Sjette afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

Her til morgen er vejret nærmest sommeragtigt, og derfor – men vi kunne såmænd også finde andre grunde – skal du have endnu et afsnit af “Balders bog”.

Mangler du begyndelsen, skal du ikke lade dig slå ud af det. Du skal i det hele taget ikke lade dig slå ud. HER finder du tidligere afsnit.

Må det muntre din dag.

DSC_08360001

“Balders bog” – sjette afsnit:

– Der må være tale om en misforståelse, indleder Hermod, da det bliver hans tur i køen, en misforståelse og et misforstået beløb til opkrævning.
– Må jeg bede om personnummer og adresse, siger kontoristen.
– Skattesager er ikke vores afdeling, fortsætter han, ikke længere. Det hele blev flyttet til en separat enhed for år tilbage. Jeg har noteret, at du er utilfreds med den offentlige inddrivelse af beløbet. Så kan vi altid finde det i systemet, hvis der opstår tvivl. Var det alt?
Hermod takker for hjælpsomheden og spørger efter nyt i sagen om Balders statsborgerskab.
– Den sag er henlagt til de manglende dokumenter er udfyldt, siger den hjælpsomme mand, hr. Thorsen mangler at svare på en række spørgsmål, der skal afdække hans egnethed som borger i vores samfund.
Det er der ikke noget at sige til.

– Et land på dette stadium annekterer ikke uden videre mennesker på deres behårede ansigt. Vil man deltage i festen, skal man medbringe sprut, som Balder siger, da Hermod afleverer papirerne. Men det er en grov forenkling af et ældgammelt og hævdvundet kulturelt niveau.
– Vi skal købe adgang til nogle træningsspørgsmål, forklarer Hermod, der er tre pakker at vælge imellem alt efter dit nationale indsigtsforhold.
– Selve testen er om et par uger, tilføjer Her-mod, og ved godt at det er en fjern tidshorisont.

Spidsmusen var ikke mæt af dage. Tværtimod var den velnæret og trivelig, da knallerten væltede. Måske var det ikke sket, hvis Hermod havde sikret sig, at jorden under støttebenet var mere jævn. Måske var det ikke sket, hvis de var nået hjem til båden i dagslys. Den lille gnaver tørrede ind, for det var mere tid for indtørring end for opsvulmning. Da katten lagde det afsjælede legeme i sengen, gik det upåagtet hen. Ved morgengry blev den mumificerede klat i første omgang forvekslet med mandens sammenrullede ankelsok, men med identifikationen kom også beslutningen om at kogevaske sengetøjet i stedet for de tres grader, som en sok normalt udløste. De halvfems grader var mere end vaskemaskinens tilkalkede varmelegeme kunne klare, og husets elnet slog fra. Elektrikeren kunne ikke selv komme med kort varsel, så en svend blev flyttet fra arbejdet på endnu et typehus for at løse opgaven. Maleren ville ikke give dørkarmene den sidste omgang, for enhver ved, hvordan elektrikere kan afsætte sorte fingre. Allevegne. I hvert fald var det, hvad han forklarede det slukørede par, som måtte udsætte indflytningen en dag. Mere. For at muntre hinanden lidt op tog de ind til byen, og for at kunne lægge de rigtige billeder på nettet valgte de et lidt for dyrt sted at spise. Den slags de var nødt til at betale med kontanter. Tjeneren lagde sedlerne i kontorets pengeskab og fandt der et kort til en eksklusiv stripklub. Han noterede adressen og sendte den i en besked til sin velhavende svoger, der i den grad trængte til opmuntring. Manden var ikke mere beruset, end at han kunne køre hen til klubben og kræve den flotteste dame. Af den grund måtte overlægen undvære sit sædvanlige selskab, da han ankom lidt senere, og han tog derfra med en endnu ikke diagnosticeret klamydiainfektion. Måske var det karmaklovnen, der forsøgte at rette lidt op på verdens uretfærdigheder, mens menneskenes guder diskuterede deres styrkeforhold andetsteds. Måske var det bare et tilfælde.

Der er en særegen håbløshed i afmagt. Et tab. Noget tabt. Som skylles kraften ud af kroppen. En overbrusning med passivitet, og når handlekraften forlader hjerne, krop og lemmer via fodsålerne, føles det som et indre temperaturfald. Hvad det måske også er. En afkøling af evner og muligheder.
Afmagten er selvforstærkende. Det er den form for håbløshed, Balder udstråler. Hvis man overhovedet kan tale om at stråle i den forbindelse. Balder er den lysende leder. Eller var indtil for nyligt. Ingen har vist taget over.
– De har ringet fra kontoret og vil gerne have et møde om adoptionssagen, siger Hermod, vi skal møde op begge to.
– Min pension er ikke kommet ind på kontoen, Balder ser ulykkelig ud. Fortabt. Men det er han jo ikke, Hermod er der, og alt skal nok komme i orden igen.

De kører en omvej ind til byen. Bagom det meste for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Knallerten gemmer Hermod i et buskads nær bygningen, og så må Balder klare at gå det sidste stykke.
– Vi har en begrundet mistanke om snyd, siger sagsbehandleren og ser fra den ene til den anden, hvem af jer er adoptanten?
– Det var kommunen, der foreslog adoption, svarer Hermod afværgende. Hvad ligner det at kæde en pligtopfyldende borger sammen med bedrag. Hvor uforskammet. Hvor nedrigt.
– Vi har haft sagen til gennemgang ved ledermødet, fortsætter hun, og vi kan ikke tolke det anderledes end et forsøg på ulovligt at opnå statsborgerskab med økonomisk vinding for øje.
– Deres handling er strafbar, og sagen er overdraget til politiet. Tænk at ville snyde systemet til at udbetale børnepenge for en gammel mand. Hun ryster på hovedet, laver en misbilligende lyd med munden og nikker til farvel.
En gammel mand. Hvem. Ham eller Balder. Hvad taler hun om.
De rejser sig. Vaklende nu begge to.
– I hører nærmere, men ikke fra os, siger hun unødvendigt højt. Dette var dagens oplevelse sammen med modtagelsen af en sag, hvor sekretæren havde glemt et bilag.
Måske ser de gamle ud, men hun kan ikke bare regne med, at de er halvdøve.
– Hvad i alverden er meningen, spørger Hermod, vi er henvist hertil for at få hjælp til denne borger.
– Jeg passer bare mit arbejde, siger sagsbehandleren forurettet.
– Det er for helvede et arbejde, du ikke kan være bekendt, hvæser Balder, og Hermod nikker. Ikke lige hans ordvalg, men det er meget præcist formuleret.

Knallerten er væk, da de kommer ud fra mødet. Deres kontantbeholdning rækker til et par busbilletter.
Det er blevet vanskeligt at vælge den rigtige påklædning. Vejret skifter uforventeligt, og selvom temperaturen ikke er rigtig lav, har regnen og de våde sko trukket varmen ud af dem. Eller også er det kraften. Hvem kan mærke forskel. Dem der fryser altid måske. De ved, at der er forskel på passivitet afhængigt af, om den kommer af kulde eller afmagt. Den ene form kan man selv ændre, den anden kræver et varmt menneske.
– Kan du huske, hvor bemærkelsesværdig et andet menneskes hud føles, spørger Balder, da de sidder i bussen.
– Ikke helt, svarer Hermod. Sidst han var ved lægen, havde berøringerne været meget overfladiske.
– Man kan holde om sig selv, og det er ligegyldigt, fortsætter Balder, man kan kærtegne sine arme blidt, og det virker ikke. Der skal et andet menneske til for at sætte bevægelse i kroppen og hjernen. For at få glæden til at suse rundt og bortviske alle de fysiologiske kendetegn. For at ændre den indre tilstand til en helhed, der bare er. Hel og helt.
– Har du prøvet med en pind i hånden, spørger Hermod, så er det noget andet, der rører, selvom du udfører bevægelsen.
Balder ser på ham, tvivlende.
– Der er da ingen varme i en pind, sukker han så, det er jo varmen fra ét menneske til et andet, der gør forskellen. Varmen der får alle hudens små celler til at løfte sig en anelse, strække hals, og på den måde stræbe efter at berøringen varer lidt længere. Og det er mere end det, fortsætter Balder, det er magien og velviljen fra den anden, der får selv en svag berøring til at udvikle sig til noget langt større end udgangspunktet.
– Den gamle historie om en evighedsmaskine, siger Hermod og ryster på hovedet.
– Ja, svarer Balder efter en pause, måske har mennesket gennem al sin stræben hele tiden haft evighedsmaskinen i hænderne. Og han bliver både stille og træt.
Hermod lægger sin hånd over Balders. Den er kølig, næsten kold. Efter nogen tid er deres hænder lige varme. Hermod rejser sig, de skal af.
– Tak, siger Balder.
Hermod har ikke noget at sige, han nikker bare svagt, og de går ud af den utålmodige busdør.

I garagen ved et af byens sidste huse finder Hermod en trillebør, nogle hynder og en blomstret sommerparasol. Der er ganske afgjort tale om nødværge, men det uskyldsrene ord kan ikke helt fortrænge tankerne om tyveri. Med en nynnende Balder i børen og en blomstrende himmel over hovedet bliver det sidste stykke ud langs fjorden tåleligt.
Hermod laver mad, og Balder falder i søvn. Der er ingen grund til at blive. Der er heller ingen grund til at gå.
– Hvad med Margit, spørger Balder næste morgen, da han vækkes af kaffeduft. Ja, hvad med Margit.
– Hun har det godt, og jeg skal hilse, svarer Hermod. Måske er det første rigtigt.

Han ville så gerne have hende. Han ville så gerne have hvem som helst, da han som ung studerende indså, at hans jævnaldrende havde indtil flere kærester, og at hans liv var fremskredent. Han var ikke panisk, men indædt søgende og åben overfor enhver mulighed. Parat ja, men det er ikke ensbetydende med desperation. Nej, at se til har han aldrig virket desperat. Man kommer nu engang længst med det velovervejede. Kontrol. Civilisationens klædedragt. Uanset indre oprør kendetegnes enhver af sin ydre fremtoning. Eller mangel på samme, som han havde sagt til Balder, da de kom ud fra mødet. Og det mener han stadig i dag. Et vredesudbrud er tab af agtværdighed.

Balder har fået et gråligt skær. Novemberlyset forstærker det muligvis, men den lukkede oplevelse af dag har ikke skylden alene. De mister kostbar tid ved at vente på statsborgerskabsprøven. Der er brug for handling nu. Behandling.
– Jeg tager et lån, siger Hermod med al den overbevisning sådan et udsagn kræver. Hvad kan være mere passende end at formøble et forbrugslån på Balders helbred. Det er bare penge. Betyder ingenting. Intet når det virkelig gælder.

Da Hermod som ung cyklede forbi havnen og for første gang så graffiti på den lange mur omkring værftet, følte han sig opstemt. Beriget på en ny måde, eller måske bare opmuntret ved tanken om, at nogen derude gjorde oprør mod systemet. Ikke at han ville, eller det var nødvendigt, men et sundhedstegn var det. En garanti. Et ensomt signal om uenighed, der kun kunne tolkes som bevis på en tilfreds og lykkelig befolkning. Så lidt modstand måtte være udtryk for så megen tilfredshed. Kun nogle få meter af den uendelige mur var dekoreret. Eller skamferet om man vil. Noget svineri, stod der i avisen, sikkert udført af unge mennesker. Hvem ellers end unge mennesker. De unge er ustabile. Endnu ikke bundne af noget, hverken af mennesker eller af ting. Da Margit og han blev gift, fik møbler, fast ejendom og girokort, virkede verden mere rigtig. De havde fået muligheden for at opnå det, som binder, ikke mindst tanker, og at have gør bange for at miste. At have danner grobund for velovervejede tilpasninger. Pragmatisk ja, men deri ligger også en moden erkendelse af nødvendigt ondt, som de ubesindige og ubetalte unge ikke kan rumme. Først når man har noget at miste, opdager man, hvor vigtigt det er ikke at kæmpe.

Ligusterland kalder Balder den del af byen. Der ligger ganske givet en større fornærmelse bag, end Hermod lader sig mærke med. Balder kan sagtens være kæphøj og give den som evig kriger. Hvad har han at tabe. En gammel båd og et frit liv uden ansvar for andre. Og det er så, hvad det er, men hvad har han fået ud af alle sine kampe. Opråb og opsange om uret og ret. Nedslag og afslag. Alligevel altid diskussionslysten og beredt. Altid på tværs.

Den slags er der ikke meget af for nuværende. Hvis noget overhovedet. Men nu findes Balder heller ikke længere sådan juridisk set. Er det ikke, hvad han altid har drømt om. At blive væk. Sejle båden ud i internationalt farvand og erklære de få kvadratmeter dæk for en egen stat. Med Balders lov eller mangel på samme. Med Balders retfærdighed. Slippe for systemet. Et mindre godt menneske end Hermod ville have påpeget sammentræffet mellem drømmen og den nuværende situation.
– Er du sikker, spørger Balder, og vel er han sikker. Også på det med pengene.
– Jeg skriver til banken i aften, svarer Hermod, og i løbet af et par dage er pengene på kontoen. Du kan godt ringe til overlægen og bestille tid.
Balders kinder blusser om kap med den dampende tomatsuppe. Hvis håb kan udslette afmagt, er der tale om en nuklear bombe af tro på fremtiden. Tiltro. De skal nok klare den, og de klarer den sammen. Det bliver sådan en aften, man kan leve højt på længe. Hvis man får lov.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s