Femte afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

I dag får du endnu et afsnit af “Balders bog”.

Læs det højt for nogen der trænger. Måske dig selv.

Hvis du tænker, at der mangler noget, findes de første 4 afsnit lige HER.

DSC_08360001

“Balders bog” – femte afsnit:

– I går kom der elektronisk post om, at jeg har modtaget elektronisk post, siger Hermod, men kun den første besked var læsbar, den anden ligger inde i en boks på internettet.
– Måske er det svar på ansøgningerne.
– Ja, måske, men det vides ikke. For at få adgang til boksen skal man lukke sig ind med en nøgle, men et kort med nøgler kan kun bestilles over nettet, hvis man går ind på en anden side, og lukker sig ind med en nøgle. Hvis det giver problemer, kan man henvende sig til administrationen af siden, men for at udfylde formularen kræves en nøgle.
Det er et spørgsmål om retssikkerhed og beskyttelse af personlige oplysninger, tilføjer Hermod, da Balder ser opgivende ud. Alting er omvendt nu. Balder er svækket.

Bekymringen kan føles i den lille kahyt. At føle er i det hele taget et dårligt udgangspunkt for beslutninger. Man kan erkende et problem, indkredse det og rationalisere sig frem til forskellige løsningsmuligheder. Så kan man vægte dem indbyrdes og forudse de mulige udfald for til sidst at træffe den rigtige beslutning. At føle undervejs vil forplumre systematikken og i værste fald øge risikoen for at foretage et fejlvalg. De har brug for at gøre noget. Tage sagen i egen hånd og opnå fremskridt.

Balder tager godt med tøj på, sætter sig til rette i det blå plastiksæde, og så ruller de i adstadigt tempo ind mod byen. Der er ingen grund til at sige så meget, tingene taler for sig selv.
Margit kunne tale det forunderlige ud af alting. Sætte ord på alt i en grad der ikke dækkede, men blot forfladigede. Ødelagde faktisk.
– Kan du være væk hjemmefra så længe, spørger Balder, som tænker han på det samme.
– Sagtens, svarer Hermod, og så er der virkelig ikke mere at tale om.

De behøver ikke spørge om vej, men tager elevatoren direkte til den afdeling Balder sidst var indlagt på. En enkelt læge er på vagt. En overlæge endda, noterer Hermod.
– Ved en fejl blev min behandling her på stedet afbrudt, forklarer Balder, jeg er på ingen måde kommet for at klage over forløbet, det afgørende er at få medicineringen genoptaget.
– Jamen dog, siger lægen, det må vi se på, og han vinker dem nærmere skrivebordet.
Orden hersker. Orden og ordentlighed. Nogle gange må man gå til toppen i systemet, men det er forventeligt, når de kvalificerede mennesker sidder der. Det kræver gåpåmod, mod i det hele taget, at tage så drastisk et skridt, for den regelrette vej er nu engang den rigtige. At Balder faldt ud af systemet udgør en nødsituation og i en sådan må man gribe til usædvanlige veje. Det er sådan noget en handlekraftig mand kan.

– Deres fremskredne sygdom kræver efter alt at dømme en plads på hovedstadens centralsygehus, siger han.
– På dødsriget, spørger Balder bekymret.
– Hvornår kan hr. Thorsen påregne at blive indlagt og behandlet, spørger Hermod. De har brug for svar.
– Vi vender tilbage med en indkaldelse snarest muligt, svarer lægen.
– Det er vigtigt, det går hurtigt, siger Hermod.
– Vi beregner den enkelte patients indkaldelsestid ud fra nytteværdien, forklarer lægen. Det er et særligt udviklet system, der afvejer de overordnede interesser.
– Et sygdomsforløb med betragteligt forbrug af medicin til en ældre borger kan i skemaet for nytteværdi opnå ligeså høj prioritering som en simpel operation af en erhvervsaktiv borger; de bidrager på hver deres måde til væksten. Således er alle lige, tilføjer han.
Balder smiler taknemmeligt. Om ikke andet fordi der er noget at være taknemmelig for. Han betragtes som værdifuld. En der bidrager.

– Balder Thorsen, Balder Thorsen, mumler lægen og kigger intenst på skærmen.
– Nej, der er ingen af det navn registreret, lad os prøve med fødselsdato og de fire cifre.
Balder remser op, og lægen memorerer og ryster på hovedet. Eller også er det omvendt. Hermods kæbemuskler fremstår tydeligt, og han mærker en sitren ved øjet. Hvor irriterende. Enhver ved, at man ikke laver de bevægelser bevidst. Det er noget nerverne gør af sig selv. Han har slået det op i sit leksikon, første gang det skete. Foruroligende med den slags synlige ukontrollable impulser. Det er heldigvis en mørk dag, og hvis han vender ansigtet lidt til siden, lægger overlægen næppe mærke til svaghedstegnet. Der er ikke brug for den slags nu. Eller nogensinde for den sags skyld, men ganske afgjort ikke nu. De sidder overfor en autoritet og må udvise passende respekt, men ingen underdanighed. Man kan anerkende andres faglighed, men det ændrer ikke styrkeforholdet. Ja, overlægen har magten til at indlægge Balder til undersøgelse og behandling, men det er en magt, der er ham givet af systemet og ikke hans personlige vinding. Han administrerer et gode så at sige, og i den egenskab må han anerkendes. Det er også alt. At udvise tegn på nervøsitet er ganske upassende.

Balder udviser ingen tegn. Overhovedet. Nærmest tværtimod hvis apatisk er en modsætning til livstegn. Måske har han ondt. Måske er han håbløs.
Overlægen ryster på hovedet. Så var det nok også ham, der gjorde det for lidt siden.
– Jeg er fuld af forundring over hændelsen med deres manglende personnummer i registeret, siger han, det er aldrig hændt før, at en etnisk dansker har mistet sin identitet. De er et enestående tilfælde.
Endelig en beleven person, der kender tiltaleform og omgangstone. Tænk at man skulle til syvende etage for at finde den slags.
– Vi kender alle til skrækhistorierne om identitetstyveri, fortsætter han, men den slags har andre konsekvenser. I så fald ville indtil flere navne dukke op.
– Baggrunden for fejlen er uden betydning, siger Balder, det afgørende er at komme ind i behandlingssystemet.
– Et spørgsmål om liv eller død, tilføjer Hermod, da der ikke rigtigt sker noget.
Overlægen trommer lidt i bordet, tipper den høje kontorstol bagud og drejer lidt fra side til side. En unødvendig form for gymnastik og så netop nu, hvor stemningen er lidt anspændt. Intens ville et mere følsomt menneske måske mene.

– Jeg kan desværre ikke tilbyde dem konsultation hr. Thorsen, sukker lægen, personligt har De min største sympati, men De må forstå, at afdelingen har et budget at overholde. Alle hændelser og udgifter skal registreres og dokumenteres, således at de afsatte midler til hospitalsvæsenet bruges på den bedst mulige måde. De ved jo – alle skal spare og nedskæres disse år. Også disse år. Vi er forpligtiget til at prioritere og behandle de rigtige. Systemet tillader ikke, at vi behandler nogen, der ikke har ret til det.
– Ret min bare, råber Balder, og viser pludselig lidt af den rigtige Balder. Men det er sikkert ikke rigtigt nok.
– Hr. Thorsen er en alvorligt syg mand, alvorligt syg, siger jeg Dem, og Hermod fortsætter, De har vel aflagt et lægeløfte, svoret en ed, eller hvordan det rent praktisk foregår. De har vel lovet at hjælpe, samvittighedsfuldt at drage omsorg, ikke sandt?
– Lægeløftet er fra forrige århundrede, min gode mand, fra en tid, hvor systemet ikke var født. Det var ikke engang i sin fostertilstand. Ikke tænkt på.
Min gode mand. En højt skattet vending i Hermods ordforråd. En skam at han herefter ikke kan bruge den.

– Der er en anden mulighed for hr. Thorsen, fortsætter overlægen nu stadig henvendt til Hermod. De er vel også mere ligemænd.
– For en mindre sum kan Deres ven få en privat konsultation i min klinik efter almindelig arbejdstid. Der er to faste sengepladser tilknyttet mit virke her på etagen, og udover døgnprisen som selvfølgelig indbefatter fuld overvågning af kvalificeret personale, må De påregne udgifter til medicin, eventuelle behandlinger, analyser og operationer.
– Hvor meget kan det beløbe sig til, spørger Hermod noget kortåndet og uden nogen brugbare formuleringer til senere.
– Fem tusind for konsultationen og de indledende test udelukkende vurderet ud fra hr. Thorsens beskrivelse af det hidtidige forløb, og så skal De regne med i gennemsnit ti pr. dag og omkring halvtreds for en operation. Hvis den er ukompliceret.
– Sælger De helbred eller narkotika, hvisler Hermod og hjælper Balder over i kørestolen. Hvor velgørende civiliseret at hans baggrund ikke lader sig fornægte selv i et vredesudbrud.
– Husk at aflevere stolen ved udgangen, nikker lægen, og fortsat god dag.

Der er ved nærmere eftersyn en ulåst knallert i stativet nær udgangen. Det er nærmest tilfældigt, at de ser den. Nærmest. Næppe et transportmiddel der tilhører overlægen, men i nødens stund og viklet ind i retfærdig harme er Hermod klar til at straffe nogen for noget. Den gamle Puch Maxi står på sygehusets område, og så er den en del af det hele. Ja, det er sådan, det er.
Balder får styrthjelmen på, det er ham, der har mest brug for at blive passet på.
– Kan du køre knallert, spørger han fuld af forundring. Beundring måske også.
– Selvfølgelig, svarer Hermod, jeg har både skilt den slags ad, boret dem ud og samlet dem igen.
– Din rebel, siger Balder, men de rosende ord går tabt, da Hermod i samme øjeblik gasser op og sender dem afsted i en lidt dristigere vinkel, end han havde regnet med.
De slingrer en del til at begynde med, og irritable bilister påpeger det.
– Folk bliver hurtigt sure, sukker Hermod og krymper sig noget over de trafikale irettesættelser.
– Det skal folk bare lade være med, fastslår Balder, de har et helt liv til det.

Knallerten suser forbi den ene dagligvareforretning efter den anden. De ensartede facader og manglen på dagslys indvendigt driver Hermod videre ud af byen, og han standser først ved skibsprovianteringen på havnen. Balder holder posen med øl, kaffebønner og krebinetter i den ene hånd, og med den anden har han fat i Hermods skulder. Hans fødder rører næsten gruset, da de langsomt snirkler sig det sidste stykke ud til fjordmundingen.
Det lille oliefyr er tændt for første gang i år.
– Vi kan ikke blive ved at leve af sådan noget lort, udbryder Balder, da de bagefter sidder omkring den tomme plastikbakke. Det er den slags, der har gjort mennesker ligeglade. Til dumme, kvabsede og afhængige kunder. I bytte for tænkende sind og sundhed.

Det er sikkert ikke ondt ment, helt sikkert ikke, men det gør ondt. Her prøver man så godt, man kan, og så er utaknemmelighed lønnen.
Du er mere nærtagende end ærekær, siger Balder ofte, når Hermod forholder sig til meningen. Han kan bare samtale som forventet i stedet for at vende alting om og lytte til det, der ikke bliver sagt. En dårlig vane, det har Balder ret i. At være ærekær er godt. At stå op for sig selv. At vide hvad man står for og føle sig krænket, hvis andre antyder noget mindre fordelagtigt, er et udtryk for, at man har en ære at forsvare langt mere, end det kedelige der ligger i at være nærtagende. Næsten kvindeligt er det, og måske netop deri ligger fornærmelsen.

– Har Margit ikke lært dig at lave mad, fortsætter Balder. Unødvendigt. Som at hive bundproppen ud af et tomt badekar.
– Margit har lært mig ikke at lave mad, svarer Hermod, jeg kunne faktisk godt inden.
Inden. Der var så meget inden. Og indeni.
– Hun var bare dygtigere til det end jeg. Vidste hvordan ting skulle laves rigtigt. Og så er der virkelig ikke mere i det, tænker Hermod og spørger Balder hvordan han har det.
– Menneskeligt forarmet efter hospitalsbesøget, svarer Balder, lidt svag i kroppen men levende.
Det er det, de er. Levende. Og sammen. Der er proportioner i alting. Store og små problemer, der kan forveksles og forstærkes. Det hele handler om at være levende og få noget ud af det.
– En dag skal jeg dø, siger Balder stille.
– Ja, samme her, men hvad vil du lave nu, spørger Hermod. Lidt vel friskt, men der er brug for at lette stemningen.
De spiller kort. To-mands whist. Det er trygt, fredeligt og mentalt krævende uden at være intellektuelt. En fin kombination i et venskab.

Da Hermod går ind til byen, er det sen nat. Stjerneklart og roligt på den overvældende måde. En påmindelse om uendeligheden som ingen forstår, og derfor hengiver man sig til at finde stjernetegn og huske navnene. Det er en afledningsmanøvre, der flytter tankerne fra videnskabens utilstrækkelighed til det helt konkrete. Altid velkomment, tænker Hermod og glæder sig over, at Orions bælte nærmest står over hans hus. Et bælte holder sammen på det hele.

– Det er fogeden, lyder det uden for døren, og den hårdtslående stemme ledsages af en insisterende banken.
– Hvad drejer det sig om, spørger Hermod, noget søvndrukken, men opsat på ikke at give indtryk af en sen opstandelse.
– Du har ikke betalt første rate af din restskat til tiden, siger den alt for unge mand, sort og betydningsfuld på trods af det ungdommelige. Bør man ikke være mindst midaldrende for at bestride et offentligt embede af den slags, tænker Hermod, og udskyder således det egentlige ærinde.

– Dette er en advarsel, som ledsages af et rykkergebyr for fogedens tid, siger opkomlingen, er raten ikke betalt inden 10 dage, begæres du personligt konkurs af det offentlige.
– Der må være tale om en fejl, udbryder Her-mod. Bestyrtet. Hvad taler manden om. Rater og begæringer. Hvad sker der. Han har altid svaret hver sit, også når ingen har spurgt. Sagde han du. Hermod må læne sig op ad den høje kommode i entréen. Den Margit ikke ville have, og det er han taknemmelig for nu. Tænk at taknemmelighed skulle dukke op i den sammenhæng.

Manden rækker en sort plastikholder med clips og dokument frem og peger på linjen, hvor Hermod skal skrive under. Det er en kvittering for besøget, siger han, da Hermod giver sig til at læse teksten. Det forventes åbenbart ikke, at man spilder tiden med den slags. Måske koster det ekstra.
– Det er bare til systemet, siger han og går uden yderligere ord.
Hermod er lamslået. Skandaløst er ikke for stort et ord. Hvad er det, han mangler at betale. Tallene på kopien svømmer ud og bliver til en ulæselig masse. En ubegribelig masse da han får briller og godt lys til hjælp. Der må være tale om en fejl. Ganske selvfølgeligt en fejl. Han kan under ingen omstændigheder skylde et sådant beløb i skat med den månedlige udbetaling, der tilkommer ham. Det er udelukket og absurd.

Hermod tænder computeren og finder ministeriets hjemmeside frem. Uanset hvor længe han venter, fastholdes hans nummer i telefonkøen. Til sidst skifter den venlige damestemme til en ny besked om, at dagens telefontid er ovre. Bestyrtelse er afløst af vrede i den mellemliggende periode, og Hermod skriver et kort og fyndigt brev om fejlen og den uretmæssige opkrævning af et uforskammet stort beløb. Det hjælper at få formuleret indsigelsen. Han er ved at gøre noget ved sagen, fremfor at sagen gør noget ved ham.
Uanset hvor han leder, findes der ikke en side med adresse til modtagelse af brev. Elektronisk post er eneste kontaktmulighed, og udfyldelse af formularen kræver en registrering med et nøglekort, som kan bestilles ved en offentligt udpeget leverandør. Hvis man har et nøglekort, så leverandøren kan kontaktes.
– Vi lever i et retssamfund, trøster Balder, for dem der får ret.

Hermod har købt ind på vejen og laver mad over gasblusset.
– Rigtig mad, siger Balder og ser oplivet ud. Det har jeg ikke fået siden en gang før indlæggelsen.
– Måske kan du henvende dig til kommunen, tilføjer han, og så kan du samtidig spørge til min ansøgning om statsborgerskab.
Det er nogle tunger opgaver. Måske er det en form for prøvelse. Ikke at han tror, der findes noget større, som afprøver det enkelte menneske, men det kan være en grundlæggende livsbetingelse, at man skal udsættes for vanskeligheder og overvinde dem. Ingen har sagt, at det skal være let. Hvis disse fejl er forventelige i en kultiveret tilværelse, må de blot påpeges og rettes, så det kultiverede kan fastholdes. Styrkes faktisk. Der er en forfining af systemet, så det til stadighed bliver bedre for menneskeheden. Den menneskehed det tjener. Fejl og udbedringerne heraf er grundlaget for et højt niveau samfundsmæssigt set, og Hermod skal gerne bidrage. En borgerpligt er det, og som sådan vil han betragte det. Ikke en prøvelse men et bidrag.
– Du kunne være ypperstepræst i find-5-fejl-kulturen, brummer Balder, så fokuseret på detaljerne, at du ikke ser selve tegningen.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.