Tredje afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

DSC_08360001

I dag får du tredje afsnit af “Balders bog”, men det kan sagtens gemmes, til regnen kommer igen. Gik du glip af de første afsnit, skal du ikke være ked af det – du finder dem lige HER.

“Balders bog” – tredje afsnit:

Hermod kommer op ad formiddagen, og Balder er væk. Igen. På opvågningsstuen ligger en ældre mand. Måske tyrkisk, måske jugoslavisk. Den samlede familie får Hermod til at føle et stik at utilstrækkelighed. Han undskylder og lukker døren forsigtigt. Deres samtale og latter følger ham, mens han går ned ad gangen for at spørge på kontoret.

– Balder Thorsen, Balder Thorsen, siger sygeplejersken, mens hun kigger ned over skærmen, er du sikker på, at han er her?
– Ganske afgjort er hr. Thorsen det, svarer Hermod og tænker over en sætning, hvor han kan titulere hende med et De.
– Nej, siger hun bestemt, vi har ingen af det navn her, hverken på afdelingen eller på hospitalet.
– Kan han kalde sig noget andet, eller har du et personnummer, jeg kan slå op?
– Hr. Thorsen hedder Balder Thorsen og intet andet. Jeg kender ikke hans personnummer, men navnet bør også være tilstrækkeligt. De kan vel ikke miste et menneske i Deres varetægt sådan uden videre?
Hvor inkompetent, hvor utilstrækkeligt. Hvor omsonst at forlade sig på et elektronisk system, som fejler ved selv den mest enkle forespørgsel.
– Har De ikke et andet protokolsystem, spørger Hermod, en indskrivningsbog eller en mappe med patientoplysninger?
– Det her er den centrale database for landets sygehuse, et statsligt udviklet program som alle bruger, svarer hun.
Et statsligt program er en garanti for kvaliteten, absolut, og det får Hermod til at spænde mindre i kroppen, at der ikke er tale om en form for lokal registrering og databehandling. Man ved aldrig med et sygehus i provinsen.
– Næh, vent lidt, siger hun pludselig og kaster sig med fornyet energi over tasterne, måske er han i kapellet. Det kan jeg nemt kontrollere herfra, siger hun med et lille tilfreds nik.
Og i stedet for at føle sig beroliget af det fyldestgørende system, som sparer ham for en vandring til et nyt kontor på sygehuset, melder sig en fornemmelse fra barndommens besøg i tandlægestolen. Det øjeblik hvor den ildelugtende tandlæge lod en krum syl danse og springe fra tand til tand for at afgøre, om der var hul. En forestående smerte.
– Nej, heller ikke, siger hun.
En lampe på et panel lyser, og sygeplejersken forsvinder. Skærmbilledet er lukket ned, og i stedet for navnene på mennesker med behov for hjælp svæver opmuntrende cirkler i særlige baner, så farver blandes og skifter regelmæssigt. Inde bag den sorte baggrund ligger de. Alle navnene på syge mennesker, og Hermod har vanskeligt ved at lade de kulørte cirkler få overtaget.

Han går ud på gangen igen, er rådvild et øjeblik, men genvinder sin rationelle tænkning. Orden, systematik og fornuft. Det hele handler om at bevare overblikket.
Selvfølgelig er Balder her. Ét eller andet sted i den ulogiske labyrint er der en lige vej. Man bør starte fra oven, alt andet vil være sjusk. En stak bilag på skrivebordet skal også sorteres fra oven, og når noget bydes rundt, tages fra oven.
Syvende etage må det være, og det er en lang tur klemt inde bag et selskab med en kørestol i midten. Hermod lader dem komme ud af elevatoren og får frakken i klemme, da dørene lukker. Han vil undersøge tilsynsdokumentet på turen til næste etage. Både kontrolmyndighed og tilsynsførende. Dato selvfølgelig. Den defekte bevægelsescensor kan være et udtryk for svigtende vedligehold.

Hvor heldigt at bonnen fra gårsdagens besøg i kiosken stadig ligger i lommen. På bagsiden noterer han afdeling efter afdeling, gangnumre og sengeafsnit.
Det er et uendeligt antal døre Hermod høfligt, men bestemt banker på og åbner på klem. Han hilser, undskylder og lukker efter sig. Duftene på sygehuset er vidt forskellige. Fra den søde og lidt kvalmende em af modermælk på barselsafdelingen til de alt for kemiske lugte, som mennesker slet ikke burde udskille.
Gynækologisk afdeling er ikke det indlysende sted at lede efter Balder, men hospitalet har mistet ham, og en eftersøgning er intet værd, hvis den ikke er systematisk. Hermod har en uvelkommen fornemmelse af at gøre noget upassende, men en indtrængende fornemmelse af at det er nødvendigt. Etage efter etage, opholdsstuer, toiletrum, kontorer og sengeafsnit undersøges omhyggeligt. Balder er ingen steder.

Træthed mærker Hermod ikke, men i takt med etagerne falder modet. Til gengæld stiger nervøsiteten, og hans indre er i oprør. Med rystende hænder trykker han på knappen til niveau minus ét og træder kort efter ud i et gangsystem, som er noget mere lavloftet end de overjordiske. Ud for skyllerummet står Balders seng, og Balder selv vinker.
– Hvad gør du dog her, udbryder Hermod, alt for tidligt til at det kan høres længere nede ad gangen. En kvindagtig hændelse, som slet ikke er passende.
– Hvad gør du her, gentager han nu noget tættere på. Stakåndet og nærmest sjusket i hvert fald i sine ansigtstræk.
– Jeg er død, svarer Balder, begravet i kælderafsnittet. Og sulten, tilføjer han.
Der må være tale om en fejl, men placeringen ud for rummet med amputerede lemmer og fostre er bekymrende.
– Portøren havde fri og skulle skynde sig hjem, siger Balder opklarende.
Lysets farve er dårlig, eller også er Balder det. Sådan et sted egner sig ikke til en syg mand, og det gør et hospital heller ikke, men en fortsat behandling er afgørende. Også for Hermod. For hele verden måske. Hvem ved, om Balders liv er afgørende for verdensordenen.

Pulverlakeringen på pedalens overflade er glat, og hans blankslidte sål glider. En kluntet og usikker fremtoning, situationen ikke levner plads til. Der skal mere myndighed i bevægelserne. Sikkerhed i handlingerne. De har brug for at være overbevisende. Overbeviste.
Hermod gør sig umage og får udløst sengens stativ, så hjulene igen når gulvets overflade. Et sjusket stykke ingeniørarbejde, og ganske afgjort ikke af elever fra hans hånd eller tid. Det vanskeligt manøvredygtige møbel er en skamplet på almindeligt kendskab til friktion og tyngdepunkt. Ved første forsøg når de ikke ind i elevatoren, men anden gang betjener Balder knappen, og Hermod er klar til at skubbe i gang.

Der er en række mennesker foran receptionen, og en ældre dame anerkender ikke optoget som en del af køen. Ukvemsordene udebliver, og de ved begge, hvor dårlig Balder er. Fremme ved den lille luge forklarer Balder, at han ved en fejl er blevet slettet i systemet.
– Hvilken fejl, spørger sekretæren og beder om et øjeblik, så samtalen kan optages. Standardprocedure forsikrer hun smilende henvendt til Hermod.
– Vi ved ikke, hvordan fejlen er opstået, siger han på vegne af sin ven, Balder Thorsen beder blot om at blive indskrevet og få genoptaget sin livsnødvendige behandling.
– Patienter kan ikke indskrives her fra receptionen, svarer hun, hvis der er tale om akut sygdom, må hr. Thorsen henvende sig til alarmcentralen eller egen læge. Vagtlægen er det på nuværende tidspunkt, men så er det vist nemmere at vente til mandag.
– Lad mig hjælpe hr. Thorsen af med sengen, fortsætter hun, kalder en portør over anlægget og henvender sig til den næste.
– Kan du selv komme ned, spørger den store mand i hvide træsko. Også for gammel til at sige du, tænker Hermod og dvæler lidt ved det enkle.
– I kan aflevere tøjet i receptionen, siger portøren og kører med den endnu varme seng.
Sensommeren er kølig, ligesom sommeren har været det, men uanset temperatur kan Balder ikke sidde nøgen.
Han er en værre karl. Fuld af mod, styrke og storhed. Et sted derinde findes Balder. Ham der lyser op. Stråler. Den tavse sammenfaldne skikkelse i ventelokalets stol er blot midlertidig.
– Jeg tager hjem og henter dit tøj, bliv ved med at ringe til vagtlægen, siger Hermod og taster nummeret for sin ven.

Båden ligger ude, hvor havnen er blevet til fjord. En lille times gang fra hospitalet. Langt for en ældre mand, men for dyrt for en ældre mand i taxa. Den friske luft fortrænger ikke uroen og de usikre ben. Han går for hurtigt. Det må være det. Et mere alderssvarende tempo vil være klædeligt og gøre ham godt. Selvfølgelig bliver Balder indlagt og kommer i behandling igen. Det er i alles interesse. Det er sådan, verden er.

Nøglen hænger på sømmet under broen, og den velkendte lugt af jordslåede hynder står ud af lugen. Der er noget forkert ved stedet, når Balder mangler. Ikke fordi det føles forkert at være der, det er måden alting ånder på, som ændres. Sludder. Ikke ånder, ikke lever. Måske mangler netop det liv, som forbinder alting i omgivelserne. Uden centrum er elementerne perifere og stikker ud fra hinanden. Omkring liv, omkring det menneske, som har samlet tingene, bliver de en helhed. Fuldendte og en strålende baggrund.

De sidste solstråler er ved at forsvinde, og Hermod samler hurtigt noget rent tøj. Om alt er gået vel, har lægevagten afsat tid til en konsultation.
Balder sidder stadig med telefonen mod øret, da Hermod kan se igennem svingdøren. Han venter bare.
– Indtast personnummer og afslut med firkant, siger han, det har jeg gjort igen og igen, og så sker der ikke mere.
– Lægevagten er nogle få bygninger herfra, siger Hermod, imens du skifter tøj, finder jeg en kørestol, og så klarer vi den ved at møde op.
Hjælpemidlet må ikke forlade hospitalets område, står der med rødt på den mørkeblå plastikryg. En model man ville rynke på næsen af i lande med langt ringere infrastruktur end i dette. Hvem kunne tænkes at gøre andet end at efterlade det elendige køretøj på stedet.
– Sikken en fart vi skyder nu, siger Hermod for at holde humøret oppe.
De ringer nogle gange på dørtelefonen men uden resultat. Så sætter Balder pegefingeren på knappen og holder den inde. Det er sådan noget, som Hermod misbilliger.
– Hvad tænker de ikke om os?
– De tænker, at vi er desperate. Med god ret, siger Balder og afbryder sig selv, da lyden af et vredt hallo kommer ud af de små huller.
– Hallo der, gentages det, og Balder slipper knappen.
– Ja, lyder det spørgende og trods alt mere omsorgsfuldt end et nej.
Balder forklarer om sin livstruende sygdom og den fejlagtige udskrivning fra hospitalet.
– Der er ingen adgang uden forudgående aftale, siger portvagten, men jeg kan stille vagtlægen igennem.
Endelig faguddannet personale med en universitetsgrad, tænker Hermod, men han behersker sin lettelse, fordi emnet altid har været ømtåleligt.
– CPR-nummer, spørger lægen, der heldigvis er en mand.
– Nummeret findes ikke, siger han efter kort tid, prøv igen.
Balder gentager, og Hermod kontrollerer på kortet.
– Det findes ikke i systemet, er du af dansk herkomst, spørger lægen, eller er der en udenlandsk sygeforsikring.
– Pæredansk, råber Balder ind i de små huller, mine forfædre har både voldtaget kvinder i England og mishandlet slaver på de Vestindiske øer.
– Konsultation fås ikke uden et gyldigt personnummer i systemet. Prøv hos din egen læge på mandag. Og god bedring, tilføjer lægen, inden forbindelsen afbrydes.
Det er næsten mørkt, og de røde bogstaver kan knapt ses, da de når ud til Balders båd. Hermod sætter kørestolen ved siden af bænken på grusstien. Med en sær blanding af skyld og retfærdig harme.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s