Syvende afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

I dag får du endnu et afsnit til almindelig gruopvækkende/opmuntrende/tankevækkende læsning afhængigt af din begejstring for den nuværende samfundsuorden.

Eller hvad det nu er.

Mangler du de første afsnit, skal du ikke ærgre dig over det – de findes lige HER.

DSC_08360001

“Balders bog” – syvende afsnit:

– Der er opstået problemer i forbindelse med din kreditgodkendelse, siger den tydeligvis alt for unge mand i telefonen, alt andet er udfyldt korrekt, og du har ingen øvrige lån udover i huset, men vi har modtaget en tilbagemelding fra inkassoforretningen om, at du har ubetalt gæld til det offentlige.
– Under ingen omstændigheder, udbryder Hermod, under ingen omstændigheder. Som om gentagelsen virker. En tredje gang havde i givet fald været et bedre bud. Enhver ved, at tre er mere magisk end to.
Hvad i alverden bilder de sig ind. En trofast kunde. Nej, samarbejdspartner gennem det meste af et liv. Altid med overholdte betalingsfrister, altid med orden i sagerne. Hermod har været god for dem, det har han. De har tjent adskillige hundredetusinder undervejs og nu dette afslag. En kold afvaskning er det. En påmindelse om hvem der er noget værd i forholdet. Og ydmygelsen er i første omgang langt værre end konsekvensen. Et tab af værdighed der kan mærkes fysisk. Hvordan samler man det op, der ikke kan ses. Hvem skal give ham den æresoprejsning, de har brug for i kampen for Balders liv. Hvordan kæmpe, hvis styrken er svækket. Lamslående spørgsmål og ingen svar.
Han tiltaler Hermod, som er de ligemænd. Som om. Større tegn på respektløshed end underspillet selvværd findes vel næppe. Et påtvunget fællesskab ingen af dem ønsker. Der er køber, og der er sælger. Hvorfor lade som om, nogen vil den andens bedste.

Dyr gør det uafbrudt. Mødes, afstemmer, og afgør hierarkiet. Genopfrisker ved næste møde. Et styrkeforhold er aldrig statisk. Et styrkeforhold er en evig bevægelse, en skubben og tvær masen. Små forskydninger, som knapt nok registreres, og tilsyneladende ubetydelige begivenheder der flytter status. Ubemærket for de fleste, afgørende for helheden. Som dengang Hermod kørte en lille smule galt. Andet var det ikke. Virkelig. En blød bule i bilens bundkar, en uoprettelig skade på Hermods karosseri. De var unge, endnu ikke andet end kærester. Endnu ikke med fælles hjem. Han var kæk. Kunne alt og vidste det meste. Alting blev forstærket af, at hun ville have ham. Han blev sjovere. Mere populær også. Sikker. Den sikre fremtoning var selvforstærkende, løftede ham op i niveau, men irriterede Margit. Ændrede hendes status til mindre magtfuld, som det sker, hvis mænd trives for godt eller får for megen succes. Bliver for uafhængige er det vel i virkeligheden. Det er mere trygt med en afhængig mand, en der ikke er helt sikker. På sig selv altså. Men sikker var Hermod, da han, Margit og et par venner susede igennem skoven, væk fra en lettere anstrengende weekend i sommerhuset. Hun havde været frygtelig mut og kostbar. Jo flottere hovedspring Hermod havde udført fra broen i den lille sø, des længere oppe på land havde hun opholdt sig. Om aftenen hyggede de sig med bål, vin og mad, men Margit var ikke sulten. Det ændrede sig ligeså brat som bilens kurs efter det skarpe sving. Hermod var ikke rutineret nok og havde for høj fart på ind i svinget. Den lille bil kom i skred, og røg fra side til side i Hermods forskrækkede forsøg på at genvinde kontrol. En handling han skulle have lagt langt mere energi i, viste det sig siden hen. Bilen endte på en halvmør træstub et par meter fra grusvejen. Ingen var kommet noget til ved første øjekast, men ved nærmere eftersyn tippede styrkeforholdet, og Hermod genvandt det aldrig siden. Fortumlede steg de ud af bilen, og den før så selvsikre Hermod var dybt rystet. Over sin ubesindighed. Over sin fejlvurdering. Over sin manglende kontrol og over den bløde bule i hans kommende svigerforældres undervogn. Han havde ingen anelse om, hvor fjernt det hele var fra de reelle bekymringer. Hans rystende hænder, det flakkende blik og de blussende kinder udløste dagenes hidtil bedste humør hos Margit. Omsorg også. Trøstende ord om at sådan et uheld kunne ske for enhver. Hermod blev til enhver. Enhver vidste, at det ikke kunne ske. Ikke for Hermod som havde styr på alting, og i det øjeblik besluttede han sig for, at det skulle være hans livs sidste fejl. Og giftede sig med Margit.

Han måtte gøre sig mere umage. I alle henseender. Hvor der er fuld kontrol, findes ikke fejl. Hændelser findes, men ikke fejl. Ingen svagheder, ingen blottelser. Margit snakkede og underholdt deres venner på morsomste vis resten af turen hjem.
Når mennesker mødes, afstemmer de magtforholdet. Ligesom dyr gør. Det ses ikke, men findes overalt. Mellem køn, på tværs af køn, mellem gæst og tjener, mellem ekspedient og kunde, mellem mødedeltagere, på arbejdspladser, i organisationer, i familier og blandt venner. Jo, alle steder afstemmes den menneskelige værdi, kun er måleenheden forskellig. Vurderingen finder sted bevidst og ubevidst, det er vores natur, men den er forfinet, så ingen opdager, at nogen snuser dem bagi. Vi er ligeværdige som et kobbel slædehunde.

Det stærkeste menneske sætter stemningen. Retter den ind efter interesse og behov. De svageste erkender det sjældent, er måske vant til det, men de mistrives uden at vide hvorfor. Som Hermod. Jo mere sikkert Margit fremførte deres fælles beslutninger, des mindre indvendte han. Måske var det et godt liv. Sikkert i hvert fald og Hermod kunne koncentrere sig om at gøre sine ting rigtigt. Ordentligt. Er noget gjort efter bedste evne, må det gå, som det kan. Der er ikke noget at bebrejde nogen, hvis udfaldet er uønsket eller utilsigtet. Uheldigt. At gøre sig umage, dække sig ind og dække af er det højest opnåelige. Mere kan man ikke forlange af sig selv, og irettesættelser, bebrejdelser – eller blot bebrejdende blikke, anklager om forsømmelse og så videre kan afvises som udgangspunkt. En måde at eliminere vildfarne fejltagelser og urimelige konklusioner på. Den tilbygning til det ægteskabelige parcelhus man før eller siden får sparet op til.

– Jeg har øvet mig på spørgsmålene, siger Balder og vifter med papirerne, dem jeg kunne øve mig på. Mit syn på kongehuset som institution, ytringsfriheden som ret, det nationale kødvalg og såkaldt religiøse og seksuelle minoriteters berettigelse er jeg lidt i tvivl om. Ikke om hvad jeg mener, men om hvad jeg skal mene for at komme ind i systemet.
– Du må sige din ærlige mening, Hermod er oprørt, hvis ikke ærligheden råder, er der intet at vurdere din egnethed ud fra.
– Jeg er mere egnet til behandling end til vurdering, skumler Balder, og det, ved de begge, er sandt.

Den kølige blæst suser igennem Hermods sparsomme hår. Han har glemt sin hat på båden. Trillebøren med hynder og parasol blev afleveret forleden morgen, og nu er han på vej afsted for at finde et nyt transportmiddel til Balder. Manden kan ikke holde til at gå, hans pension er ikke gået ind på kontoen, og de har ikke mange penge at gøre med. En hyrevogn er udelukket. Isbilen holder med motoren gående, måske er chaufføren ved at bære kasser ind for en kunde. Måske ikke. Det er lige gyldigt, der er tale om nødret. Og når det kommer til stykket, hvad det i virkeligheden altid gør, er afvejningen af et afbrudt issalg overfor Balders indlemmelse i samfundet et enkelt valg. En klar beslutning. Hvad betyder nogle forsinkede vafler i forhold til Balders liv. Hermod kører så langt ud ad stien ved fjorden som muligt. Der er ikke for megen plads at vende på, og klokken bimler en del, da de kører ind og ud af krattet nogle gange.

Statsborgerskabsprøven foregår centralt, og det bliver en lang tur. Ikke mindst fordi ismandens valg af musik lader noget tilbage at ønske.
– Det kommer til at gå fint, siger Hermod, og så snart du er anerkendt i systemet, kan vi få dig indlagt igen. Balder nikker. Siger ikke så meget. Måske repeterer han spørgsmål og svar. Det er også fornuftigt. En god strategi at fastholde koncentrationen. Blive i øjeblikket. Ja, Balder er velforberedt. Der er ikke tale om held eller uheld, som Hermod altid understregede overfor utilfredse studerende, en eksamen afspejler, hvorvidt eksaminanden er velforberedt. Intet andet. Uheld. Hvordan skulle uheld kunne opstå i den sammenhæng.

– Det er meget uheldigt, men vi har desværre ikke dokumentation for Balder Thorsens opholdstilladelse, siger damen ved indskrivningsskranken.
– Opholder du dig illegalt her i landet, fortsætter hun og fastholder sit blik et sted i hans ansigt. Eller over. Det er vanskeligt at afgøre, men ligegyldigt, de er her i anden og langt mere betydningsfuld sammenhæng.
– Hr. Thorsen er af kommunen blevet vejledt til at tage denne test for at generhverve sit statsborgerskab, forklarer Hermod. Balder ser tom ud. Både i blikket og i resten af kroppen.
Mod, styrke og kampgejst. Mod, styrke og kampgejst, gentager Hermod. Men det er nok bare indeni ham selv. Lyden kommer ikke videre. En indre stemme er for de udvalgte.
– Kommunen er ganske afgjort kompetent i deres sagsbehandling, fastslår damen, Balder må have misforstået.
For retfærdighedens skyld siger Hermod, at han var modtager af dokumenterne på hr. Thorsens vegne. Der var ingen tvivl; kommunen mente, at der skulle søges om nyt statsborgerskab.
– Er Balder Thorsen illegalt i landet, vedbliver damen, mens køens længde øges.
Hermod lægger sin arm om Balders skulder, og de går. Hvorfor blive et sted, man ikke er ønsket.

– Der er så mange andre muligheder, trøster Hermod, da de kommer ud i den friske luft.
– Hvad blev der af ærlighed, spørger Balder, og Hermod svarer, at det er sandt. I hvert fald det med, at man skal holde sig til ærlige svar.
Isbilen er ved at være oppe på et fejeblad, da de runder parkeringshusets indgang, og Hermod mærker tyngden i kroppen. Modet er det nok, som vejer tungere, når tyngdekraften på det øges. Uvidenskabeligt, ved han af alle, men ikke desto mindre et indlysende bud på en forklaring. Alting kan forklares. Alting er rigtigt, når det er forklaret. Men ikke før.
De er langt væk hjemmefra. Alt for langt væk.
Hermod køber togbilletter. Hans pension er dog blevet udbetalt, eller en del i det mindste. Der var et væsentligt fradrag, som ikke tidligere har fremgået af de månedlige udtog. I morgen må han tage hånd om sagen, nu og her skal han bare have en synligt afkræftet Balder hjem til båden.

Da de stiger ud på perronen, falder store snefnug. Stille og blidt lukkes verden omkring dem, og alt bliver tyst. Beroligende er det. Med ét er alting forandret til hvidt. En påmindelse om, at der er anden storhed end den menneskeskabte. En storhed man kan være i.
Børneflokken larmer på bakken ved udkanten af byen. Hujende og skrigende jagter de hinanden med snebolde, da deres mor kalder dem hjem til aftensmad. Hermod tager den efterladte kælk, og Balder får uldfrakken at sidde på. Hermod selv kan sagtens holde varmen, for helt let er Balder ikke.
– Vi kan jo ikke gøre andet end at følge reglerne, siger Hermod, da de endelig sidder i den lune kahyt og holder om krusene med varm suppe.
– Vil de have en opholdstilladelse, skaffer vi en opholdstilladelse, hvor svært kan det være, tilføjer han og puffer jovialt til Balder. Så jovialt han kan.

– Hvor svært kan det være at give denne mand en identitet i samfundet, spørger Hermod den nye sagsbehandler. Det må være passende med en krævende indstilling nu. Ikke en underdanig forespørgsel, ikke en afventende anmodning. Et fremskudt angreb så de har overmagten fra begyndelsen.
– Der er sket en fejl i systemet, så hr. Balder Thorsen er faldet ud, både af sit livsnødvendige behandlingsforløb og af sin lovsikrede pensionsudbetaling. Hr. Thorsen er villig til at aflægge borgertesten for at genvinde statsborgerskabet, men der mangler tilsyneladende en opholdstilladelse som adgangsbillet til testen.
– Jeg vil bede om en opholdstilladelse, siger Balder, og det er absolut virkningsfuldt, at kravet kommer fra den kant. Nu gør de fælles front.
– Den kan kun blive midlertidig, siger kontoristen, og Balder nævner udglattende, at det vel gælder for alle.
– Der er en række forhold, du skal beskrive og dokumentere, fortsætter manden uanfægtet, lad os gennemgå dem punkt for punkt.
– Hvor gammel var du, da du kom til landet?
– Jeg har været her altid, svarer Balder. Kontoristen ser skeptisk på ansøgeren og gentager spørgsmålet. Balder gentager svaret, og kontoristen noterer, at ansøgeren nægter at oplyse indrejsedatoen.
– Via hvilken rute kom du ind i landet?
– Ad fødselsvejen, svarer Balder, og Hermod anerkender det ærlige svar, men fornemmer at det ikke gavner sagen.
– Har du noget af værdi?
– Intet udover mine tænder, svarer Balder og vipper faretruende med den øverste protese. Samtalen udvikler sig uheldigt, Hermod kan mærke det i hjertet.
– Hr. Thorsen er fra tiden med amalgam, supplerer Hermod opklarende.
– Hvem forsørger dig under dit ophold i landet?
Balder falder lidt sammen og skubber sig tilbage mod det umuligt vinklede ryglæn.
– Forsørger, mumler Balder, ingen forsørger mig, jeg får min pension som andre borgere. Indtil for nyligt fik jeg den, tilføjer han.
– Du har altså intet at leve af, konkluderer kontoristen og krydser et felt i skemaet af, ja så er det desværre ikke muligt at opnå opholdstilladelse, ikke engang midlertidigt.
– Medmindre, tilføjer han og studerer Hermod, at I er samlevende eller har indgået registreret partnerskab. Det sidste nærmest hvisker han. Måske er det noget, han er forpligtiget til at nævne.
– Under ingen omstændigheder, udbryder Hermod, og har ikke mere at sige. Balder ruller med øjnene.
– Ja, det er jo ingen skam, fortsætter kontoristen og fastslår dermed, at det er. Der behøver ikke være tale om kønslig omgang. Systemet kan acceptere deres ven som forsøger, selvom I er gamle.
– Nu kan det fandme være nok, råber Balder, rejser sig op og trækker bukserne ned, men før Balder kan demonstrere sin usvækkede virilitet, får Hermod vendt ham rundt og gelejdet ud af kontorlandskabet.

Vagten ved indgangen holder dem tilbage. Menneskesmugling og ulovlig indvandring lyder anklagerne på.
Hermod er harmdirrende. Hans kæbe sitrer, og plamager breder sig fra panden, nedover kinderne og hagen. Balder noterer sig rullekravens tilsløring af det fortsatte spor. Hvordan kan så blegt et menneske have det farvepotentiale.
– Pigeon. Ildrød pigeon, udbryder Balder og svarer derved for sent på det spørgsmål, han måtte melde pas til ved gårsdagens brætspil.
Hermod er for vred til at bekymre sig om Balders lurende vanvid. Om forvekslingen af tid og sted. Om forvekslingen af to ordentlige mennesker.

Vagtmandens telefon ringer. Ikke den inde på kontoret men den private i lommen. Det er hans søster, og hun forstyrrer ellers aldrig i arbejdstiden. Han lader den ringe færdig, men den begynder omgående igen. Denne gang tager han opkaldet. Hun er oprevet. Stærkt oprevet. Vil hentes omgående og står allerede ude på villavejen med nogle få ejendele. Resten kan et flyttefirma afhente senere. Lige nu vil hun bare væk fra sin mand, der har smittet hende med en nedrig kønssygdom. Vagtmandens svoger, den fine overlæge han aldrig har brudt sig om, råber i baggrunden og samtalen udvikler sig i en anstrengende retning. Han holder en formanende finger i vejret foran Hermod og Balder, vender sig og går ind på kontoret for at tale mere privat.
– Jeg vil under ingen omstændigheder manøvreres via håndtegn, siger Hermod, uniform eller ej, og så forsvinder han og Balder ud i menneskemængden på gaden.
Et tegn på at der findes held og uheld. Højere magter. Eller blot tilfælde.

Kulden er ikke god for Balder. Hans ansigt er mere gråt end blegt, og selvom de blodfattige hænder mangler varme, springer svedperler af hans pande og overlæbe. Som om hele legemet er en klode med forskellige temperaturzoner. Med forskellige kampe og få steder ligefrem krig. En slidt klode med et liv der ikke kan ses, kun mærkes. Man kan være brugt, og man kan være slidt. Slidt på den levede måde med furer, smilerynker og knoklede hænder efter mange års nødvendig brug. Eller slidt på den opbrugte måde, hvor der mere er tale om udefrakommende ødelæggelser, der ikke har været en del af livets opretholdelse. Snarere tværtimod.
Hermod er hverken det ene eller det andet, Hermod er akademiker. En garanti for nydelig ældning.

– Jeg hæver min pensionsopsparing, siger Hermod. Det er med en opgivende fornemmelse for fremtiden, men sikkerheden i stemmen er overbevisende.
Balder har ikke noget at give igen. Ingen mulighed for det senere hen heller. Det bliver en skævvridning af deres venskab. Et åbenlyst tegn på, at der findes et styrkeforhold, som ingen af dem ønsker. Et særtilfælde udgør de. I ganske få forhold mellem mennesker ønsker begge, at der ingen magtbalance er. Ingen ubevidst rangorden, intet styrkeforhold. Blot gensidig respekt, anerkendelse for at være og ydmyghed over at have mødt en ligesindet.
Balder krymper sig. Det er ikke et tilbud, han har råd til at afslå, det er ikke et tilbud, han har råd til at tage imod. Hvis det skal gennemføres, må de tale så lidt om det som muligt. Hermod er en hædersmand. Den slags der ikke nævner egne bedrifter.

En bedrift er det at komme hjem til båden igen. De brugte kælken ind til busstationen, efterlod den for foden af bakken, og tog en rutebil til storbyen, men hjemad forveksler Hermod numrene, og for sent opdager han, at de vintermørke stoppesteder er ukendte. Retningen er forkert, Hermod er forkert, og intet er rigtigt.
Balder sover med åben mund. De har taget bagsædet, og Hermod skubber forsigtigt Balder nedad, så han kan hvile i stedet for at dingle med hovedet. Hvem der bare kunne hvile. Få fred. Et øjeblik i hvert fald, bare et øjebliks pause fra påtrængende problemer. En blød duvende fornemmelse i kroppen, som kunne fordrive den evige sitren og anspændelse. Hans åndedræt er blevet for kort den seneste tid, og hans pulsslag kan høres i kraniet. Dumpe slag i en stadig susen. Det er alt for stort et ansvar. Når Balders krop ikke virker helt, er der kun Hermod til at klare tingene. De har kun ham at klare sig med. Det er for lidt til to. Utilstrækkeligt på forhånd, kejtet på baghånd. Hermod lukker øjnene. Kun et øjeblik. Når det korte øjeblik er gået, vil han løse problemet med hjemturen.

Med et sæt vågner han. Der er ingen lyde, ingen snorken, ingen motorstøj. Men Balder er der, han sover bare sagte. I en bygning i den fjerne ende af busholdepladsen er der et enkelt vindue med svagt lys, ellers henligger alt i tungt mørke. Tyngende er det ligefrem.
Hermod retter sine stive ben ud og kanter sig op foran i bussen. Nøglen sidder stadig i tændingen, måske holder chaufføren bare en kort pause. Men ikke kort nok, for med den stadigt sovende Balder, starter Hermod bussens motor og lader det mørklagte køretøj rulle ud på vejen. Der er tale om nødværge, argumenterer Hermod for sig selv. Han formulerer nogle passende sætninger som forsvar for handlingen og gemmer dem i de hjerneviklinger, der efterhånden rummer en del undskyldninger for brugstyveri. Ikke med det ordvalg selvfølgelig, ordet dukker op, men nærmest som en pylon han bygger forsvaret op ad.

Det bliver sent, før de er ved havnen. Hermod sætter Balder af, kører bussen lidt op i byen og går tilbage. Der er ikke meget at sige, dagen har været udmattende, og de trænger til ro. Til den ro man kun kan få i sit hjem. Den ro, der sjældent kan opnås et nyt sted. Eller skiftende steder. Nogle af os har stadig stumper af de urgamle gener fra nomadelivet tilbage, men de fleste forbinder den faste agerboplads med tryghed. Med at høre til og dermed slippe for at lede. Slippe for at være på vagt eller være den jagende.

Der er ingen tilgængelige transportmidler til det sidste stykke ud langs fjorden, og Balder må klare sig med den refleksstang, der skulle have ledt sneplovene udenom havnens brandhane samt en støttende arm fra Hermod. Det kræver pauser. Tid og tålmodighed ikke mindst. Hvor er hjælpen, når man har brug for den. Hvor er velfærden efter almindelig arbejdstid. Og før. Måske er det ikke kun anspændelse, han mærker, der er også en anden uro. En stor type, den kraftfulde slags, der udspringer af uretfærdighed. Vrede er nok forkert et ord, og aggression hører pøblen til. Begge dele er ukontrollable, eller i hvert fald tegn på at indehaveren er det. Så fjernt fra dette lands kultiverede omgangsform. Og Hermods. Lader man sig først føre med af sådanne følelser, smuldrer den sarte civilisation. Det er tydeligt at se i andre lande. Orden, struktur og samfundssind kræver tillidsfuld opbakning fra befolkningen. Ikke at forveksle med folket, der kan være langt mere utilregneligt. Og farligt.

De sidste hundrede meter hen til båden er de længste. Hermod henter nogle af Balders piller, et glas vand og en taburet. Da pillerne og Balder begynder at virke, stavrer de sammen det sidste stykke og kommer i ly.
– Hvorfor gør du det her, spørger Balder, da de sidder ved bordet med deres mellemmadder og varmende kakao.
Hermod har ikke umiddelbart noget svar. Er ikke forberedt, fordi det ikke har været et spørgsmål. For ham.
– Fordi jeg ikke kan andet, svarer Hermod endelig. Fordi jeg er involveret og dermed forpligtiget.
– Ikke af mig, udbryder Balder heftigt. Så også han er ærekær. Han har bare ikke haft så megen ære at vise frem, fordi vildskab og store armbevægelser var hans kendetegn. Nu er kun æren tilbage.

Der er vennebånd, og der er familiebånd. Familiebåndene er elastiske og kan strækkes mere end det fornuftige. De smælder tilbage med et tilsvarende rekyl. Kun et rent snit kan ændre tilstanden. Vennebånd er af en anden substans. Tilsyneladende mindre kraftige, fordi de er skabt med tiden og ikke af tiden. De er sprøde og tåler ikke urimelige påvirkninger. Sker det at de brister, kan en eventuel sammenføjning ikke gøres usynlig. Båndet til en ægtefælle forventes at være af familiekarakter, men i virkeligheden er der blot tale om en venskabelig forbindelse, som omfattes af skyhøje forventninger.
Balder og Hermod er venner. Det er en kostbar forbindelse; en frivillig. Skrøbelig også, men så meget desto mere er den værdifuld. Og lige.
Hermod kæmper for Balder. For det retfærdige. Hvis Balder dør, dør retfærdigheden. Hvor er vi så henne. Det er ganske enkelt, men for svært at sige. At være forpligtiget er mere fornemt. Ophøjet ligefrem. I hvert fald overordnet det følelsesladede.

– Det er en formsag, siger Hermod, der kommer selvfølgelig en omgående beskatning af det hævede beløb, men der skulle være så rigeligt tilbage til at få dig på højkant igen.
Og Balder på højkant vil være en ønskelig geometri. For dem begge.
– Straks i morgen tidlig sætter jeg det i værk, fortsætter Hermod, og Balder nikker. Hvad andet er der at gøre.

Det er en sært mørk nat at gå hjem i. Nætter er umådeligt forskellige, men det ved kun de, som færdes ude efter solnedgang. En nat er ikke bare en nat. Lyset, eller manglen på samme, skifter fra døgn til døgn. Drivende skyer, tåge eller uoplyst måne kan henlægge alt i et natsort rum, mens en klar stjernehimmel eller en månestrimmel kan oplyse detaljerne, skærpe sanserne og få den vandrende til at se klart. Fokusere på det væsentlige. Gå i rigtig retning og finde vejen. Hvor ofte sker det, at man i dagslys finder vejen og går i den rigtige retning? Natten gør det umulige muligt. Natten skærper, strammer til og viser det nødvendige. Hvad andet end det nødvendige har man brug for. En sti. En trådt sti, et tæt krat til den ene side, en stenet bred til den anden side. En farbar vej i midten. Hermod følger den farbare vej. Den mulige. Den tilgængelige og fremkommelige. Det skal nok gå. Så længe man har en vej at følge, skal det nok gå.
Hermod låser sig ind, kigger i det tomme køleskab og lægger sig til at sove i den tomme seng. Hvad ellers. Det er sådan, det er. Ordentligt, praktisk og fungerende.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s