Fjerde afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

Regnmåleren er ved at være fyldt igen, husdyrene har iført sig waders og kartoffelskimlen fester igennem med salutering, konfettikanon plus det løse.

Det er med andre ord vejr til at læse, og du får her fjerde afsnit af “Balders bog”. Ja, du havde nok fået det uanset fugt.

Hvis du først lige er kommet til, skal du ikke lade dig slå ud af det – de øvrige afsnit findes lige HER.

DSC_08360001

“Balders bog” – fjerde afsnit:

– Hvor blev du af i går, spørger Balder, da Hermod skubber lugen op, og det lyder mere bekymret end anklagende.
– Jeg var nødt til at sætte dagen af til noget arbejde, svarer Hermod. Det næsten rigtige svar, når han ikke orker ikke at spilde god tid sammen med Balder.
– Det blev Margit sikkert glad for, siger Balder, og Hermod forsikrer ham om, at hun bekymrer sig og sender mange hilsner.
– Til søens folk, sukker Balder.

Søens folk er sikre. Det har han sagt så mange gange, at Hermod er begyndt at være utilpas i huset. Ikke fordi der på noget tidspunkt har været fare på færde, men da spildevandet flød over, var det med en vis håbløshed, han kørte kælderens indhold på genbrugspladsen. Nu står rummene tomme, bortset fra den nye vaskemaskine, som er klodset op på en stabel paller. Man ved aldrig, hvornår vandet stiger, så det er bedst bare at være forberedt. Det meste var gamle ting uden særlig værdi. I hvert fald uden forsikringsmæssig værdi. De nye møbler i stuen er svære at sidde rigtigt i, og selvom tæpperne blev skiftet ud med noget, der ligner et gulv i træ, vil den dybe lugt af kloak ikke fortage sig helt. Forsikringsmanden kan ikke fornemme den, så det er nok bare noget, Hermod bilder sig ind. Alt er jo i orden. Kommunen har også holdt et møde og informeret om de nye planer for vandafledningen.

Balder kan styre sin verden med længden på fortøjningerne. I dag er det Hermod, der instrueres og regulerer. De første blade har skiftet farve, hvirvler gennem luften og samler sig i hjørnerne på dækket. Han fjerner et par håndfulde ved skorstenen. Er tørre blade levende eller døde. Skal de være grønne eller hæftet på en plante for at repræsentere liv. Er der tale om liv, hvis man kan udtage arvemassen og indsætte den i en tom celle. Hvis to elementer, der ikke er levedygtige forenes til en levende organisme.

Båden ligger uroligt og højt, når vandet presses ind i fjorden. Der er også kemiske formler, grundstoffer og førhen levende materialer i Balders skib, men der er ikke en enkeltstående genkode, som kan gemmes og reproduceres i en ny celle. I virkeligheden er det levende, det simple – det der kan genskabes ud fra en enkelt strimmel med arveanlæg. Måske er det også en trøst.
Den form for usikkerhed har man ikke, når det gælder tekniske konstruktioner. Forudsat kvalificerede mennesker selvfølgelig. Beregninger og analyser udmunder i et sikkert resultat. Verden som sådan er ikke uforudsigelig, det er kun de levende elementer, der skaber uventede situationer.

– Vrøvl, siger Balder, verden er levende, du passer bare ikke ind.
Hermod krymper sig. Mest på grund af modsigelsen. De drikker dampende kaffe og spiser kiks, mens de venter på, at dåsen med forloren skildpadde bliver varm i kogevandet. De halverede æg er næsten smilende, som Balder siger, og så er der da noget, der er det.
– Er du klar til at skrive, spøger han og hiver sin vens tanker tilbage til virkeligheden.
– Jeg er klar, svarer Hermod og holder med den rigtige fasthed om blyantens symmetriske kanter. Det fik han megen ros for af sin dansklærer, og nyttig lærdom går ikke tabt. Der var form, og der var indhold. På papiret og i menneskene. Hermod har opnået anerkendelse for sin form, og nu sidder han her og skal forme Balders indhold. Tro mod fortællingen men med en stigende bekymring for ordvalget. Det er altid nemmere at klage på egne vegne. Man kan styre distancen. Køligheden.

Det er koldt udenfor huset, men laget af sne er langt fra så tykt som sidste år. Stykker af klipper stikker op og afslører småplanter, rødder og de hvide harers færden. Manden skubber vinduet åbent på klem og tager sigte. Det er langt nemmere, end da han skulle have de mange lag tøj på for at gå på jagt udendørs. Rekylet sender geværløbet mod bundstykket, ruden revner og et stykke glas snitter hans hånd. Han vikler den ind i en bluse, tager alligevel de mange lag tøj på, sætter sig op på snescooteren og kører ind til den lille bygd. Sygeplejersken er netop på vej hjemad, men udsætter sin fritid. Hendes barnepige bliver på pladsen og fortsætter samtalen om at flytte til et andet sted i rigsfællesskabet med en stærkt ophidset kæreste. Han møder for sent på arbejde, og en depressiv kollega har overtaget pilotsædet. Han cirkler en enkelt gang over regeringsbygningen, men hverken tidspunkt eller co-pilot er velvalgt. Da flyet bryder i brand på landingsbanen, tager det kun få minutter for redningskøretøjerne at nå frem. Brandmændenes madpakker står næsten urørte hen, og cykelbuddet med omstruktureringsplanerne lægger mappen fra sig og snupper et enkelt stykke rugbrød med kødpålæg. Endnu en rullepølseskandale tager sin begyndelse, men det ved den unge mand ikke, da han næste morgen kaster op i opgangen på kollegiet. Ingen af de medstuderende synes rigtigt, at det ligger inden for deres faglighed, så efter nogle dage ringer pedellen til et rengøringsselskab. Damen er ikke helt fortrolig med den nye firmabil, og ved udkørslen kommer dækket så tæt på kantstenen, at hjulkapslen skubbes af. To drenge samler plastikskiven op og bruger den som frisbee på vejen til skole. Skatteministeriet er et forblæst sted, og den ene dreng fejlvurderer vindens magt omkring bygningen. Hjulkapslen rammer et vindue i kontoret for en embedsmand på de nedre etager, og han ryster i forskrækkelse sin kaffekop. Der skvulper blot lidt ud, men sukkeret giver et genstridigt 9-tal i tastaturet. Næste dag hænger det en smule, og selvom han er sikker på nedslaget, giver det ikke nødvendigvis resultat på skærmen. I irritation slår han ekstra på tasten, og således øges Hermods restskat og bliver sekscifret.
Et tilfælde tilsyneladende, men medarbejderen har faktisk brugt sukker i kaffen i årevis.

Hvornår har noget sidst været sjovt. Sådan boblende uimodståeligt og overvældende. Ingenting. Der dukker ikke noget op. Ingen minder, gode historier eller hændelser. Der må have været noget også inden for nyere tid, tænker Hermod, men det er ikke gemt i hans snørklede arkiv. Måske bliver den grå hjernemasse mere blød og melet som tiden går, og han mindes den friske sprødhed i sommeræblerne, da han i lyset fra køkkenvinduet lægger nogle af de længst gemte ud på foderbrættet til fuglene.

Det ville være rart at vide, hvor glæden kan findes. Han kan godt huske fornemmelsen. Som en slags frihed. Måske følger friheden af glæde, eller måske er det friheden, der udløser glæden. En forbindelse er der i hvert fald, og så er rækkefølgen vel ligegyldig, når man hverken har den ene eller den anden.
Træmand kalder Balder ham af og til, og det gør Hermod lidt stolt. Selvom Balder ganske givet ikke opdager det. En træmand er fast og har sine principper. Giver ikke køb og falder ikke for det populære. Tidløs er han også, ligefrem klassisk måske.

Hermod henter mappen med gamle matematikafleveringer og bladrer lidt. Leder ikke efter nogen bestemt, men nyder den orden og sirlighed, som præger opgavesættene. Bagerst sidder kopier af de ringeste gennem tiden. Han undgår dem bevidst og kigger kun på elendighederne en sjælden gang imellem. På dage hvor han i forvejen er tynget af andres idioti og kan bekræfte over for sig selv, at den slags går tilbage i tiden.
I en anden mappe har han sine egne afleveringer fra årene på læreanstalten. De bedste elevsæt er sat op præcis som hans egne, med overskrifter, opgavenumre, indrykninger, antal kvadrater i koordinatsystemerne, og understregninger af resultaterne. Hvorfor ikke gøre arbejdet bedst muligt, sagde han altid til klasserne.

Der er for mange uregelmæssigheder til, at man kan tillade sig at være glad. Han skal, og kan ikke andet som tænkende menneske, forholde sig til dette samfund og denne verden, og selv Balder må give ham ret i, at der er langt imellem de opmuntrende nyheder.
Han kan ikke bare melde sig ud og være ligeglad. Det er en pligt at engagere sig og følge med. Alt andet er dovenskab eller muligvis fejhed. Fordi det er det nemmeste i verden at lade stå til. Ikke lade sig gå på, ikke forholde sig.
– Den bitre mand, konstaterer Balder næste dag, da Hermod kommer trampende med avisen. Mavesyrens eddikemoder.
At være blevet bitter er vel tegn på, at man har opnået et indgående kendskab til virkeligheden, tænker Hermod, og at man ikke lader sig forlede. Aflede.

– Lægehuset, siger sekretæren, efter en del ventetid. Balder har ellers indtastet sit personnummer for hurtigere sagsbehandling.
– Balder Thorsen her, kan jeg komme til at tale med doktor Hansen?
– Doktoren er sygemeldt på ubestemt tid, svarer hun, men jeg kan finde en anden læge her. Det er jo din fordel ved et lægehus, fortsætter hun, og Balder nikker. Ligesom når man køber bil.
– Og CPR-nummer?
Balder lirer remsen af, og Hermod mimer med. Uden kort nu.
– Desværre, siger hun, og gentager tallene, du er ikke patient her i vores system. Alle henvendelser til det offentlige skal gå gennem din hjemkommune, tilføjer hun lidt skarpt. Det er midlerne jo fordelt ud fra.
– Midler min bare, råber Balder, men sekretæren har allerede lagt på.
Hun har ret. Det er kommunen, de skal have fat i. Om ikke andet fordi kommunens administration kan få forbindelse til det centrale personregister og bringe orden i sagen.

Det er blæst op, men luften er stadig ikke rigtig kold. Hermod laver frokost og justerer fortøjningerne, inden han går ind til byen. Måske for tidligt i forhold til kontorets åbningstid, men hvis der nu er kø, vil han ikke risikere, at de lukker, før det bliver hans tur.
Køen begynder på fortovet, og nogle er tydeligvis mere vante til forholdene end andre. Da vagten låser dørene op, løber de forreste op ad trappen og sikrer sig billetter fra en lille automat. Hermod er i tvivl om, hvilken afdeling han skal vælge, og receptionisten foreslår socialforvaltningen. Aldrig i livet har han forestillet sig en henvendelse der. En mand, der altid har svaret hver sit og sparet op. Endda til tiden for begge forholds vedkommende.

Hermod kører sit sygesikringskort igennem læseren, tager kønummeret og en plads i venteområdet.
– Min gode ven Balder Thorsen er desværre røget ud af jeres system, forklarer han langt om længe.
– Må jeg bede om hr. Thorsens personnummer, siger sagsbehandleren og ser efter Balder.
Ingen af delene findes i det kommunale rum, og Hermod forklarer, at Balder er for syg til at møde op. Han har brug for behandling for at blive rask, og for at få behandling har han brug for et nummer.
– Vi kan ikke bare udstede et identitetsnummer, siger damen, det lader sig ganske enkelt ikke gøre.
– Hr. Thorsen er borger i dette land og har krav på lægehjælp, fremturer Hermod, det er en skandale, at kommunen ikke kan hjælpe i så enkel en sag.
– Jeg passer blot mit arbejde, svarer hun, har I overvejet adoption, familiesammenføring eller nyt statsborgerskab?
Og mens hun finder dokumenterne og skubber dem over til Hermod, trykker hun på knappen og vinker den næste frem.
– For en hundredelap kan du få et nyt nummer af min svoger, siger en stemme bag Hermod på vejen ud.
– Det er jo ulovligt, udbryder han, strafbart!
Og stemmen er væk, før Hermod får set, hvem den tilhører.

Et civiliseret system er baseret på, at alle overholder gældende regler. Bedrag og misbrug er det tidevand, der kan skylle strukturen væk og skabe kaos, forklarer Hermod, da de sammen udfylder papirerne. Også ansøgningen om familiesammenføring og nyt statsborgerskab. Tiden er knap, og der må satses på alle muligheder.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s