sådan som havet efterlader landdyr. De dage var Thor mere irritabel end ellers, og andre fiskere undgik ham. Så snart spandene med kutterfarver kom frem, steg humøret. Lågene var limet fast af indtørret maling fra året før, og han måtte vrikke længe med den knækkede skruetrækker for at linde det første og blive belønnet med berusende terpentin og plettede fingre. Først den gamle maling og så spandene med ny. Måske ikke helt samme tone, men det skyldtes tiden og ikke fabrikken. De store flader udvendigt på skroget malede han med rulle. Det mere nøjagtige arbejde med vandlinjen og grænsen ind til dæksplankerne trak han op med pensel. Lakeringen af træværket stod på over flere dage og krævede konstant tørvejr.

Den årlige tur på bedding var som en kammerkoncert. Thor var dirigenten med det store overblik. Han svingede taktstokken med fuld opmærksomhed på vejret og udpegede de enkelte opgaver, så de faldt ind på de rigtige tidspunkter. Et spørgsmål om perfektion. Snart handlede det om olieskift på motoren, så nye zinkklodser på skroget og i et opklarende øjeblik fugning af den utætte luge. Han kunne høre arbejdet omsat til toner og fra spæde tværfløjter til fuldt strygerensemble akkompagnerede den indre orkestergrav hans dans med malerrullen, de rytmiske ture op og ned ad stigen og ind og ud af maskinrummet.

Som dreng var Balder med sin far på havnen, når kutteren skulle have årets overhaling. De første år fik han tildelt opgaver, der vanskeligt kunne gå galt. Den lille slibeklods var for stor til hans hånd, og sandpapiret skøjtede rundt på overfladen i stedet for at tage ved. Han brugte timevis på den afgrænsede opgave med at slibe roret, og selvom han holdt lange pauser og drømmende forsvandt ud over havet med mågerne, kunne Thor finde steder, hvor der var slebet for langt ind til træet. Der var flest steder, som ikke var slebet nok, men alligevel.
At pudse messinghåndtag og lanterner var nemmere, og Balder sørgede for at tage tingene i en rækkefølge, hvor han var længst muligt væk fra sin far. Eller også lykkedes det, fordi Thor valgte at arbejde i den modsatte ende af skibet. Sådan en slags synkron bevægelse med fælles afstand til centrum. Næsten ligesom når han fandt de store magneter frem fra værktøjskassen og kunne mærke den usynlige modstand mellem dem. Ingen tvivl om eksistensen, den var bare ikke virkelig for andre end polerne. Kun det man kan se, er virkeligt.
Thor udviklede ikke sine pædagogiske evner, men hans temperament aftog noget med årene, og alle mente, at sønnen Balder havde gjort, hvad han kunne, den dag Thor røg overbord. Andre både blev kaldt til, og de var fem mand om at trække det afsjælede legeme op. Moderen kunne ingen huske, men hun måtte have været der. I hvert fald da Balder blev født.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s